Kurt Vile – outsiderens kejtede charme
Det er efterhånden lidt pinligt, at jeg går helt i selvsving, hver gang jeg skriver om Kurt Vile, men der er ikke ret meget andet at gøre. På mindre end halvandet år har vi givet ham 16 stjerner, og selv om de er fordelt på tre album, er det et ret imponerende gennemsnit. Og når man udgiver så mange så gode plader, spiller man selvfølgelig også fremragende koncerter, så nu får han fem mere.
Endnu en gang viste Vile nemlig, at der er noget stort over ham. Han bliver aldrig sammenlignet med det nye og smarte, men altid med folk som Bruce Springsteen og Neil Young, for hans ting er tidløse. Backingbandet The Violators mindede mest om Neil Youngs Crazy Horse, og Viles fremragende folkrocksange indskriver sig i en helt klassisk amerikansk sangskrivertradition.
Det utrolige er imidlertid ikke bare, at han mestrer den tradition som stort set ingen andre for tiden. Trods al sin pondus og lighed med de helt store har han nemlig stadig outsiderens lidt kejtede charme, der også live gav sangene et ekstra skud personlighed.
Oven i købet formåede han på helt elegant vis at tage elementer fra hele sit musikalske spektrum med ind på Vegas scene, så vi fik alt fra en afdæmpet, akustisk soloversion af ‘Tomboy’ til en larmende, næsten Stooges-agtig version af ‘Freak Train’ med saxofon og det hele. Der var et par skønhedsfejl, som en lidt for dominerende trommeslager og en ikke helt perfekt lydmand, men det var meget små ting.
