Emma Acs – små flimrende glimt af regnbuer
Man har så meget brug for det! Noget, der kan få en til at mindes den der følelse af kildrende græs under tæerne, og solstråler der danner farverige pletter på indersiden af øjenlågene, når man lukker øjnene.
Den kun 20-årige Emma Acs og hendes flippede tidslommeband The Inbred Family forsøgte sig da også med alle deres bedste psychpoppede, blomsterbarns-evner udi futte-gurglende Farfisa-orgel, lag-på-lag vokalarrangementer og hvirvlende, udsyrede guitarsoloer for at sende publikum tilbage til en svunden og mere frigjort tid.
Men selv om Emma Acs, med de store bambiøjne og de dybe smilehuller, er så pissecharmerende og champagneboblende, som hun dansede rundt på scenen med det ildrøde flammehår og tamburinen højt flagrende over hovedet, så evnede hun ikke helt at få publikum til at svaje med. Lyden blev ved med at volde så meget besvær, og næsten hver gang bandet stemte i, fik man trommehinderne flænset af tænderskærende mikronfonpiben.
Læs også: Emma Acs anbefaler fem favorit psych-plader
Men efter en næsten desperat første halvdel af koncerten, gik det bedre, og det lykkedes den unge sangerinde at overtale publikum til at tage de papirsbriller på, som dørmanden havde udstyret alle med ude ved Vegas indgang. Og Sim-sala-bim! Pludselig blev lyset på scenen og pailletterne i Emmas guldkjole forvandlet til gnistrende små regnbuer, der passede perfekt til det psykedeliske popunivers. Og så lykkedes det Emma og familien at forvandle et dristigt cover af (gisp!) Joy Divisions’ ‘Transmission’ fra klaustrofobisk desperation til en klimprende popmelodi, der skruede over i det orgeltøffende og sukkersøde, hånd-i-hånd-hit ‘We Make Sense’.
Emma Acs er ikke guds mest benådede sangerinde, hvilket kunne høres, og lyden var distraherende dårlig, men når man kan fremtrylle så catchy og sukkersøde pophits, og tilmed forærer én et par briller, der forvandler lys til regnbuer, så gør det ikke så meget.