The Big Pink

The Big Pink er en sjov genrebastard. De er opkaldt efter rootsrock-legenderne The Bands vigtigste plade, men det er meget svært at få øje på det musikalske slægtskab. I stedet spiller The Big Pink en slags beatdrevet shoegaze med et godt øre for storladne hooks. Det var den opskrift, der gav dem hits som ’Dominos’ og ’Velvet’ på debutpladen, og det er også sådan singlen ’Stay Gold’ fra opfølgeren ’Future This’ lyder. Effektiv og iørefaldende uden at chokere nogen.

Ellers er der i denne omgang en smule mindre melankolsk distortion og flere maskinelle Kasabian-agtige produktioner. Bevidst eller ubevidst lyder The Big Pink til tider en smule 90’er-agtige i deres begejstring over det drive et hiphop-trommespor giver deres sange. Deres brug af de elektroniske virkemidler lyder sjældent særligt elegant, men snarere en smule påklistret og konstrueret.

Alligevel er det svært ikke at lade sig rive med af eksempelvis et nummer som ’13’, der buldrer løs med uendeligt højt til loftet. Som Coldplay garanteret ville lyde, hvis Chris Martin havde forelsket sig i ’Loveless’ af My Bloody Valentine. ’Future This’ bliver rundet fint af med den stemningsfulde ballade ’77’, men overordnet set er der for mange fortænkte studieidéer og for få virkeligt gode sange til at leve op til den lovende debut.