Få overblik over de bedste koncerter i marts med vores bud på de 15 bedste af slagsen. Fra The Drums og Active Child til Feist og Rangleklods.
1.-3.marts
Justice
Den 1. marts i Falconer Salen
Det er efterhånden fire år siden den franske electro-duo gæstede Danmark til en koncert på Rust, men Gaspard Augé og Xavier de Rosnay spiller den 1. marts for et noget større publikum i Falconer Salen på Frederiksberg. Forbered dig på et bombastisk brag af en koncert og kom i stemning med landsmanden Romain Gavras’ koncertfilm, ’A Cross the Universe’, der kan ses i fuld længde forneden.
Justice ‘A Cross The Universe’
Dig & Mig
Den 1. marts på Bakken, Kødbyen, 2. marts i Pumpehuset.
Den danske duo blev fornylig booket til Roskilde Festivals Pavilion Junior-scene og det uden at have udgivet et eneste album. Den 1. marts indtager Kasper og Andrea Bakken i Kødbyen med deres 80’er-inspirerede tyggegummirock, og dagen efter står Pumpehuset for skud som opvarmning for Nikolaj Nørlund.
Dig & Mig ‘Skyggerne’
Youth Lagoon
Den 3. marts i Lille Vega.
Den 22-årige Trevor Powers bag Youth Lagoon giver den 3. marts sin første koncert på dansk grund i et udsolgt Lille Vega (pt. kan man dog skrive sig på venteliste). Sidste år debuterede Powers med sit anmelderroste album ‘The Year of Hibernation’, og vi glæder os til at opleve Powers trække sin drømmende lo-fi-pop ud af soveværelset og op på scenen.
Youth Lagoon ‘July’ (Tunnelvision Session)
4.-8. marts
Active Child
Den 4. marts på Atlas, den 5. marts i Lille Vega
De sidste par år er r’n’b-genren blevet genfortolket af kunstnere så forskellige som How To Dress Well, James Blake, The Weekend og så videre. Active Child hører til denne gruppe kunstnere, men har dog sit helt eget udtryk, komplet med falset og harpe. Active Child gæster Atlas den 4. marts og Lille Vega dagen efter. Support-navnet til begge koncerter er den talentfulde dansker Sekuoia, der var inkluderet på vores Breakin’ Sound 2012-liste.
Active Child ‘Hanging On’ (Live on KEXP)
The Drums
Den 7. marts i Amager Bio
Brooklyn-bandet The Drums er et levende og succesfuldt bevis på, at man ikke behøver at opfinde den dybe tallerken hver gang, når man nu kan nøjes med at sætte skårene sammen. Således blander The Drums effektivt energisk surf-musik med Manchester malaise a la Joy Division. Bandet undgik elegant ‘den svære to’er’-problematik med ‘Portamento’ og er nu klar til at indtage Amager med deres iørefaldende indie-pop.
The Drums ‘Days’ (Live on KCRW)
Feist
Den 8. marts i Falconer Salen
Tilbage i 2007 spillede Feist for fuld sal i Store Vega, men på sit seneste album, ‘Metals’, har den canadiske singer/songwriter opgraderet sin lyd med kor- og strygerarrangementer. Meget passende er det derfor i år det lidt større spillested, Falconer Salen, som Feist gæster den 8. marts.
Feist ‘The Bad In Each Other’ (Live on Jools Holland) 9.-14. marts
Rangleklods
Den 9. marts i Lille Vega
Rangleklods udgiver sit debutalbum, ‘Beekeper’, mandag den 12. marts og fredagen forinden bliver der så holdt releasekoncert i Lille Vega, hvor man kan høre de nye numre før alle andre. ‘Beekeper’ følger op på Rangleklods’ første ep, ‘Home’, der udkom sidste efterår og blandt andet sikrede den unge beatmager en plads på vores Breakin’ Sound 2012-liste.
Rangleklods ‘Young and Dumb’ (Live at Naherholung Sternchen, Berlin)
Still Corners
Den 11. marts på Loppen
Med deres debutalbum, ‘Creatures of an Hour‘, fra 2011, kan London-kvintetten Still Corners snildt tilskrive sig de aktuelle dreampop- og psych-revivals. For kun en hund kan du opleve Still Corners og forsanger Tessa Murrays hypnotiserende vokal live på Staden den 11. marts.
Still Corners ‘Endless Summer’ (Live at Café De Pont, Amsterdam)
Cass McCombs
Den 14. marts i Atlas, den 19. marts i Huset i Magstræde
Californiske Cass McCombs gæster både København og Århus i marts. Singer/songwriteren slog igennem med sit fjerde album, ‘Catacombs’, og sidste år udgav McCombs hele to albums, ‘Wit’s End’ og ‘Humor Risk’. McCombs’ americana kan opleves i enten Huset i Magstræde eller på Atlas.
Cass McCombs ‘That’s That’ (Live at KCRW) 15.-17. marts
The Gaslamp Killer
Den 15. marts på Rust
William Benjamin Bensussen er den californiske dj og producer bag The Gaslamp Killer, der i 2010 også kunne opleves på Roskilde Festivals Cosmopol-scene. Fans af Flying Lotus og Gonjasufi går ikke galt i byen hvis de tager på Rust den 15. marts, hvor beatmageren disker op med godter fra sin elektiske hiphop-hjerne.
The Gaslamp Killer ‘When I’m In Awe’ (feat. Gonjasufi)
Actress
Den 16. marts på Culture Box
Briten bag Actress, Darren Cunningham, har foruden sine to ekstremt roste album ‘Hazyville’ og ‘Splazsh’ udgivet artister som Lone, Zomby og Lukid på sit eget pladeselskab, Werk Discs. Actress’ spændvidde indfanger alt fra 80-er funk, house, techno, dubstep og ren og skær støj, og så har han også remixet tracks for navne som Joy Orbison og Panda Bear. Forvent lidt af hvert, når Actress indtager pulten på Culture Box.
Actress (Live at Paradox Tilburg)
Mark Lanegan
Den 17. marts i Amager Bio
I løbet af 27 år i branchen har amerikanske Mark Lanegan været medlem af bands som Screaming Trees, The Gutter Twins og Queens of the Stone Age. Lanegan udgav sit solodebutalbum tilbage i 1990, og utallige Tom Waits-referencer senere er han nu albumaktuel med sit syvende af slagsen, ‘Blues Funeral’, som slippes løs på Amager Bio til en koncert, der kommer til at dryppe af blues og rock.
Mark Lanegan ‘Wedding Dress’ (Live at RTÉ Television) 18.-30. marts
Lambchop
Den 18. marts i DRs Koncerthus, d. 19. marts i Voxhall
Det eklektiske Nashville-band udgav den 21. februar deres 11. studioalbum, ’Mr. M’, og i den forbindelse giver bandet to koncerter på dansk jord: en i DR Koncertsals Studio 2 og en i Voxhall. Bandet er ofte blevet påklistret alt-country mærkatet, men spænder bredt og omfavner også jazz, soul og støj-rock. Se bandet fremføre ’Caterpillar’ i DR Koncertsals Studio 2 tilbage i 2010 nedenfor.
Lambchop ‘Caterpillar’ (Live in DR Koncerthus’ Studio 2)
Veronica Falls
Den 23. marts på KB18
Næsten præcis et år efter KB18s åbning spiller britiske Veronica Falls koncert på klubben. Det selvbetitlede debutalbum fra september sidste år er produceret af Ash Workman, der tidligere har arbejdet med Summer Camp, der sammen med Dum Dum Girls og Vivian Girls er oplagte referencer til Veronica Falls, der leverer indie-pop med inspiration fra 80’erne og surf-musik.
Veronica Falls ‘Bury Me Alive’ (Live at Insound Studio)
John Talabot
Den 30. marts på Dunkel
Den spanske producertroldmand har i et godt stykke tid henrykket med sine solskinsrige house-produktioner, og så har han netop udgivet debutalbummet ‘ƒIN’, hvor også de mere dystre solnedgangsstemninger blev udforsket. Den 30. marts lægger han vejen forbi Dunkel, og kommer med garanti til at bringe både solskinsstemning fra Barcelona og masser af fest til København.
Delorean & John Talabot ‘Sunshine’ (Live at Playground)