Takket være dystre fortolkninger af den ellers slibrige og sukkersøde genre, mødtes indierockerne og pophovederne i det nye årti. Vi giver dig her de største moderne r’n’b-hits. Fra TLC til Britney.
Vil du have mere, så læs den store artikel om r’n’b’ens historie og genkomst med Drake, Frank Ocean og The Weeknd i det nye Soundvenue, der er på gaden nu.
1. TLC ‘Waterfalls’(1995)
Den Atlanta-baserede trio er indiskutabelt et af 90’ernes allerstørste r’n’b-navne. Efter at have debuteret i 1992 med ‘Ooooooohhh… On the TLC Tip’ toppede de kunstnerisk og kommercielt med ‘CrazySexyCool’ i 1994, hvorfra ‘Waterfalls’ storhittede året efter. Den socialt bevidste ballade, om ikke at forfølge ens drømme eller lyster uden tanke for konsekvenserne, peger med sin stramme, men groovy produktion, signeret producerteamet Organized Noize, frem ad mod det efterfølgende tiårs r’n’b-guldalder.
2. Missy Elliott ‘The Rain (Supa Dupa Fly)’ (1997)
Barndomsvennerne Timothy ’’Timbaland’ Zachery Mosley og Melissa Arnette ‘Missy’ Elliott revolutionerede sammen og hver for sig 90’enes r’n’b og hiphop. Den første gang de for alvor gjorde opmærksom på sig selv var med denne aparte ørehænger, hvor Missy E associerer løs på en kongenial bund af tørre trommer, underligt disharmoniske synth-akkorder og Timbalands opklippede stemme. Toppet med Hype Williams’ ligeså vanvittige video-idé med at proppe den trinde dame i, hvad der ligner en oppustet sølvplastikpose!
3. Kelis ‘Caught Out There’ (1999)
Det andet store producernavn i moderne r’n’b, The Neptunes, viste for alvor deres værd på den excentriske sangerindes eksplosive debut, der samtidig er Pharrell Williams og Chad Hugos første store albumproduktion. Med sin pangfarvede gulerods-afro og imponerende stemmepragt var Kelis et fund som alternativ ‘it girl’, om end hendes karriere efterfølgende blev en blandet fornøjelse. Men debuten er fortsat en bomstærk lytteoplevelse, ikke mindst i kraft af dette råt for usødede råbeudfald mod en utro ekskæreste.
4. Aaliyah ‘Try Again’ (2000)
Timbalands måske skarpeste produktion er ironisk nok skrevet til den forglemmelige Jet Li-film ‘Romeo Must Die’. Netop Timbaland spillede en stor (producer)rolle i Aaliyahs karriere, ind til hun i august 2001 omkom ved et flystyrt, kun 22 år gammel. På den måde blev en af den moderne r’n’b’s største myter født, og det er da også svært ikke at fantasere om, hvad hun kunne have udrettet, hvis de havde haft mulighed for at fortsætte samarbejdet.
5. Destiny’s Child ‘Independent Women Part I’ (2000)
Sammen med TLC var Destiny’s Child den vigtigste og mest hitsikre modern r’n’b-gruppe, der samtidig fungerede som væksthus for genrens nok største stjerne i dag: Beyoncé. Signatursangen om at være en stærk, uafhængig kvinde er hentet fra soundtracket til filmen ‘Charlie’s Angels’ (hvor nummeret faktisk blev placeret uden gruppens vidende af deres manager, Beyoncés far Mathew Knowles), der meget apropos også har de tre handlekraftige kvinder Cameron Diaz, Drew Barrymore og Lucy Liu i hovedrollerne.
6. Britney Spears ‘I’m a Slave 4 U’ (2001)
Britney Spears har aldrig lydt bedre, og sjældent har en r’n’b-produktion oset mere af korporlig lagengymnastik! Og de spartanske, toptrimmede beats, de mellemgulvs-sugende synthsekkoer og de velslebne vokalharmonier er fuldstændig i en klasse for sig. Samtidig understregede The Neptunes med nummeret deres position i toppen af producersuperligaen, hvor de helt store stjerner nu hentede duoen ind som garant for salgssucces, og snart hoppede Pharrell rundt i et utal af videoer med bar overkrop og skater-cap.
7. Justin Timberlake ‘Cry Me a River’ (2002)
Ok, et bud på Timbalands mest perfektionistiske produktion kunne også være denne grandiose ballade (sorry, Aaliyah!), der for alvor etablerede det tidligere ‘N Sync’-teenidol som en fuldvoksen og seriøs popkunstner. Armbevægelserne er kæmpestore, arrangementets kompleksitet med alt fra tungeklik til svulstige strygere overvældende, og resultatet er en født klassiker. Samarbejdet blæses i øvrigt op i albumformat på 2006’s ‘FutureSex/LoveSounds’, et af 00’ernes mest ambitiøse, udfordrende og mesterligt forløste popalbum. Et hovedværk, kort sagt.
8. Beyoncé ‘Crazy in Love’ (2003)
Efter at have finpudset vokalharmonierne i Destiny’s Child sprang kæmpetalentet ud som solosild på denne sprængfarlige singleforløber til sin solodebut ‘Crazy in Love’. De skarpe blæser-samples (fra 70’er-soulgruppen The Chi-Lites’ ‘Are You My Woman (Tell Me So)’) pumper tempoet op, mens den senere gemal Jay-Z også bidrager til festivitassen med fokuseret mikrofonlir. Siden har hun ikke set sig tilbage, og senest har hun sågar for første gang præsteret en sammenhængende albumoplevelse med dette års ‘4’.
9. The Weeknd ‘Wicked Games’ (2011)
Et af de vigtigste navne inden for den udfordring af den moderne r’n’b, som for tiden udspiller sig i blogverdenen. Den følelsesstyrede vokal følger fint i traditionernes fodspor, men de dystre produktioner og teksterne om stoffer og tilfældige knald i et nihilistisk storbyunivers er et nybrud i forhold til både Timbaland og den mere flødeagtige del af genren. Et andet vigtigt nutidigt navn, Drake, har da også allerede haft snøren ude efter det canadiske enmandsprojekt.
10. Frank Ocean ‘Novocane’ (2011)
Efter at være båret frem som en del af det omtalte OFWGKTA-crew har den amerikanske crooner fået vind i sejlene med sit mixtape ‘Ultra, Nostalgia’, der med samplinger fra blandt andre Radiohead, Beach House, MGMT og Coldplay har lokket et nyt publikum lokket indenfor i r’n’b-butikken. Siden har han blandt andet bidraget til Beyoncés seneste album og debuten fra Kanye West og Jay-Z’s fælles projekt The Throne, og hans debutalbum forventes ude i foråret 2012.