Hør de 10 vigtigste Tom Waits-sange

Vi præsenterer her den legendariske musikers 10 vigtigste sange. Fra de jazzede værtshusballader til 00’ernes skramlende hiphop-beats. Klik dig igennem de ti sange her og bliv klogere på en musikhistorisk legende.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.


Tom Waits ‘Christmas Card From a Hooker In Minneapolis’

1. ‘Christmas Card From a Hooker In Minneapolis’ (1978)
Som ung havde Tom Waits en drøm. Han ville smadre vinduer, ryge cigarer og være længe oppe. Drømmen blev hans liv, som udfoldede sig på barer, på gadehjørner, hvor han spiste doughnuts – der havde samme navne som de prostituerede – og i hotellobbyer, hvor han også skrev sine sange, hvis hotellet havde et klaver.

Mange forbinder primært Tom Waits med den arketypiske barflue ved klaveret, der, indhyllet i cigaretrøg og midnatsbelysning, fortæller historier fra samfundets yderkanter og rendestene. Og efter et par plader der var mere lettilgængelige, fandt han også stemmen at fortælle dem med. Som her på ‘Christmas Card From a Hooker in Minneapolis’, hvor en luder beretter om sit nye liv for sin ekskæreste.

Tom Waits er totalt uberørt af den musik, der kom ud af hippiegenerationen og lyder mere som Louis Armstrong end Jefferson Airplane. Historien er en forfatter som Raymond Carver værdig. Og så lever den op til Waits’ gamle mantra om, at en god sang enten indeholder bynavne eller biler. Den her har begge dele.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Tom Waits ‘Step Right Up’ (Live på tysk tv 1977)

2. ‘Step Right Up’ (1977)
Udover sin stemme fandt Tom Waits også frem til en beatpoetisk åre, der fik frit løb. Albummet ‘Small Change’ er Tom Waits i 70’erne, da han var bedst. Bakket op af en jazztrio og med melodier, der hænger i ørerne som viser.

På ‘Step Right Up’ er der dog stort set ingen melodi, men munden flyder over med ord og stemmen rasper ubønhørligt. Det lyder tilfældigt og jammet, men alle intonationer er nøje afmålte og kontrollerede. »Folk lytter efter, når det lyder grimt«, som Waits har sagt, og hvis man kan få snoet øret omkring den ustoppelige ordstrøm på ‘Step Right Up’ er der masser af punchlines.

Nummeret er en svada mod reklamer og kommercialisering og gav ironisk nok anledning til Waits’ første erfaringer med at sagsøge firmaer for at hugge hans musik. I 1988 lod chipsfabrikanten Frito Lay en Tom Waits-look a like synge en sang, der mindede så meget om ‘Step Right Up’ at Waits fik en erstatning på over to millioner dollar.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.


Tom Waits ‘Clap Hands’

3. ‘Clap Hands’ (1985)
I denne periode lavede Tom Waits stort set et album om året. Efter syv af dem var kreativiteten brugt op, Waits var næsten blevet en kliché og næste skridt var ifølge ham selv at blive pianist på et bøfhus. Men så mødte han en kvinde.

Kathleen Brennan arbejdede med teatermanuskripter og blev Tom Waits’ hustru og muse. Mens hun med den ene hånd hev ham til AA-møder, skubbede hun ham med den anden ud på fantasiens overdrev, hvor han fandt en helt ny og dybt original måde at lave musik på.

Siden barndommen havde Tom Waits været næsten autistisk optaget af lyde, og nu fik han afløb for sin besættelse ved at hive olietønder, skrot og skrammel ind i studiet og hamre på det, til det gav mening. God musik, som han siger, handler om at »høre tingene i en forkert sammenhæng«. Pladerne ’Swordfishtrombones’ og ’Rain Dogs’ er musikhistoriske mesterværker.

Hans stemme blev mere outreret og ind imellem tillagde han sig endda en læspen for effektens skyld. Hans historier bestod, men blev mere surrealistiske, som på ‘Clap Hands’: »Sane, sane they’re all insane / The fireman’s blind, the conductors lame / A Cincinatti jacket and a sad luck dame / Hanging out the window with a bottle full of rain«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.


Tom Waits ‘Innocent When You Dream’

4. ‘Innocent When You Dream’ (1987)
At høre tingene i sin forkerte sammenhæng handler ikke kun om at give skrald en værdighed og åbne dørene til showbizz for en olietønde. Det kan også være at placere en smuk, sentimental popmelodi om venskab og tabt kærlighed i mundene på et hulkende fuldemandskor akkompagneret af pumpeorgel, sjusket klaver og triangel.

Albummet ‘Frank’s Wild Years’ er skrevet til stykket af samme navn og var Waits’ første favntag med teatermusik. ‘Innocent When You Dream’ blev desuden brugt til soundtracket til Wayne Wang og Paul Austers film ‘Smoke’.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.


Tom Waits ‘The Earth Died Screaming’

5. ‘The Earth Died Screaming’ (1992)
Hvis man skal tro Tom Waits, er hans musik ligeså meget Kathleen Brennans fortjeneste. Og at skrive musik med hende er som at blive sænket ned i en brønd med hovedet nedad, mens hun guider: »Til højre! Nej, lidt længere til venstre«. Og mens man hænger der, finder man ind til de mørkere dele af ens sind. Og så kan man lave en så voldsom og dystopisk plade som ‘Bone Machine’.

Det her er Tom Waits, når han er mørkest. Rytmerne lyder som om, de bliver spillet med menneskeknogler. Det er dommedagsprædikende og teatralsk, nogle vil sige skabet, men alt er stadig centreret omkring den gode melodi. Og selv om det kræver kræfter at lytte koncentreret til pladen i ét køre, så føles ‘Bone Machine’ også som en forløsning. Den lyder nødvendig. Som Waits selv rasede, da albummet indbragte ham en Grammy i kategorien Best Alternative: »Alternativt? Hvad helvede betyder det? Alternativ til hvad?«

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Tom Waits ‘Hold On’

6. ‘Hold On’ (1999)
Og så blev Tom Waits ædru, flyttede på landet, fik en have og plejede sin familie. Det ville have smækket de fleste rockmusikere direkte ind i en slåbrok og et sæt tøfler. Men Waits forblev hypersensitiv overfor sine omgivelser og i stedet for at lade familien være en barriere for kreativiteten, brugte han sin nye tilværelse til at suge næring fra.

Et godt eksempel er en episode, hvor familien sidder i en bus og ud af vinduet ser en halvnøgen transseksuel stå og fryse i vinterkulden. Hvor datteren Kellesimone vender sig mod sin far og siger: »It must be really hard to dance like that when you’re so cold and there’s no music«. Far tager noter og skriver ‘Hold On’, en af sin karrieres smukkeste ballader. Nummeret blev udgivet på ‘Mule Variations’, der efter en længere albumpause gav Tom Waits et større publikum end han nogensinde tidligere havde haft.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.


Tom Waits ‘What the Hell Is He Building In There?’

7. ’What the Hell Is He Building In There?’ (1999)
Familietilværelsen betød heller ikke, at Tom Waits mistede hverken sin vildskab eller sin dæmoniske fortællekraft. Faktisk blev han uhyggeligere end nogensinde, som på dette nummer, hvor han lyder som et ekko af et andet af sine store forbilleder, forfatteren William S. Burroughs, som han nogle år tidligere havde samarbejdet med på pladen ‘The Black Rider’.

Numre som dette kommer på de efterfølgende album til at fungere som en slags interludes, der både er ekstremt stemningsskabende, og som tvinger lytteren til at høre efter, hvad der bliver sunget og, i dette tilfælde, sagt. Hvis ikke man vidste, at Tom Waits også dyrker æbler og kører ungernes skoleklasser på udflugt, ville man frygte seriøst for hans børns mentale ve og vel.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.


Tom Waits ‘God’s Away on Business’

8. ‘God’s Away on Business’ (2001)
Som flittig birolleskuespiller har Tom Waits ofte spillet mere eller mindre dæmoniske versioner af sig selv. Blandt andet som en hasardglad djævel i Terry Gilliams ‘The Imaginarium of Dr. Parnassus’. Og sideløbende har han fortsat med at skrive musik til teaterstykker. I 2001 udgav han samtidig de to formidable teatersoundtracks ’Alice’ og ’Blood Money’, hvoraf sidstnævnte blev skrevet til Woyzeck på Betty Nansen Teatret i København.

Her var det blandt andet Ole Thestrups lod at formidle Waits’ tekster med flommefed dansk accent på nummeret ‘Starving in the Belly’, mens Morten Eisner og Hanne Uldal sang ‘God’s Away On Business’. Og al respekt for alle tre skuespillere, så tror man bare mere på Tom Waits selv, når han synger: »Digging up the dead with a shovel and a pick, it’s a job, it’s a job (…) it’s all over, it’s all over!«

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.


Tom Waits ‘Hoist That Rag’

9. ‘Hoist That Rag’ (2004)

Stik imod den generelle opfattelse, så bliver Tom Waits rent faktisk inspireret af musik, der er udgivet efter 1960. Hans søn Casey, der er trommeslager og dj, fyldte i sine teenageår førstesalen i Waits-familiens hus med hiphop, og i stedet for at hælde benzin på sønnens stereoanlæg, hvilket enhver ville have haft forståelse for, så inviterede farmand Casey med i studiet.

Visse steder lyder ‘Real Gone’ som en reel hiphopbanger, og Tom Waits bevæger sin stemme ud i noget, der ligner growlende human beatbox. Vokalerne har han indspillet på lokummet. Han er tidligere blevet samplet dårligt af 3rd Bass og diskret af blandt andre De La Soul, men ‘Hoist That Rag’ er så hiphop, at indierapperen Guy Harrison har brugt det til nummeret ‘The Composure’ stort set uden at tilføje noget selv.

Lyt til Guy Harrison ‘The Composure’:

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

10. ‘Get Lost’ (2011)
Efter endnu en længere pause uden nyt materiale er Tom Waits nu tilbage med sit 17. album. Og ‘Bad As Me’ er ikke et forsøg fra Waits på at genopfinde sig selv, men nærmere på at nå ind til kernen i det, han kan. Og som 61-årig lyder han til at have så meget energi som nogensinde.

Stemmen er blevet dybere brølende og hårdere spyttende, og numrene er korte, skarpt skårne og der er færre af dem end tidligere. »Get in out, get out, no fucking around« var konens råd under indspilningerne. Som sagt, så gjort. Hør blot ‘Get Lost’, hvor han hulker sine linjer som en blanding af Howlin’ Wolf og en epileptisk Elvis over svingende rock’n’roll.

Læs også: Anmeldelse af Tom Waits ‘Bad As Me’

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af