Se billeder og læs reaktioner fra Kødbyens nye klub

KB3 er navnet på Kødbyens nye, store natklub med plads til 800 mennesker, der fredag aften blev spillet op af Thomas Madvig, Muzzle Flash og Lou Van. Vi fangede klubben og publikums reaktioner på det nye sted.

Læs også: Ny klub åbner i Kødbyen

Trine Bang
Hvad er dit indtryk af den nye klub?
»Jeg synes det er rigtig fedt, at der er så mange forskellige mennesker, og så kan jeg også godt lide, at den har lidt mere volume i forhold til de andre steder her i Kødbyen«.

Hvad tror du umiddelbart KB3 kan bidrage med i nattelivet?
»Det der tiltrækker mig er, at selvom det er en klub, så kan man alligevel sagtens være sig selv, for der virkelig plads til alle herinde virker det som om, og det kan jeg godt lide«.

Har København manglet en klub af KB3s størrelse?
»Ja, det kan man godt sige. Men jeg synes mere det kommer an på, at KB3s mentalitet virker cool og tænker lidt som et lille sted, og stadigvæk har rammerne og stemningen som en kæmpestor klub. Det har de ramt rigtig godt synes jeg«.

Niklas Petzke
Hvad er dit indtryk af den nye klub?
»Det er rigtig godt. Jeg synes det er fedt, at der er kommet et sted her i Kødbyen, hvor der er plads til lidt flere mennesker. Og jeg forestiller mig, at det bliver rigtig godt til sommer, når man også kan udnytte den gård de har lidt bedre«.

Hvad tror du umiddelbart KB3 kan bidrage med i nattelivet?
»I forhold til at det ligger her i Kødbyen kan det i hvert fald puste frisk og fornyet luft ind. Det er i hvert fald noget, ingen andre steder er synes jeg. Og så er lyden herinde helt i top«.

Har København manglet en klub af KB3s størrelse?
»Det kommer lidt an på, hvad man er til, men for mit vedkommende synes jeg det er fedt, at der kommet et sted med de her rammer, hvor man kan fyre den af og stadigvæk lytte til det musik man lytter til på de lidt mindre steder«.

Pernille Krüger
Hvad er dit indtryk af den nye klub?
»Jeg synes det er fedt sted. Jeg kan rigtig godt lide, at lokalerne er holdt lidt rå, selvom at resten af indretningen virker meget ny og strømlinet. Og det synes jeg er en god blanding«.

Hvad tror du umiddelbart KB3 kan bidrage med i nattelivet?
»KB3 kan bidrage med et miljø, hvor en stor blanding af en masse forskellige mennesker kan mødes og holde en fest af dimensioner. Jeg synes også det er ret fedt, at der er kommet et sted som det her i Kødbyen. Selvom man modsat de andre steder i nærheden skal betale for at komme ind, så synes jeg også, man får noget for pengene. Det højner helt klart standarden«.

Har København manglet en klub af KB3s størrelse?
»Jeg synes mange af de andre steder i København har lidt en tendens til at drive ned af det samme spor alle sammen. Og det virker som om, det her sted er lidt mere kræsent og velovervejet. Og det kan jeg godt lide«.

Carsten Sherpa
Hvad er dit indtryk af den nye klub?
»Det er super godt. Jeg elsker mangfoldigheden blandt de mennesker der er her, og det lader til at gå op i en højere enhed. I øvrigt er jeg også en stor fan af lokalerne og lyden«.

Hvad tror du umiddelbart KB3 kan bidrage med i nattelivet?
»For mig er KB3 fedt fordi her er skønt at være. Jeg kan rigtig godt lide indretningen af stedet her. Det giver en god blanding af det hele, når der er et stort dansegulv, lounge, og en hyggelig gård. Gården synes jeg er et stort plus for stedet«.

Har København manglet en klub af KB3s størrelse?
»Ja, fordi jeg synes stedet formår at samle en masse forskellige mennesker fra en masse forskellige steder. På de fleste steder i København, lader det nogle gange til, at det er de samme mennesker der er samlet. Hvis man tager på Bakken er det én type mennesker, tager man på Rust er det en anden type mennesker, og på Simons en helt tredje type mennesker. Men jeg synes KB3 formår at samle alle typer, og det kan jeg rigtig, rigtig godt lide«.

Michael Jonassen
Hvad er dit indtryk af den nye klub?
»Jeg synes det ser rigtig godt ud herinde. Jeg synes det er fedt, at der både er en kæmpe klub, en hyggelig gård, og en lounge, hvor man kan sidde og slappe lidt af og snakke. Det synes jeg er en god kontrast«.

Hvad tror du umiddelbart KB3 kan bidrage med i nattelivet?
»Jeg tror det kan bidrage med noget helt nyt til Kødbyen. Det er ligesom om, stedet kan lidt det samme som de andre barer her i Kødbyen, altså holde en god fest. KB3 har bare rammerne til at gøre det endnu vildere og endnu bedre«.

Har København manglet en klub af KB3s størrelse?
»Ja, på en måde tror jeg. Der er ikke rigtig noget, hverken i Indre By eller nogle andre steder i byen som ligner KB3. Det virker som de kører deres helt egen stil«.

Mads Moseholm
Hvad er dit indtryk af den nye klub?
»Jeg har fået et rigtig godt indtryk. Jeg synes, der har manglet et sted på Vesterbro og i Kødbyen især, som kunne være noget andet end de barer, man ofte besøger, når man kommer i Kødbyen. Her er lækre lokaler, fede omgivelser og gode drinks. Jeg kan især også godt lide den gård der er her«.

Hvad tror du umiddelbart KB3 kan bidrage med i nattelivet?
»Jeg tror de kan være med til danne en ramme om en fornyelse af klubmiljøets tilbud, fordi det er en god blanding af at være en ‘rigtig’ klub med højt til loftet, og alligevel har KB3 også den afslappede atmosfære, og en rigtig god blanding af forskellige mennesker«.

Har København manglet en klub af KB3s størrelse?
»Jeg ved ikke om størrelsen er det helt afgørende, men jeg synes klubben som helhed rammer et rigtigt godt punkt i det københavnske natteliv«.

Maja Larsen
Hvad er dit indtryk af den nye klub?
»Jeg er godt nok lige kommet, men jeg synes her er utrolig smukt. Jeg har ikke rigtig haft tid til at tjekke så super meget andet ud end bare lige kort og gå og kigge mig lidt om, men jeg synes umiddelbart, at her lader til at være meget lækkert«.

Hvad tror du umiddelbart KB3 kan bidrage med i nattelivet?
»På første øjekast tror jeg først og fremmest, at de kan bidrage med en masse gode, store, solide fester. Men jeg er også spændt på, hvem de booker frem over, fordi de har virkelig rammerne til mange store ting tror jeg«.

Har København manglet en klub af KB3s størrelse?
»Ja, det synes jeg faktisk lidt. I hver fald i Kødbyen. Det virker rigtig tjekket og som om, at det bare venter på at vise København, hvad stedet byder på. Men nu har det også lade vente på sig lidt for længe, ik’?«.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af