Her er januars 10 bedste koncerter

Skyd det nye år i gang med vores bud på 10 gode koncerter i januar. Fra punk-rødderne i Iceage til svenske Niki and the Dove og r’n’b-veteranen D’Angelo.
6.-16. januar

Soundvenue Sessions: Niki and the Dove
Den 6. januar i Lille Vega

Med to roste ep’er fra 2011 i bagagen er svenske Niki and the Dove allerede godt på vej mod pophimlen allerede inden de har udsendt et debutalbum. Vi er derfor utroligt glade for at præsentere duoen til en omgang Soundvenue Sessions, da svenskernes mørke electro-pop skulle gøre sig fortrinligt på en scene.

Niki and the Dove ‘The Drummer’ (Live på Debaser, Sverige)

Nye Toner på Bremen
Den 14. januar på Bremen Teater

Garvede kræfter peger på nye talenter til Bremens nye koncertkoncept Nye Toner. Søren Huss, Fallulah, Troels Abrahamsen og The Floor Is Made of Lavas Tobias Kippenberger har nemlig hver valgt en kunstner til aftenens program, der således byder på koncerter af Carlis, Ice Cream Cathedral, Jonas Breum og Unnamed Unknown.

Carlis ‘Russica’

Mastodon
Den 16. januar i Store Vega, den 17. januar på Voxhall

Mastodon leverede en yderst sprængfarlig koncert på Orance Scene under årets Roskilde Festival, og nu er metalkvartetten fra Atlanta altså igen klar til at indtage Danmark med koncerter i både København og Århus og deres 2011-album ’The Hunter’ i bagagen.

Mastodon ‘Black Tongue’ live i talkshowet Jools Holland 19.-20. januar

Cymbals Eat Guitars
Dem 19. januar i Lille Vega

Der er dømt indierock for alle pengene, når amerikanske Cymbals Eat Guitars gæster Lille Vega. Kvartetten sendte sidste år deres andet album ’Lenses Alian’ på gaden, og det er sangene derfra der skal luftes, når scenen bliver indtaget med en form for let progget retro-rock, der søger tilbage til 90’ernes koryfæer i sprudlende facon.

Cymbals Eat Guitars ‘Rifle Eyesight (Proper Name)’

Kavinsky
Den 20. januar på Rust

Nicolas Winding Refns ‘Drive’ var en af sidste års allerstørste oplevelser i biografmørket, i stor stil også takket være det spraglede soundtrack spækket med retro-electro og neo-disco. Et af højdepunkterne her var utvivlsomt Kavinskys ‘Nightcall’, og den 20. januar kan man så opleve den franske producer sprede neon-stemning i levende live, når han lægger vejen forbi Rust.

Kavinsky ‘Nightcall’

Vegas Udvalgte
Den 20. januar i Lille Vega og Vega Lounge

Ligesom sidste år peger Vega i januar på en række kunstnere, som spillestedet tror kommer til at pryde musiklandskabet i 2012. Det sker med et koncertarrangement i Lille Vega og Vega Loungen, hvor i alt seks bands giver koncert. Fire af navnene er offentliggjort i form af Ulige Numre, Rangleklods, Shaq Boosie og Penny Police, mens de to sidste bliver tilføjet programmet snarest.

Ulige Numre ‘København’ live i Det Nye Talkshow 25.-26. januar

The Men + Iceage + Lower
Den 25. januar på KB18

Der er punk på programmet, når KB18 i Kødbyen den 25. januar åbner dørene op til trippelkoncert. Amerikanske The Men lægger vejen forbi, mens aftenen også byder på danske Lower samt lømlerne i Iceage, der altså er hjemvendt til dansk grund efter et omfattende udlandseventyr i løbet af 2011 som følge af debutalbummet ‘New Brigade’.

Iceage ‘White Rune’ live i Toronto

Kaizers Orchestra
Den 26. januar i Store Vega, den 27. januar på Train

Nordmændene i Kaizers Orchestra har altid haft et ry for at spille røven ud af bukserne, uanset hvilken scene de betræder. Og der er hermed lagt i ovnen til endnu en fest, når orkestret kickstarter deres kommende Europaturné med koncerten i Store Vega og dagen efter indtager Train i Aarhus.

Kaizers Ocrhestra ‘Ompa til du dør’ live i Store Vega 27.-30. januar

D’Angelo
Den 27. januar i Store Vega

Det er mere end ti år siden, at man sidst hørte noget fra den indflydelsesrige soul- og r’n’b-sanger D’Angelo, som efter succes med de to album ‘Brown Sugar’ fra 1995 og ‘Voodoo’ fra 2000 har været fraværende fra musikkens verden og i stedet kæmpet med livets skyggesider. Nu er manden, der er blevet kaldt r’n’b-Jesus, dog tilbage, efter sigende også på vej med et nyt album, og den 27. januar gæster han altså Store Vega.

D’Angelo ‘Chicken Grease’

Lauryn Hill
Den 30. januar i Falconer Salen

Lauryn Hill slog for alvor igennem som en del af The Fugees, men cementerede sin stjernestatus med sin skelsættende solodebut ‘The Miseducation of Lauryn Hill’ fra 1998. Siden da har Hill ikke sluppet andet end et live-album, og når sangerinden i slutningen af måneden gæster Falconer Salen bliver det da også for at spille det næsten ny-klassiske debutalbum fra ende til anden.

Lauryn Hill ‘Everything Is Everything’

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af