Kate Bush udgiver sit nye album ’50 Words For Snow’ på mandag, og den britiske sangerinde er bestemt ikke fru hvem-som-helst. Vi giver dig her de ti vigtigste kunstnere, som er inspireret af den banebrydende sangerinde – fra Ariel Pink til Florence og Coldplay.
Florence and the Machine ‘Dog Days Are Over’
1. Florence and the Machine
De gange, hvor frøken Florence Welch er blevet udnævnt til Englands nye Kate Bush er næsten flere, end der er kronjuveler i Tower of London. Men selv om den rødhårede energieksplodreende furie på det kraftigste har understreget, at hun altså også er inspireret af eksempelvis Tom Waits og Otis Redding, er det umuligt ikke at tænke på Welchs britiske kollega, når hun springer rundt i flagrende gevanter som en Kate Bush med for meget Red Bull i blodet.
Kate Bush ‘The Big Sky’
Antony and the Johnsons ‘Thank You for Your Love’
2. Antony and the Johnsons
Det er ikke nogen hemmelighed, at britiske Antony Hegarty er stor fan af sin landsmand (Han har endda kopieret hendes frisure). Han har fortalt, at han første gang stødte på Bush, da han var 7 år gammel, hvor han så videoen til ‘Wuthering Heights’. Senere købte han albummet ‘The Kick Inside’, som stadig er hans yndlingsalbum og et album, han bliver med at vende tilbage til. »Hun er som en storesøster for mig. Hun er et feministisk, spirituelt geni«, har han udtalt.
Kate Bush ‘Wuthering Heights’
Joanna Newsom ’81’
3. Joanna Newsom
Der er næppe nogen i musikhistorien, udover Björk måske, som et blevet sammenlignet så voldsomt og uopfindsomt med alfer og skovtrolde, som Kate Bush og hendes 20 år yngre kollega Joanna Newsom. Fælles for Bush og Newsom er, at deres vokaler spænder fra det helt spinkle til det glasknusende kraftfulde. Som om de nedstammede fra en magisk underverden befolket af, ja… trolde og alfer! Men også i Newsoms valse-vuggende og harpe-plukkende, ornamenterede arrangementer kan man høre en tydelig inspiration fra Bush. Prøv f.eks. at lytte til Newsoms ’81’ og derefter Bush’ ‘Army Dreamers’.
Kate Bush ‘Army Dreamers’
Niki and the Dove ‘The Fox’
4. Niki and the Dove
Der er ikke kun Antony Hegarty, som har en forkærlighed for Kate Bush’ viltre Ronja Røverdatter-manke. Men det er ikke bare hårpragten, som svenske Malin Dahlström fra duoen Niki and the Dove har ladet sig inspirere af. Når Dahlström lader sin kraftfulde stemme runge ud over det dramatiske og larger-than-life-orkestrerede synthpop, lyder det nemlig unægteligt meget som om, at Dalhström er blevet flasket op på en god dosis af lige dele Kate Bush og 80’er-ikonet Cyndi Lauper.
Jenny Wilson ‘Like a Fading Rainbow’
5. Jenny Wilson
Den svenske folkpop-dronning og singer/songwriter Jenny Wilson er coolere end cool, og selv om hun ikke direkte lyder som Kate Bush, er hun nærmest Sveriges svar på hende, sammen med kollegaen Karin Drejer fra The Knife og Fever Ray. Havde det ikke været for Bush’ mod til at søge sine helt egne snørklede veje med sin musik, havde stien ikke været ryddet, så Wilson og Drejer kunne skabe den utraditionelle ørehængerpop, som de gør i dag.
Ariel Pink ‘For Kate I Wait’
6. Ariel Pink
Når man hører den excentriske og armhule-pruttende Ariel Pinks solsmeltede lo-fi-pop, er det måske ikke lige Kate Bush, der først falder en ind. Men! På sin 2004-plade ‘The Doldrums’ tilegnede Pink faktisk en hel sang til sit store idol i hyldestnummeret ‘For Kate I Wait’. Og så hoppede Pink ellers i en glitrende pailletkjole med dyb v-halsudskæring, skruede op for 80’er-belysningen og krængende sin kærlighed ud.
Björk ‘Virus’
7. Björk
Den lillebitte, pixie-islænding er selv så ikonisk, at hun bliver namedroppet i tide og utide, når menigmand skal sætte referencer på nye musikspireres lyd. Men som innovativ og fremadsynet Georg Gearløs-sangerinde, der kompromisløst blander electronica med folk og klassiske hvirvelvinde af strygere og harper, følger Björk lige lukt i hælene på Kate Bush, der var en af de første til at bruge avancerede digitale synthezisere på ‘The Dreaming’ fra 1982.
Kate Bush ‘Get Out of My House’
Rufus Wainwright ‘Memphis Skyline’
8. Rufus Wainwright
»Hun bruger en masse forskellige tricks, men de kommer fra et sandt sted. Hun er ægte«, har den canadiske sanger og musiker Rufus Wainwright udtalt om Kate Bush. Det er især på de to album ‘Want One’ og ‘Want Two’, at man kan høre inspirationen fra Bush. De ekstravagante og pompøse toner, fusionen af klassisk musik, rock, pop og kabaret og ikke mindst Kate Bush’ flamboyante persona, har helt sikkert sat sit præg på Rufus Wainwright, og måden han komponerer på.
Bat for Lashes ‘Pearl’s Dream’
9. Bat for Lashes
Hvis ikke britisk/pakistanske Natasha Khan var begyndt at lytte til Kate Bush-plader som 12-årig, var det slet ikke sikkert, at Bat For Lashes’ glitrende, dramatiske og alien-fabulerende avantgardepop nogensinde var blevet til noget! Bat For Lashes blander nemlig harper, strygerarrangementer, voldsomme trommer og viltre synthflader på samme storladne måde, som Kate Bush brød poppens grænser med, eksempelvis med ‘Hounds of Love’ fra 1985.
Coldplay ‘Speed of Sound’
10. Coldplay
I følge Coldplay-bassist, Guy Berryman, var stadionbandets supersingle ‘Speed of Sound’ et forsøg på at genskabe energien fra Kate Bush’ ‘Running up That Hill’. Særligt trommerne, ønskede bandet at kopiere. Og også lidt melodien, indrømmede Berryman. Resultatet blev et storslået og iørefaldende pophit, der dog ikke når op på siden af Kate Bush’ uforlignelige klassiker.
Kate Bush ‘Running Up That Hill’