Love Shop – popsange i fuldt flor

Da Love Shop trådte ind på Arena-scenen lørdag eftermiddag, var der gået 20 år og en dag, siden bandets første koncert på Roskilde Festival. Den var ifølge Jens Unmacks eget udsagn en katastrofe, og bandet var opsat på revanche.

Det fik de så sandelig. Love Shops himmelstræbende omkvæd og poetiske sanglinjer foldede sig fornemt ud foran den solide andel af festivalens 30+-publikum, som havde samlet sig i teltet. En toptændt Unmack førte an gennem et sæt, der trak tråde hele vejen gennem bagkataloget, fra ‘Pia Larsen’ til ‘Fester i Danmark’, og som blev brillant eksekveret af det seks mand store band.

Da mundharpen af gode grunde manglede i ‘Love Goes on Forever’, blev det vendt til fællessang for afdøde Henrik Hall. Det gik lige i hjertet, og det samme gjorde den sublime ‘En nat bliver det sommer’, hvor det afsluttende guitartema blev strukket ud som en slags indirekte hyldest til det andet medlem, bandet har mistet indenfor de sidste par år, Hilmer Hassig.

For skæbnen har været hård ved Love Shop. »En skønne dag er det bare nat«, sang Unmack med bitter erfaring på stemmebåndet. Lad det ikke ske foreløbig for et af de seneste 20 års fineste danske bands.

Roskilde Festival: Se hele vores dækning

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af