Dead Skeletons

Jón Sæmundur Auðarson er ganske vist en af Brian Jonestown Massacre-frontmanden Anton Newcombes islandske bekendte, men det forsumpede psychrock-projekt Dead Skeletons er umiskendeligt Auðarsons eget barn, som logoet på coveret også indikerer.

Da han i 1994 blev diagnosticeret med HIV, gjorde han som de færreste, vendte det helt på hovedet og brugte under sloganet »Den som frygter døden, kan ikke nyde livet« sin egen forgængelighed som kreativt brændstof og skabte en slags paraplybrand, som huser et tøjmærke, et galleri og nu altså også et band, hjulpet af bl.a. landsmanden Henrik Björnsson fra Singapore Sling.

‘Dead Magick’ åbner med førnævnte mantra tilsat musik og slår tonen an til over 70 minutters dommedagsbuldrende, dronende og ultrarepetitiv primalrock. Hvor nogle bands opstreger lydkatedraler med smukke, himmelstræbende hvælvinger, graver Dead Skeletons istedet soniske svenskerfælder – skvulpende mudderhuller, man skvatter i og bliver væk.

Auðarson er ikke noget særligt sangtalent og de få stunder, hvor lyrikken går klarest og tydeligst igennem, er det desværre noget pseudospirituelt, lommefilosofisk og fortænkt pladder, som spolerer mystikken på pinlig vis. Således rundes første halvdel af albummet af med dets absolutte lavpunkter ‘Psychodead’ (alene titlen!), ‘Get On the Train’ og den meningsløst kakofoniske ‘Dead Magick I’.

Dead Skeletons er bedre tjent med at gemme sig væk bag mangelagede lydslør som på ‘Ask Seek Knock’ og ‘Ljósberinn’ samt den usigeligt smukke ‘When the Sun Comes Up’. Man skal være lidt af en guldgraver, men der gemmer sig vitterligt klumper af meget høj karat i smadderet – blot for få til at overbevise mere end halvt.