10 must-sees under Strøm Festival

Strøm Festival indtager i denne uge København og specielt Enghaveparken med et væld af koncerter, fester og events med fælles baggrund i den elektroniske musiks forunderlige verden. Vi guider her til ti musikalske oplevelser, som du ikke bør gå glip af.

Elektronik i undergrunden
Oplev nogle af Danmarks bedste elektroniske kunstnere mens du suser gennem undergrunden, når Kenton Slash Demon, Spelling Bee, Hvad og Beastie Respond spiller godter i metroen.

Trans Metro Express
Tirsdag den 16. august kl. 19-21
Vestamager Station, Ørestads Boulevard 99, Kbh S

Sound Escape præsenterer irsk label
De danske drenge fra Sound Escape har inviteret det irske label All City til byen for at vise sit værd, og over to dage kan man blandt andet opleve stærke navne som Onra (billedet), Ras G og Mike Slott samt danske opkomlinge som Eloq og Danaet.

All City Showcase
Onsdag den 17. august og torsdag den 18. august
Christianshavns Beboerhus, Dronningensgade, Kbh K

Dublegende viser sig frem
Der er dømt udendørs extravaganza, når dub- og reggaelegenden Mad Professor sammen med sønnen Joe Ariwa og de nye, danske drenge TopGunn og Klumpen spiller op i arealet mellem Skateparken, KPH og Street Mekka.

Mad Professor
Torsdag den 18. august
Enghavevej 80, Kbh S

Danmarks elektroniske fremtid
Både fredag og lørdag i Enghaveparken har en række af den danske elektroniske scenes mest lovende kunstnere fået lov at vise, hvad de duer til, og man kan her opleve spændende navne som Paxton Fettel (billedet), Henrik Koefod, Averos, Rumle og Zack Christ.

1st Hit Wonders
Fredag den 19. august og lørdag den 20. august – begge dage kl. 16-17.
Enghaveparken, Kbh V

Den hellige treenighed
Det kan godt være, at Electrojuice har sunget på sidste vers, men Mads Kolding og Jakob Littauer kører stadig på med deres samarbejde med rutinerede Tomas Barfod, og det skal blive spændende at opleve trioen til en af deres sjældne liveoptrædener.

Jatoma
Fredag den 19. august kl. 21
Enghaveparken, Kbh V

Moderne basstjerne
Girl Units ‘Wut’ var en af sidste års mest forfriskende og medrivende bangers, og London-produceren har uden tvivl flere stærke kort i ærmet, når han serverer sine genreudforskende baseskapader med MC Crazy D på mikrofonen.

Girl Unit & MC Crazy D
Fredag den 19. august kl. 22
Enghaveparken, Kbh V

Vega fester til bas og techno
Festarrangørerne fra Le Social har slået sig sammen med Vega, og præsenterer med britiske Actress og hollandske 2652 to af de allerfineste eksportører af foreningen mellem dubstep og techno.

Le Social x Actress og 2562
Fredag den 19. august
Vega, Enghavevej 40, Kbh V

Varmblodet, spansk house
Pional har netop henrykket med udgivelsen ‘Last House on the Left’, og den spanske producers pop-inficerede house skal nok sparke lørdagen i gang på yderst behagelig vis.

Pional
Lørdag den 20. august kl. 17
Enghaveparken, Kbh V

Lyden af Bristol
Basmusikken i England har to hovedstæder – London og Bristol. To af sidstnævntes største eksportvarer er Guido og Gemmy, hvis funklende synthlinjer nok skal få nakkerne til at vrikke og stjernerne til at skinne.

Guido & Gemmy feat. Shadz
Lørdag den 20. august kl. 22
Enghaveparken, Kbh S

Legenden inviterer til rave
Richard D. James aka. Aphex Twin behøver i elektroniske kredse ingen nærmere introduktion, og der bliver med garanti fuld knald på, når den levende legende inviterer til godt gammeldags rave i TAP1-hallen i Carlsberg Byen.

Aphex Twin
Lørdag den 20. august
TAP1, Ny Carlsberg Vej 91, Kbh V

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af