30 album du skal glæde dig til

De næste tre måneder vælter det ind med spændende udgivelser. Læs her hvilke 30 album – fra blandt andre Jonas Bjerre, Beirut, The Weeknd og Björk – vi glæder os allermest til.

The Weeknd ‘Thursdays’ (August)
The Weekend var både på vores liste over halvårets bedste sange og album, så selvfølgelig glæder vi os også til Abel Tesfayes anden udgivelse ‘Thursdays’, som eftersigende vil blive gæstet af r’n’b-mageren Drake.

Lyt til ‘The Birds (Part 1)’
:

Wise Blood ‘These Wings’ (1/8)
Chris Laufman er en ung gut fra Pittsburgh, som startede med at sample andres numre og tilføje sin egen vokal. Hans debut-ep byder på egne kompositioner og forener synthpop og r’n’b som på den vildt indbydende ‘Penthouse Suites’.

Lyt til ‘Penthouse Suits’:

Jay-Z & Kanye West ‘Watch the Throne’ (2/8)
Det bliver ikke meget større end et samarbejde mellem Jay-Z og Kanye West. Indtil videre er det kun singlen ‘H.A.M.’, som er sluppet ud, og det skal blive spændende at se hvilket udtryk, de to er nået frem til. En ting er dog sikkert. Det bliver larger than life.

Lyt til ‘H.A.M.’:

Blood Orange ‘Coastal Grooves’ (8/8)
Blood Orange er et enmandsprojekt, som består af Dev Hynes, også kendt under pseudonymet Lightspeed Champion. Som Blood Orange spiller han funky 80’er pop a la Prince. Vi kårede singlen ‘Dinner’ som en af årets bedste sange, så selvfølgelig glæder vi os til at høre et helt album.

Lyt til ‘Dinner’:

The War on Drugs ‘Slave Ambient’ (15/8)
De er mest kendt som Kurt Viles gamle band, men at dømme ud fra de to fremragende psych-iørefaldende singler, som indtil videre er sluppet ud, så er The War on Drugs fast besluttet på at træde ud af Viles skygge for good.

Lyt til ‘Baby Missiles’:

Jonas Bjerre ‘Songs and Music from the Movie ‘Skyscraper” (15/8)
‘Songs and Music from the Movie Skyscraper” er som titlen indikerer Mew-frontmandens ventede soloalbum, som altså også er et soundtrack til den danske spillefilm ‘Skyskraber’. Singlen ‘Kids Don’t Fight’ kunne allerede høres i februar, og den var god, så vi kan næsten ikke vente med at høre resten.

Lyt til ‘Kids Don’t Fight’:

Stephen Malkmus ‘Mirror Traffic’ (22/8)
Det er ingen ringere end Beck, der har siddet i producerstolen på slacker-ikonets nye soloalbum med det faste band The Jicks. Stilen er tilbagelænet, doven og iørefaldende som altid. Som kun Malkmus kan slippe af sted med det.

Lyt til ‘Tigers:

Active Child ‘You Are All I See’ (22/8)
Skippende beats, himmelragende synths og Tom Krells (How To Dress Well) vokal går op i en højere enhed på singlen ‘Playing House’ fra Active Childs kommende debutalbum. Forhåbentlig byder albummet på mere af den slags.

Lyt til ‘Playing House’:

I Break Horses ‘Hearts’ (22/8)
Vi har store forventninger til debutalbummet fra den svenske støjsynth-duo. De tre numre som indtil videre er sluppet ud lover aldeles godt, og særligt bandets sans for at blande en fængende melodi med storslået synth- og støjlandskaber er betagende.

Lyt til ‘Hearts’:

Balam Acap ‘Wander / Wonder’ (29/8)
Den kun 18-årige Alex Koone fra up-state New York, bedre kendt under sit alias Balam Acab, er udråbt til at være næste stjerneskud inden for den såkaldte haunted house-genre. Debut-ep’en bød på stemningsmættede hiphop-beats med melankolske melodier, og lytter man til den perfekte nye single ‘Oh, Why’ er der da også alt mulig god grund til at glæde sig til et helt album

Lyt til ‘Oh, Why’:

Lil Wayne ‘Tha Carter IV’ (29/8)
Efter at være blevet løsladt fra spjældet i november sidste år har den stortatoverede Lil Wayne omsider færdiggjort sit comeback-album ‘Tha Carter IV’. Og førstesinglen ‘6 Foot 7 Foot’ er heldigvis stram og flabet og helt uden brug af fæl heavyguitar.

Lyt til ‘6 Foot 7 Foot’:

Beirut ‘The Rip Tide’ (29/8)
Zach Gondon har tidligere har afsløret, at ‘The Rip Tide’ vil bestå af sommerlige sange og at dømme ud fra den charmerende smagsprøve i form af førstesinglen East Harlem, lyver Gondon ikke. Her er trompettrut, ukulele og lystigt klaver nok til at gøre os helt sommerkulrede.

Lyt til ‘East Harlem’:

CSS ”La Liberación” (29/8)
Den festglade gruppe har fået amerikanske Ratatat og frontmand Bobby Gillespie fra Primal Scream til at medvirke på deres tredje udspil, som er indspillet i hjembyen Sao Paolo. Forvent masser af dansevenlig og hårdtpumpet electropop.

Lyt til ‘Hits Me Like a rock’:

Real Estate ‘Days’ (1/9)
Førstesinglen ‘It’s Real’ byder på alt det Real Estate er så gode til: en catchy melodi, ringlende guitarer og tilbagelænet surfer-stemning. Nogen gange behøver musik ikke være raketvidenskab, og det har Real Estate heldigvis fattet.

Lyt til ‘It’s Real’:

The Rapture ‘In the Grace of Your Love’ (5/9)
Trioens nye fuldlængde er indspillet i både Paris og Brooklyn og er produceret af den ene halvdel af den franske duo Cassius, Philippe Zdar, som også har hjulpet Phoenix på deres seneste album. Det kunne godt gå hen og blive en af årets bedste festplader.

DJ Shadow ‘The Less You Know The Better’ (5/9)
‘The Less You Know The Better’ hedder den amerikanske dj’s første album siden ‘The Outsider’ fra 2006. Og det er da heller ikke meget, vi ved om det nye album. Til gengæld er der netop sluppet førstesinglen ‘I’m Exited’, hvor Afrikan Boy medvirker.

Lyt til ‘I’m Exited’:

Mikael Simpson ‘TBA’ (5/9)
Sangskriveren har denne gang hevet Peder og Asger Baden ind som samarbejdspartnere, og ud fra førstesinglen ‘Morgenlys’ mærkes det tydeligt, at resultatet er af en mere udadvendt karakter, mens det i den grad stadig lyder som Mikael Simpson.

Lyt til ‘Morgenlys’:

I Got You on Tape ‘TBA’ (5/9)
Som førstesinglen ‘Rung From the Rain’ allerede havde varslet, er I Got You on Tape denne gang gået i nye retninger på deres fjerde album, hvor udtrykket er blevet lysere, mere åbent og tilgængeligt. Hvem havde for eksempel forventet, at bandet ville lade sig inspirere af disco-genren?

Lyt til ‘Run From the Rain’:

S.C.U.M. ‘Again Into Eyes’ (12/9)
S.C.U.M. er udover at være navnet på et hardcore feministisk manifest (Society For Cutting Up Men) også navnet på et ungt, lovende britisk band, der spiller cool, catchy og meget prætentiøs electrorock a la The Horros’ nye album. Bonusinfo: Forsangeren er kæreste med Bob Geldofs datter, Peaches, så rockstjerne-ambitionerne er i orden.

Lyt til ‘Amber Hands’:

CANT ‘Dreams Come True’ (12/9)
CANT er Grizzly Bear-medlemmet Chris Bears soloprojekt. Der er endnu ikke sluppet en single fra albummet, men i 2009 udgav Bear singlen ‘Ghosts’ under CANT-pseudonymet. Om udtrykket på albummet vil blive i samme stil, skal blive spændende at høre.

Lyt til ‘Ghosts’:

Ladytron ‘Gravity the Seducer’ (12/9)
Den elektroniske kvartet er snart klar med deres første album siden ‘Velocifero’ fra 2008, og selv om det album var en mild skuffelse, så er der stadig grund til at glæde sig til ‘Gravity the Seducer’. Førstesinglen ‘White Elephant’ er nemlig en lækkert afdæmpet og melankolsk sag, som imponerer i kraft af en fængende melodi og et drømmende univers.

Lyt til ‘White Elephant’:

Clap Your Hands Say Yeah ‘Hysterical’ (12/9)
Brooklyn-bandet bragede igennem i 2005 med et fremragende debutalbum, og selv om det efterhånden er lang tid siden, så viser den herlige førstesingle ‘Same Mistake’, at forsanger Alec Ounsworth bestemt ikke har glemt, hvordan man skruer en catchy indie-slager sammen.

Lyt til ‘Same Mistake’:

Cymbals Eat Guitars ‘Lenses Alien’ (12/9)
Fem stjerner kastede vi efter Cymbals Eat Guitars episke debutalbum, og opfølgeren fra de fire newyorker-drenge har derfor meget at leve op til. Det nye album er produceret af John Agnello, som tidligere har drejet på knapper for blandt andre Sonic Youth og Dinosaur Jr.

Lyt til ‘Plainclothes’ (live):

Twin Sister ‘In Heaven’ (26/9)
Twin Sister var i starten af året på vores liste over 2011’s mest lovende nye navne, efter de sidste år udsendte den fine ep ‘Colour Your Life/Vampires With Dreamin Kids’. Nu er amerikanerne endelig klar til at indfri forventningerne med en hel fuldlængde, og den funky og naive smagsprøve ‘Bad Street’ lover særdeles godt.

Lyt til ‘Bad Street’:

Zola Jesus ‘Conatus’ (26/9)
Den unge filosofistuderende er til september klar med sit tredje album på tre år. ‘Conatus’ er titlen, og at dømme ud fra førstesinglen ‘Vessel’ er der både plads til det poppede og det eksperimenterende udtryk.

Lyt til ‘Vessel’:

Wilco ‘The Whole Love’ (26/9)
De amerikanske country-drenge udgiver deres 8. album på deres eget nystartede pladeselskab dpPM. ‘The Whole Love’ er bandets første album siden det Grammy-nominerede ‘Wilco (The Album)’ fra 2009. Førstesinglen ‘I Might’ lyder som et countryband, der prøver at spille syrerock.

Lyt til ‘I Might’:

Spank Rock ‘Everything Is Boring and Everyone Is a Fucking Liar’ (26/9)
På sit nye album har Naeem Juwan fået producerhjælp af den tyske danceduo Boys Noize, ligesom det gamle Spank Rock-medlem XXXchange, som nu opererer under Win Win-aliaset, samt Pharrell Williams også har været inde over produktionen. Herudover medvirker Santigold på et af albummets numre.

Lyt til ‘Energy’:

Björk ‘Biophilia’ (26/9)
Björk har altid været first-mover. Den islandske sangerindes nye album vil både blive udgivet som et regulært album med ti tilhørende videoer og som et iPad-app-album. Førstesinglen er der heller ikke noget i vejen med. Faktisk er ‘Crystalline et utroligt lovende nummer, der starter et sted og slutter et helt andet.

Lyt til ‘Crystalline’:

Jai Paul ‘TBA’ (September)
Det er få debuttracks, der er så tilbagelænede cool som Jai Pauls ‘BTSTU’, der åbner med linjerne »Don’t fuck with me, don’t fuck with me«, sunget i flabet falset vel at mærke. Det 21-årige stjerneskuds debutalbum udkommer på XL, som også har M.I.A. og Tyler, the Creator i deres stald.

Lyt til ‘BTSTU’:

Spiritualized ‘TBA’ (September)
Detaljerne er endnu ganske få omkring en ny udgivelse fra Spiritualized, men bagmand Jason Pierce har blandt andet fortalt, at bandet muligvis vil lade sig inspirere af deres gamle klassiker ‘Ladies and Gentlemen We Are Floating in Space’, som de sidste år fremførte live i sin fulde længde.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af