The War on Drugs – stoiske stemningsskabere
Det tog kun fire minutter af åbningsnummeret ‘Best Night’, så stak The War on Drugs for første gang af. Fire minutters tålmodigt opbygget landevejsrock – og så prikkede bandet hul på lydbilledet med en af de mange svimlende ekskursioner, hvor de fire skovmandskjorteklædte medlemmer gav deres ærkeamerikanske udgangspunkt vinger og med krautrockens spindende motorik-fornemmelse og frit flyvende guitarakkorder løftede nummeret et helt andet, mere abstrakt sted hen. Og netop her, mellem den jordbundne heartland rock-sangskrivning og de stædigt afsøgende, cowboybukse-kosmiske guitarudladninger, pendlede gruppen frem og tilbage resten af koncerten.
Forsanger Adam Granduciel og resten af bandet ligner mest af alt naboens sløve slacker-sønner, og live begrænser deres sceneshow sig da også til venlige kommentarer mellem numrene, lige ind til næste nummer slås an, og den stoiske koncentration igen indfinder sig.
Numrene fra sidste års vellykkede guitarromance ‘Slave Ambient’ fungerede som rød tråd på setlisten. ‘Best Night’ var som antydet en blæret start, ‘I Was There’ brillerede med neddæmpet balladestil og en overraskende groovy afslutning, og ‘Black Water Falls’ leverede dagens mest Bob Dylan-klingende moment. Til gengæld blev signatursangen ‘Baby Missiles’ (det bedste Bruce Springsteen-nummer som Bossen ikke har skrevet!) fyret for tidligt og lidt for løst af, ligesom publikums respons på de mere udknaldede passager ikke altid var decideret henført.
Læs anmeldelse: The War On Drugs ‘Slave Ambient’
Afslutningsvis tog bandet dog for alvor kegler, da de efter knap halvanden time highjackede en heldig koncertgænger som rytmeguitarist på aftenens sidste nummer, en velsiddende og energisk ‘Brothers’, så man blev sendt ud i februarmørket med en tilfreds trækning i mundvigen.