Flag White – shoegazing for alle pengene

Pop Revo blev skudt i gang af The New Spring og Flag White, på det der i høj grad blev opfattet som opvarmningen til den aarhusianske minifestivals hoveddage fredag og lørdag. Sidstnævnte formåede desværre ikke at gøre denne opfattelse til skamme torsdag aften på V58.

Flag White optrådte som trio og leverede deres synthinficerede shoegaze fra ep’en ‘Let Go’ ved hjælp af forprogrammerede bas- og trommesamples. Heldigvis var lydforholdene gode, og de mange støjpassager skabte tung genklang på det tyndt gæstede spillested. Den tidligere Death By Kite-frontmand Bjørn Alexander Gøtzsche Lange viste fin form og havde ingen problemer med de udfordrende vokalpassager, som i kraft af hans nasale Brian Molko-klingende sangstemme var koncertens bedste element. De teknisk krævende ‘Of Laughter and Forgetting’ og ‘Far Far Away’ var absolutte højdepunkter under en koncert, som trods sin korte længde endte med at blive en smule kedelig.

Den beskedne frontfigur havde travlt med at betjene både guitar, keyboard og computer og gjorde derfor ikke stort væsenaf sig, udover at levere intensiv headbobbing i uptempo passagerne godt gemt bag det lange pandehår rakte hans gøren på scene ikke længere end til en solid omgang shoegazing. Generelt var trioens positur en kende for statisk, og da musikken ikke ligefrem opfordrede til vild fest, kunne man ikke bebrejde publikum, hvis de kedede sig en lille smule.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af