Her er verdens ti vigtigste dj’s

Denne artikel blev først bragt i Soundvenue #56. Læs Soundvenue-artikler før alle andre og få andre fordele ved at tegne abonnement på Soundvenue.

Ti af Danmarks mest markante dj’s fortæller om ti dj’s, der har sat sit tydelige præg på musikhistorien. 
Diplo live i Kødbyen, april 2011. Foto: Kenneth Nguyen

1. Diplo
Valgt af Kristobal fra OHOI!

»Uden sammenligning er Diplo den dj, der har haft størst indflydelse på verdenshistorien. Som en anden Miles Davis bliver han ved med at rive kaniner op af verdensmusikhatten. Jeg hørte ham i nat igen, og han mixer jo ad helvede til, men han er den vildeste formidler, og det er dj’ens vigtigste opgave. Høre musik, fatte at det er fedt og præsentere det for folk i den rigtige kontekst«.

Tjek ham ud: Hør et hav af dj-sets og remixes HER og tjek et fint videointerview HER.

2. Moodymann
Valgt af Najaaraq Vestbirk fra Ung Flugt

»Den amerikanske dj og producer Moodymann aka Kenny Dixon Jr. bærer utvivlsomt titlen som én af de absolut mest excentriske karakterer på den elektroniske scene. Men lige så excentrisk han er, lige så dygtig er han! Moodymann er fra Detroit, og hans sjælfulde house-sets bærer præg af hans hjemsteds stolte musikalske historie grundet i jazz, r’n’b, soul, funk og disco. Han kan finde på at rive pladen af pladespilleren midt i et track for at fortælle en anekdote, og han er i det hele taget en storforbruger af mikrofonen. Lidt i stil med hvad man herhjemme mest oplever på et jysk diskotek – bare på den fede måde«.

Tjek ham ud: Stream et live rollerskating-jam fra London HER.

3. A-Trak
Valgt af DJ Schack

»A-Trak er en dj, der flytter sig markant, hver gang man oplever ham. Da han i 1997 som 15-årig vandt verdensmesterskabet i scratch, kom han i crew med de to rebelske scratch-dj’s Klever og Craze. De spillede ikke kun hiphop, som alle andre scratch-dj’s, men også rock’n’roll og Miami Bass. Og det påvirkede den unge dj, som i dag er verdenskendt med flere hits med Ducksauce, ligesom han allerede har udgivet acts som Kid Sister, Crookers, Kid Cudi og Chromeo på sit pladeselskab Fool’s Gold.
A-Trak forbinder gennem sin eminente smag og tekniske kunnen musikalske genrer i et bredt spektrum i sine dj-set: Rock, mainstream hiphop, electrorave og disco. Han mestrer alle former for mix af musik og er utrolig kreativ i sin brug af effekter, edits, cuts og beat-juggles«.

Tjek ham ud: Se et liveklip fra Aloe Blaccs legendariske L.A.-søndagsklub The Do-Over HER. Og download mixet HER.

4. David Rodigan
Valgt af Linus E fra Wobble Squad

»Hvis man kan lide bas, er David Rodigan den største. Briten er uden tvivl den mest indflydelsesrige og tonaangivende dj/selector inden for reggae og dancehall i Europa. I en alder af 60 år er han stadig at finde på alverdens scener med et intenst, kommunikerende og inddragende show med alt fra historielektioner til fællesdans.
Rodigan har fantastisk mikrofonkontrol og en timing, der gør hans yderst sjældne plader endnu vildere at danse til og får alle dj’s i lokalet til at tabe kæben.
Han startede med at spille til ungdomsfester som 15-årig og har senere været dj på en lang række af Londons store radiostationer. Han er nu at finde på Kiss FM hver søndag aften. David Rodigan er en mester i at skabe sammenhæng i sine dj-sets og at kommunikere med sit publikum. Han formår at gøre det på et plan, hvor man føler sig som en del af noget større, og det er fantastisk«.

Tjek ham ud: På Kiss FM HER. Eller fang ham når han med jævne mellemrum besøger Rub’A’Dub Sundays!

5. Lunice
Valgt af August Fenger aka Eloq fra AK*47, Lortehænderne og Cheff Records

»Han har det bare for vildt, når han spiller! Han danser med til musikken og er 100 procent med i alle tracks, han sætter på. Han er en del af hele beat/wonky-miljøet og LuckyMe-konstellationen. Men i modsætning til mange andre inden for genren er hans dj-sets og live-sets sindssygt underholdende og meget mere en fest end en showcase.
Lunice har rakt en stor fuckfinger til stilen ved elektroniske beat-sets, der meget hurtigt kan blive stive i det. Han mixer alt sammen fra sydstatscrunk til Rustie og så videre, imens han danser med til alle tracks og hyper folk op.
Hans egen producer-stil er også med en stor fod inden for hiphoppen og specielt den basfyldte sydstats-hiphop, så det sætter tydeligt præg på hans dj-sets.
For mig har det hjulpet vildt meget at se en fyr, der kan sprænge beat-settets grænser og skeje ud. Jeg har også altid selv haft det lidt svært med at skulle stå og ‘showcase’. Det er meget sjovere at give den fuldt ud«.

Tjek ham ud: Se en optræden fra Boiler Room i London HER.

6. Richie Hawtin
Valgt af Atle

»Richie Hawtin har de sidste 20 år været en pioner inden for techno, både produktionsmæssigt og især i kraft af sin teknologiske tilgang til både dj’ing og sin karriere generelt. Hans evne til konstant at bryde grænser ned og inkludere de allernyeste former for teknologi i sine optrædener – også i forbindelse med pr-arbejdet knyttet til hans artistkarriere – har betydet utroligt meget for udbredelsen af elektronisk musik på verdensplan.
Hvad mange sikkert ikke ved, er, at Richie Hawtin for eksempel var en af de allerførste som så potentialet i Ableton Live og dj-programmet Traktor og både investerede i firmaerne bag og følgende var med til at udvikle programmerne, Så man kan på en måde sige, at stort set alle aspirerende producere og dj’s i dag, ligegyldigt hvilken genre de så end befinder sig indenfor, skylder Richie Hawtin en stor tak for de teknologiske muligheder, de har til deres disposition«.

Tjek ham ud: Download et hav af live-videoer, dj-sets og remix via Minus’ site HER.

7. Larry Levan
Valgt af Djuna Barnes

»Larry Levan var i midten af 80’erne resident på og synonym for klubben over dem alle, ‘Paradise Garage’ i New York.
Det var på discoens højdepunkt og i de tidlige klodser til house, at Larry Levan lagde kimen til dels de første remix og til et specialbygget lydsystem. Det siges, at han lå og rodede inde i bundkasserne hver søndag for at få dem til at svinge optimalt. Det siges også, at Larry kæmpede med både heftigt stofmisbrug, HIV og indre dæmoner. Man kunne altid høre, om Larry var i godt eller dårligt humør på pladerne. Var han heartbroken, spillede han sjælere, og var fyren tilstede, ekstremt aggressivt. Larry levede og åndede bogstavlig talt i den pult og fortalte dermed sine egne følelsesmæssige historier gennem pumpende og frigørende beats.
Jeg har jo ikke oplevet ham selv, men har fra førstehåndsvidner fået at vide, at magien var voldsom. Larry gik ned, da ‘Paradise Garage’ lukkede i 1987 og døde senere i 1992«.

Tjek ham ud: Stream flere dj-sets og remixes HER og se dokumentarfilmen ‘Maestro’.

8. DJ /rupture
Valgt af Copyflex

»DJ /rupture, af familie og venner kendt som Jace Clayton, er en New York-baseret dj og producer. Udover at være højt uddannet fra Harvard adskiller han sig også rent musikalsk fra den stereotype opfattelse af en dj. Rupture blander alle genrer i en musikalsk shake’n’bake uden hensyntagen til logik og fornuft. Resultatet er, at han spiller tracks sammensat af peruviansk vokal, dubstep-trommespor, arabiske radiooptagelser og Debussy-sonater på fire pladespillere – samtidig.
Jeg ser Rupture som en stor inspirator og har spillet med ham på ‘Illutron’-båden på Maria Am Ufer i Berlin og i Kødbyen. Han har en imponerende evne til at absorbere nye genrer, jonglere med dem og hurtigt omdefinere dem, allerede før de er konsoliderede. Udover at lave og spille musik, skriver Rupture også boganmeldelser, laver radio og har to pladeselskaber«.

Tjek ham ud: Se et godt introducerende videointerview med DJ /rupture HER.

10. Michael Mayer
Valgt af Tomas Barfod

»Først og fremmest står han jo bag et af de vigtigste technolabels, Kompakt. Lige siden jeg begyndte at lytte til techno, har jeg lagt mærke til dem på grund af deres signatur-artwork og deres technolyd, der nogle gange krydres med noget mere poppet.
Det kendetegner også Michael Mayer som dj. For selv om han har været med til at skabe hele den europæiske technoscene, så er han ikke bleg for at blande ond tyskertechno med disco og popsange. Han har puttet sex ind i techno – både som dj og via Kompakt. Det gælder ikke bare om at lave nogle helt minimale beats, som man kan stå og danse til klokken syv om morgenen. Det er også et spørgsmål om at have noget indhold og noget melodisk.
For mange år siden fik jeg et Michael Mayer Fabric Mix. Det var inden, det blev moderne at blande ting, specielt på technoscenen. Det var lidt et nøglepunkt i min karriere«.

Tjek ham ud: Mayer har nærmest været resident på Distortion de seneste år og plejer også at spille på Culture Box hvert år. Hør også han dj-set fra Melt Festival HER.

10. DJ Shadow
Valgt af Simon Dokkedal fra Dokkedal/Dixen og Den Sorte Skole

»Man kan ikke komme uden oM DJ Shadow. 1996 udgav han albummet ‘Entroducing…..’, der udelukkende er lavet af samples og intet andet. Det var det første af sin slags i verden, og Shadow fik titlen som samplingens svar på Jimi Hendrix. Efterfølgende har han, blandt andet med dj’en Cut Chemist, udgivet flere mixtapes, senest et live 7″-mix lavet på otte pladespillere, hvor soul, rock og hiphop med mere går op i en større enhed.
DJ Shadow har inspireret mig til at lave den musik, jeg gør i dag. At skabe noget nyt ud af noget gammelt, at lytte tilbage i historien for at vide, hvor man står nu, og samtidig være udfordrnede og glyve tytteren muligheden for at lytte ltil noget glemt, der ellers aldrig ville have set dagens lys«.

Tjek ham ud:
Find alt om DJ Shadow på hans site HER og se også Grandmaster Flash og DJ Shadow blive interviewet sammen i 1997 HER.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af