Breakin’ Sound 2012: De 10 mest lovende nye udenlandske navne

Hvilke kunstnere kommer til at dominere musikåret anno 2012? Her er vores bud på de 10 mest interessante nye udenlandske navne.

Læs også: De 10 mest lovende nye danske navne

Lana Del Rey
Hvem er hun?

Uden at prøve at lyde smart, så har du haft hovedet dybt nede i et mørkt, fugtigt hul det seneste halve år, hvis du ikke har hørt om Elizabeth Grant, hendes læber og hendes dragende, filmiske noir-pop. For siden hun som Lana Del Rey smed ‘Video Games’ på Youtube i august sidste år, har de færreste af os kunne få nok af den 25-årige, tidligere jazzsangerinde. Og efterhånden som snakken om hendes album under navnet Lizzy Grant og branchefabrikation lagde sig, har newyorkeren imponeret de fleste.

Hvordan lyder hun?
Som den muse David Lynch aldrig vidste, han havde. Eller i hvert fald som det perfekte soundtrack til hans film. Specielt på de stærke singler ‘Video Games’ og ‘Born to Die’, hvor Grants slæbende, sensuelle vokal tager teten akkompagneret af atmosfæriske strygere og henholdsvis piano og et simpelt trommebeat.

Lyt til ‘Born to Die’:

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Azealia Banks
Hvem er hun?

En excentrisk Harlem-teenager med en yderst snavset mund og en forkærlighed for det spraglede og udfarende. Og så står hun bag et af 2011’s største undergrundshits med ‘212’.

Hvordan lyder hun?
Som din bedste vens flabede lillesøster der endelig er vokset op. Temperamentsfuld, ilter, rapkæftet og med talent for både at rappe og synge skønsang over beskidte beats.

Lyt til ‘212’:

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

King Krule
Hvem er han?

Archy Marshall, en ranglet, rødhåret englænder fra East London, der trods sine knapt 18 år allerede har imponeret under to forskellige kunstnernavne. Det var nemlig som Zoo Kid, at han første gang åbenbarede sit soulede croon.

Hvordan lyder han?
Helt anderledes end han ser ud. På ‘Portrait in Black and Blue’ passer hans sløve croon perfekt til den henslængte, halvjazzede guitar, der næsten ene akkompagnerer den gudsbenådede vokal.

Lyt til ‘Portrait in Black and Blue’:

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Charli XCX
Hvem er hun?

19-årig sanger og keyboardspiller, der kalder London sit hjem, og som for fem år siden sang Spice Girls-sange i hårbørsten foran et tændt videokamera. Performancegenet er intakt, men sangene er heldigvis skiftet ud, når hun pt. finder tid imellem studierne på Slade School of Fine Arts til at færdiggøre sit debutalbum sammen med producere, der tidligere har arbejdet med blandt andre Robyn og Glasser.

Hvordan lyder hun?
Som producerne afslører, så er det pop, Charli dyrker. Synth-tung pop som 80’erne avlede den, men med et dybt mørke der specielt på den seneste single ‘Nuclear Seasons’ balancerer Charlis småhæse lillepigevokal smukt. Selv kalder hun Lykke Li sin nærmeste musikalske søster, og jo, hvis Lykke skiftede sin percussionglæde ud med en 80’er-fetich, så måske…

Lyt til ‘Nuclear Seasons’:

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Frank Ocean
Hvem er han?
Odd Futures bløde r’n’b-dreng, der efter den fremragende mixtape-debut ‘Nostalgia, Ultra’ har arbejdet sammen med Kanye og Jay-Z og skrevet musik til Beyoncé. Et ægte debutalbum skulle komme i 2012.

Hvordan lyder han?
Sammen med The Weeknd vendte Frank Ocean i 2011 op og ned på, hvordan musikverdenen opfattede r’n’b, og ramte plet med uprætentiøse kvindebetragtninger, fløjlsblød vokal og et arsenal af velkomponerede numre som ‘Novacane’, ‘Songs for Women’ og ‘Swim Good’.

Lyt til ‘Swim Good’:

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Friends
Hvem er de?

En stilsikker Brooklyn-kvintet der med sexede Samantha Urbani i front leverer underspillet og let retroficeret pop at its finest.

Hvordan lyder de?
Funky, cool og frække. Og med et øre for de helt rigtige omkvæd til at supplere deres dansable og percussion-rige poptoner, der henrykker med lige dele summer-feel, kæresteproblemer og 80’er-undertoner.

Lyt til ‘Friend Crush’:

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Jai Paul
Hvem er han?
En enkelt fantastisk single og et par remixes er det eneste, man har hørt fra den unge, talentfulde brite på et helt år, men nu skulle der endelig være et debutalbum på vej.

Hvordan lyder han?
Som noget du aldrig har hørt før. Futuristisk r’n’b-funk i en funklende popramme toppet af Jais iskolde falset. Sexet, friskt og klar til at indtage 2012.

Lyt til ‘BTSTU (Edit)’

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Grimes
Hvem er hun?

Den 23-årige canadiske sanger og producer Claire Boucher, der nu bor i Montreal, hvorfra hun gennem de seneste par år har sluppet to album og en split-ep. Alligevel ser hun sit kommende album, ‘Visions’, som sin egentlige debut.

Hvordan lyder hun?
Som en popprinsesse der heldigvis synger sin skæve, lyse vokal til atypiske popproduktioner, senest bølgende synth, Korea-pop og et hoppende beat på ‘Genesis’.

Lyt til ‘Genesis’:

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

ASAP Rocky
Hvem er han?

Amerikas nyeste og største rap-håb, der med sit ASAP-crew i ryggen, guldkæder om halsen og en pladekontrakt på tre millioner dollars er klar til at generobre tronen og igen positionere Harlem som hiphoppens epicenter. Den selvudnævnte ‘pretty motherfucker’ løb sidste år internettet over ende med en række videoer på Youtube og slog for alvor talentet fast med november-mixtapet ‘LiveLoveA$AP’.

Hvordan lyder han?
Præcis som han ser ud og opfører sig i sine videoer. Henslængt, chillet og med selvtilliden 100 procent i orden. Rockys druggede flow og naturligt dovne rim lægger perfekt over de oftest drømmende og småsyrede produktioner, der både består af selvsikre bangers og bevidsthedsudvidende rygerhymner. Swag er kun et fattigt ord i denne sammenhæng.

Lyt til ‘Palace’:

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Purity Ring
Hvem er de?

En canadisk duo bestående af Megan James og Corin Roddick, som med de voldsomt stærke singler ‘Ungirthed’,  og ‘Belispeak’ i 2011 skabte enorme forventninger til deres kommende debutalbum.

Hvordan lyder de?
Som udsyret, kompleks synthpop med slæbende hiphop-inspirerede beats og Megans pigede, spøgelsesagtige vokal. Og med så stærke melodier, at de hæver sig over alle lignende blog-acts.

Lyt til ‘Belispeak’:

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af