Læs anmeldelser fra førstedagen på Trailerpark, hvor Figurines skød festivalen i gang med manér.
Læs også: Trailerpark-anmeldelser, dag 2 
Foto: Rikke Luna
Complicated Universal Cum – Sex, drugs og en rockdrøm, der bristede
Main Stage, torsdag den 28. juli, kl. 16.00
Der bliver hevet i guitarstrenge, støjet umanerligt groft, spillet på syreorgel, slået kodylt på trommesæt, og nå ja, så når den energisk arbejdende frontmand og den jævnt stenede andenguitarist da også lige at fyre op for fjolletobakken mellem numrene. Vi befinder os på Trailerpark Festivalens Main-scene, og her er vi til rockaudiens hos Rock Hard Power Spray-medlemmet Frederik Valentin og hans viltre Universal Complicated Cum-projekt, som gøglet, kækt og bramfrit hiver publikum rundt i et virvar af støjlandskaber og primaludkrængninger.
Her er referencer til amatørisk 60’er-garagerock, avantegardestøj a la Sonic Youth og ikke mindst et utal af shoegazerbands. Alt sammen leveret med en fandenivoldskhed og med en anarkistisk ligegyldighed af et band, der tydeligvis ikke bekymrer sig synderligt om ansvarlig adfærd. Det er sygeligt underholdende i perioder, men momentvis også lige lovligt kejtet. Især fordi bandet ofte virker vildfarne, fortabte, ufokuserede, ja til tider decideret usammenspillet. Og det er en skam, når nu de så gerne vil underholde os. 
Foto: Nicolai Levin
Figurines – Fem nordjyder og en indiearv
Main Stage, torsdag den 28. juli, kl. 17.45
Pixies, Pavement, Guided by Voices. Tre navne der uvilkårligt dukker frem på nethinden under Figurines’ lysende aftenkoncert på Trailerpark Festivalens betonindpakkede Main-scene. Og ja, forbillederne spøger stadig i de jyske indiedrenges umiskendeligt amerikansk klingende rockmusik. Men de fortolkes stadig glimrende af et veloplagt og fint sammenspillet band, der under aftenens koncert kommer godt rundt i et righoldigt og spraglet bagkatalog. Fra den tidlige skævt melodiske collegerock frem til de senere års melodiraffinementer tager bandet os med på en hvirvlende rutsjetur med både humør og alvor som medpassagerer.
Her fremført af et orkester med en humørfyldt forsanger i komfortzonen, som flankeres af fire bandmedlemmer, der med stoisk ro og præcision leverer både bastant rytmik, savtakkede guitarangreb og lækkert svungne melodilinjer uden at forfalde til ren nonchalance. Det er en fin koncert på en herligt ukrukket og jordnær måde. Og Figurines selv lægger bestemt heller ikke skjul på at more sig, idet forsanger, guitarist og bassist både skærer grimasser og hopper kækt rundt under numrene. Et befriende indslag til en bundcharmerende koncertoplevelse leveret af fem nordjyder med Black Francis og Stephen Malkmus på hjernen. 
Foto: Emil Hougaard Bertelsen
Freja Loeb – en diva i vanskeligheder
Main Stage, torsdag den 28. juli, kl. 21.30
Det er hverken selviscenesættelsen eller ambitionsniveauet, den er gal med hos den danske stjernespire Freja Loeb. Hendes koncert på Trailerpark er i hvert fald indhyllet i en regn af effekter. Både på scenen, men så sandelig også i musikalsk henseende. Her udsender Loeb sammen med sit fire mand høje backingband en fuldfed, rytmetung, mascarabefængt mutantdisco med stilsikre referencer til tvekønnet eyelinerpop og 80’er-gotik i stride strømme. En formel, der er i køn i perioder, men som desværre også mangler afgørende slidstyrke.
Især i de passager, hvor Loeb og co. hysterisk jager efter omkvædets udfrielse og farer hovedløst vild i overgjorte vokalfraseringer, stivbenet, blytung rytmik og overspændte guitarudkrængninger. Av for pokker. Så foretrækker jeg hendes anseelige evner som performer. Og de kommer fint til udtryk under aftenens koncert, hvor hun kunstfærdigt poserer som en dyster femme fatale iklædt solbriller og semi-punket, sortnistret udklædning, alt imens hun lokkende smyger sig op ad mikrofonstativet. Hun har publikum i sin hule hånd, og det er en voldsomt nærværende gestus, der oser af behændig sceneomgang. Et afgjort lyspunkt i en noget umodent, usammenhængende forestilling, der momentvis vidner om uforløst potentiale. 
Foto: Kenneth Nguyen
FCAN – grus i technomaskineriet
FCAN, Main Stage, torsdag den 28. juli, kl. 00.30
Bassen dunker, billeder projiceres – flyvende, flimrende og delirisk. Imens er en hvidskjortet mand iført solbriller og giga høretelefoner i færd med at sætte ild under sine hårdt pumpende maskiner (i nærværende tilfælde to Mac Books) og prøver allernådigst at lokke et fåtalligt, modstridende publikum med på løjerne. Og ja, det går mildest talt ikke særligt godt for den danske techno-mystiker FCAN denne sene nattetime på en totalt udtømt Main-scene. Dermed ikke sagt, at hans musik er uden kvaliteter. Den er bastung, javist, men rummer ikke desto mindre en egensindig, monumentalt programmeret techno, der taler til både hovedet og kroppen.
Nej, FCAN’s problem er ikke musikken. Det er udførslen. Slet og ret. At gemme sig bag sine to laptops og transmittere sin musik regelret er ikke en optimal kommunikationssituation i det herrens år 2011. Der skal strækkes, vrides, angribes nådesløst i et baghold af bas, og så skal afsender i den grad væk fra laptop-hjelmens betryggende favntag og ud over scenekanten. Og det sker ikke på noget tidspunkt under FCAN’s koncert, der forbliver mere diktat end dialog. Imens udvandrer folk i hobetal, og jeg følger med.