Her er juni måneds bedste koncerter

Roskilde Festival nærmer sig nu for alvor, men juni måned byder alligevel på en række gode koncerter. Vi guider dig her til dem du ikke må gå glip af. Der er blandt andet mulighed for at opleve DJ Shadow, Ryan Adams, When Saints Go Machine, Joker, Foo Fighters og Bob Dylan.
1.-3. juni

Junip
1. juni, Voxhall
José Gonzalez er kendt for sit blide, akustiske guitarspil, men når han medbringer sine to svenske kumpaner, bliver udtrykket udvidet med keyboards og trommer. Bliver intimt, delikat og helt sikkert meget, meget følsomt.

Junip ‘Always’

When Saints Go Machine
4. juni, Train
Den seje, danske electro-kvartet har lagt anmeldere og fans ned med deres nye album ‘Konkylie’. Live er bandets udtryk sofistikeret, medrivende og ambitiøst. Og Nikolaj Vonsild synger som en drøm. Glæd jer!

When Saints Go Machine ‘Add Ends’

Kesi + B.O.C.
3. juni, Den Brune Kødby (Distortion)
Det tætteste vi kommer på en dansk version af Odd Future er B.O.C-crewet med Kesi i front, som er en af de mest hypede undergrunds-MC’s i øjeblikket. Forvent masser af beskidt grime og rap.

Kesi ‘Mere End Musik’ 4.-14. juni

Austra
3. juni, Musikcaféen + 4. juni, Den Brune Kødby (Distortion)
Canadiske Katie Stelmanis er kendt for at give den fuld los med sin operatrænede vokal, når hun spiller sofistikeret synthpop med fuldt liveband.

Austra ‘Lose It (live)’

Eels
10. juni, Store Vega
Det er få mænd, der kan gro et så tæt bevokset fuldskæg som Mark Oliver Everett aka Eels, og det er også få, der kan skrive så hudløst ærlige sange – hvor melankoli og sortsyn er faste ingredienser – og stadig formå at rocke huset så eftertrykkeligt.

Eels ‘I Like Birds (live)’

Public Image Limited
20. juni, Store Vega
De har ikke spillet sammen i 17 år, men nu er det legendariske engelske postpunk-band klar til at indtage Store Vega. Som altid er det den notorisk flabede og strithårede tidligere Sex Pistols forsanger, John Lydon, der står i front.

Public Image Limited ‘Rise’

14.-17. juni

Ryan Adams

14. juni, Koncerthuset
Ryan Adams er ikke til at regne med. Først lavede han følsom country, så U2-rock, så lidt heavy, så blev han gift med Mandy Moore, og nu er han taget på en akustisk solo-turné, der fører ham forbi Koncerthuset til en koncert, der meget vel kan blive en af årets bedste. 

Ryan Adams ‘La Cienega Just Smiled’

Kirsten & Marie
16. juni, Airscenen (Start! Festivalen)
De to tvillinger, der spiller skæv og charmerende indiepop med folkede tendenser, er på scenen ren sødme og underspillet coolness, og det er ikke for sjov at De Eneste To hev dem med på tour.

Kirsten & Marie ‘My Dear’

Mechanical Bird
17. juni, PH Scenen (Start! Festivalen)
Live er Jakob Brixens solo singer/songwriter-projekt et skramlet folkrock-kollektiv, der ynder at spille på så farverige og eksotiske instrumenter som fløjter, klokker og syngeskåle. Vi kastede fem stjerner efter hans debut-ep, så naturligvis har vi også store forventninger til ham live.

Lyt til ep’en HER. 18.-20. juni

Shanghai
18. juni, Bygning 55 (Start! Festivalen)
Den 80’er glade duo har netop udgivet deres debut-ep, som uden slinger i valsen lyder som en lidt mere poppet version af Pink Floyd. Det er pompøst, iørefaldende og hamrende effektivt.

Shanghai ‘Smoke and Mirrors’

Joker
18. juni, Volume
Det er lidt af et scoop, OHOI! har gjort sig, når de hiver det amerikanske bastalent til Vesterbro for at spille til deres ni-års-fødselsdagsfest. Forvent at få rystet dine indvolde godt og grundigt.

Joker ‘dj-set live’

Papercuts
20. juni, Musikcaféen + 24. juni, Beta
Amerikanske Jason Quever spiller smuk, indfølt drømmepop med masser af rumklang, hvilket han seneste beviste på sit roste, fjerde album ‘Fading Parade’. Forvent en blanding af Grizzly Bear og Beach House, når bandet indtager scenen.

Papercuts ‘Future Primitive’

21.-30. juni

DJ Shadow

20. juni, Amager Bio + 21. juni, Train
Forvent turntable-ekvilibrisme af højeste karat, når mester-dj’en giver smagsprøver på sit kommende september-album i både Aarhus og København.

DJ Shadow ‘Organ Donor (live)’

Foo Fighters
21. juni, Refshaleøen
Dave Grohl og co. har skrevet mange hårdtrockende sange i årenes løb. Derfor er der god grund til at glæde sig når den tidligere Nirvana-trommeslager tager et smut forbi Danmark med sin potente og hitlistestormende stadionrock.

Foo Fighters ‘Monkey Wrench (live)’

Bob Dylan
27. juni, Den Fynske Landsby
Han er lige blevet 70, men fortsætter ufortrødent sin Never Ending Tour, hvor han bliver ved med at omarrangere sine berømte sange til ugenkendelighed. Men engang imellem rammer han den der uforklarlige nerve, og så findes der sgu ikke noget bedre.

Bob Dylan ‘Love Sick (live)’

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af