Portishead – melankoli med et menneskeligt ansigt

Storskærmen transmitterede meget passende i sort/hvid. Og i takt med at aftenskumringen rullede sin bløde dyne indover Dyrskuepladsen, fandt Portishead sig til rette på festivalens notoriske kæmpescene med deres blå toner.

Umiddelbart var matchet mellem open air-koncert i bredformat og briternes melankolske sange ikke optimalt. På den krautrockede åbner ‘Silence’ fandt gruppen aldrig sine ben, og nummeret endte som rundtosset instrumentfægtning, ligesom den ellers fabelagtige ballade ‘The Rip’ desværre led under alt for dominerende trommer.

Men så er der jo Beth Gibbons. Ved første øjekast ligner hun en kejtet mortype på udebane. Men når hun åbner munden, så lytter man efter. Ikke fordi hun hævder at være talskvinde for noget som helst – udover sin egen sørgmodighed og utryghed. Bag mikrofonen er hun knugende intens, denne aften blandt andet på en nedskrællet udgave af ‘Wandering Star’ (kun akkompagneret af kumpanerne Adrian Utley og Geoff Barrow på guitar og bas) og de formidabelt blottede ‘Roads’ og ‘Over’. Og da hun oven i købet afsluttede seancen med at sprinte ned og give high fives og knus til hele den forreste række, kunne man ikke andet end beundre hendes mod og menneskelighed.

Roskilde Festival: Se hele vores dækning