Cloud Control
I hjemlandet Australien vil begejstringen nærmest ingen ende tage, når snakken falder på Cloud Control, som vandt den australske ækvivalent til P3 Guld foran blandt andre Tame Impala sidste år. Af internettets uregerlige havstrømme har hypen således hurtigt trukket sig mod vores breddegrader, og det er med god grund. ‘Bliss Release’ emmer af popsnedkeri på højt plan, og spækket med nærmest lutter gode sange må man tage hatten af for de fire aussiers debutalbum.
Melodierne er både fængende og slidstærke, og vokalharmonierne, der udgør hovedingrediensen på ‘Bliss Release’, er nærmest fløde for øregangen. Cloud Control stiller sig ovenpå skuldrene af den seneste Seattle-bølge, tilsat lidt mere markante guitarmelodier. Snildt kunne det have været den musikalske frugt af et samarbejde imellem The Rumour Said Fire og Figurines i den danske andedam.
Originaliteten er derfor nem at overse, og det er svagheden ved ‘Bliss Release’. Plader, som gør akkurat det samme, fylder efterhånden adskillige hyldemeter i enhver pladeforretning, og Cloud Control må siges at være i hvert fald en håndfuld år for sent på den, hvis de ville gøre alvor af at stræbe efter indiehimlen. Men pil ‘There’s Nothing In The Water We Can’t Fight’, ‘Meditation Song #2 (Why, Oh Why)’ og ‘Gold Canary’ ud til sommerens mixtapes.