Soundtrack Your Life: Feist

Leslie Feist gæster aften torsdag Falconer Salen. Her kan du få et indblik i, hvilke plader der prægede sangerindens unge år.

Læs også: Se billeder og læs publikums reaktioner fra Feist-koncerten

Mit teenagesoundtrack
The Afghan Whigs ‘Gentlemen’ (1993)
»Jeg kan huske, at The Afghan Whigs var et vigtigt band for mig, da jeg var omkring 15 år. Især ’Gentlemen’ elskede jeg virkelig, og på det tidspunkt vidste jeg ikke, at det var en slide-guitar, der var på albummet. Jeg kunne bare høre, at det var en virkelig udtryksfuld guitar. Normalt kunne jeg ikke lide at høre tilfældige soli, fordi jeg syntes, de lød mere matematiske end følelsesladede. Jeg tror, at jeg altid lyttede efter de mere emotionelle sider af rockbands«.


Se videoen til Afghan Whigs’ ‘Gentlemen’:

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Første album der betød noget
The Beatles ’Magical Mystery Tour’ (1967)
»Jeg har et meget tidligt minde, fra da jeg var omkring fem år gammel. Jeg var i kælderen til det hus, jeg boede i, og jeg havde en rød pladespiller i plastik, der også fungerede som en lille kuffert formet som Mickey Mouses hoved. Jeg kan huske, at jeg lå nede i kælderen og lyttede til 7-tommer som ’Penny Lane’ og ’Strawberry Fields Forever’. Så lå jeg bare der på maven og vendte pladerne om igen og igen. Det er nok et af mine første musikalske minder, hvor jeg tog en beslutning om at lytte til noget og blev helt besat af det«.


Se videoen til The Beatles’ ‘Strawberry Fields Forever’:

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Et musikalsk vendepunkt
Sinéad O’Connor ’The Lion and the Cobra’ (1987)
»Jeg kan huske, at det var om sommeren, og jeg spillede i et punkband i Calgary. Jeg tror, jeg var omkring 14-15 år. Indtil da havde jeg næsten udelukkende hørt mænd synge. Hvad end grunden var, så havde jeg aldrig hørt om Joni Mitchell eller Kate Bush. Udover Madonna var der ikke rigtig andre. Da jeg spillede i det her punkband var min egen stemme meget inspireret af forskellige mandlige sangere. Så senere at høre disse kvindelige sangere, selvom de ikke på nogen måde er punk, var fantastisk. Sinéad O’Connor lød bare som om, at hun kunne tæske dig sønder og sammen. ’Lion and the Cobra’ fik mig til at indse, at jeg rent faktisk var en kvinde, og gav mig lyst til at synge fra et mere feminint sted«.


Se videoen til Sinéad O’Connors ‘Mandinka’:

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Guilty pleasure
Madonna ’True Blue’ (1986)
»Da jeg var ni år gammel, sang jeg meget til det album inde på mit værelse med hårbørsten i hånden. Pladen har stadig den samme enkelhed, som jeg sætter pris på«.


Se videoen til Madonnas ‘Papa Don’t Preach’:

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Min vens plade
Charles Spearin ‘The Happiness Project’ (2009)
»Charles Spearin er med i mit band, og vi spillede sammen i Broken Social Scene i årevis. Han har lavet et album der hedder ’The Happiness Project’, som er virkelig smukt. Det er vel nærmest et contemporary jazz-album, men det er mere eksperimentalt end som så. Han interviewede sine naboer om, hvad der gør dem lykkelige, og derefter skrev han musik til melodierne i deres stemmer. Resultatet er et meget overraskende og skønt«.


Lyt til Charles Spearins ‘Anna’:

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af