Sune Wagner og Sharin Foo kan i år fejre ti års jubilæum som The Raveonettes, og det fejrer de blandt andet med den nye ep ‘Into the Night’ og jubilæumskoncerter på Spot Festival og i Koncerthuset. Lyt med, når vi her gennemgår vores bud på de ti vigtigste numre i duoens karriere.
Læs anmeldelse: The Raveonettes ‘Into the Night’
The Raveonettes ‘Attack of the Ghost Riders’
1. ‘Attack of the Ghost Riders’ (2002)
Sune Wagner entrerede den danske musikscene i 1993 som frontmand i Psyched Up Janis, indtil bandet i 1999 gik hver til sit. De efterfølgende år fik Wagner blandt andet tiden til at gå i surfrock-outfittet The Tremolo Beer Gut og som livemusiker for Sort Sol, men under et ophold i Los Angeles havde han skrevet på materiale til et nyt projekt. Projektet blev en realitet, da han i 2001 mødte den konservatorieuddannede dansk/kinesiske sangerinde Sharin Foo, som han mente passede perfekt til de nye sange.
Sharin lærte hurtigt at spille bas, og sammen drog de på turné i Danmark under navnet The Girl On Death Row. Live var besætningen udvidet til en kvartet med jazztrommeslageren Jakob Høyer og Wagners gamle ven Manoj Ramdas på guitar.
Sune og Sharin gik i studiet og indspillede minialbummet ’Whip It On’, som blev udsendt under duoens nye bandnavn, The Raveonettes i 2002. Musikken på udgivelsen var skåret helt ind til benet. Stilen var støjende dogmerock med mand/kvinde-harmonier, hvor samtlige numre kun indeholdt tre akkorder, maksimalt var af tre minutters varighed og alle gik i tonearten Bb-mol.
Den kradse knaldperle ’Attack of the Ghost Riders’ var førstesinglen fra ’Whip It On’, og den Peder Pedersen-instruerede video dermed den første introduktion til The Raveonettes’ retro-coole, visuelle udtryk. I bedste b-film-stil giver Wagner den i rollen som dødsdømt straffefange, der bliver ristet i den elektriske stol, for blot siden at genopstå som en skræmmende Johnny Blaze-agtig ghost rider, som afslutningsvis drøner ud i natten på sin kværn i selskab med en forførende femme fatale.
The Raveonettes ‘Beat City’
2. ‘Beat City’ (2002)
The Raveonettes spillede på Spot Festival i Aarhus, juni 2002. De vidste, at den toneangivende, amerikanske musikskribent David Fricke fra Rolling Stone Magazine ville være til stede, og så det som en gylden mulighed for at få skabt noget international interesse omkring bandet. Det lykkedes at lokke Fricke til at overvære koncerten, og efterfølgende skrev han en yderst positiv anmeldelse af The Raveonettes’ optræden. Frickes anmeldelse resulterede i en regulær bidding war mellem flere store, amerikanske pladeselskaber, som alle var ivrige for at få Sune og Sharins underskrifter ned på papiret.
I begyndelsen af karrieren afsluttedes The Raveonettes’ koncerter ofte med den fræsende støjrock-bombe ’Beat City’, hvor den skurrende feedback får lov at slå sig uhæmmet løs. Da bandet i 2003 optrådte for første gang på Roskilde Festival blev Sune så caught up in the moment, at han på bedste rockstjernemaner storsmadrede sin Squir Venus-guitar til pindebrænde under afslutningen af ’Beat City’.
Sangtitlen er i øvrigt en reference til Wagners mangeårige fascination af 1950’ernes amerikanske beat generation og dens forfattere såsom William S. Burroughs, Allen Ginsberg og Jack Kerouac. Faktisk er Sune så stor fan, at han i midt-1990’erne fik lavet en tatovering af netop Kerouac på sin ene underarm.
The Raveonettes ‘That Great Love Sound’ (Live hos Letterman)
3. ‘That Great Love Sound’ (2003)
Efter at have smidt en pladekontrakt på omkring to millioner dollars på bordet, blev det den multinationale gigant Columbia Records, som vandt kampen om The Raveonettes’ gunst.
Sune og Sharin indspillede debutalbummet ’Chain Gang of Love’ i selskab med den tidligere Blondie-producer Richard Gottehrer. Selvom The Raveonettes nu var tilknyttet et major label forblev den musikalske kompromisløshed dog intakt, da samtlige 13 numre på debutalbummet, som en pendant til ’Whip It On’, alle var indspillet i tonearten Bb-dur, og lydmæssigt var en videreudvikling af den melodiske og minimalistiske The Jesus & Mary Chain-inspirerede støjrock, som duoen havde præsenteret på minialbummet.
Millionkontrakten med Columbia medførte en temmelig omfattende eksponering af The Raveonettes i flere signifikante internationale medier, hvilket fortsat er ganske enestående efter en dansk målestok. Blandt andet lagde Sune, Sharin og co. vejen forbi den legendariske talk show-vært David Lettermans ’Late Show’, hvor de leverede en solid udgave af den fængende single ’That Great Love Sound’, der ligeledes også optrådte på lydsiden til en reklame for supermarkedsmastodonten K-Mart.
The Raveonettes ‘Love in a Trashcan’
4. ‘Love in a Trashcan’ (2005)
I kølvandet på debutalbummet beskyldte nogle internationale kritikere The Raveonettes for at være en kalkuleret, skandinavisk klon af The White Stripes, som red med på start-00’ernes retro-garagerockbølge. Måske var det derfor, at de valgte at gå i en ny retning på deres næste major label-album ’Pretty in Black’?
I hvert fald var de kompositoriske dogmer droppet, og støjrocken mere eller mindre sat på porten til fordel for et mere alsidigt og afdæmpet udtryk, hvor Wagners fascination af 50’ernes og 60’ernes bittersøde popmusik og musikalske pionerer som Phil Spector, Buddy Holly og The Everly Brothers fik mere plads end tidligere.
Singleudspillet ’Love in a Trashcan’ er med sine twangede og surfrockede guitarriffs en flabet fængende kærlighedssang. Den tilhørende musikvideo minder om en kosmetikreklame fra start-60’erne med go-go girls, vamps og lyserøde dansepodier. »Come on, baby – you’re my best fix«.
The Raveonettes ‘Ode to L.A.’ (Fanvideo)
5. ‘Ode to L.A.’ (2005)
At The Raveonettes var røget op i en tungere musikalsk liga med ’Pretty in Black’ kom blandt andet til udtryk gennem rækken af prominente gæsteoptrædener på albummet, hvor tre af Sune Wagners musikalske idoler medvirker.
Synthesizer-wizz’en Martin Rev, den ene halvdel af newyorker synthpunk-pionererne Suicide, er i covernoterne blot krediteret som ’The Instrument’, mens Velvet Undergrounds legendariske, kvindelige tøndetæverske Moe Tucker bidrager med trommer og percussion på fire numre.
Mest markant er dog The Ronettes’ Ronnie Spectors (ja, en årrække var hun gift med Phil med pistolerne, solbrillerne og det vilde hår!) optræden på ’Ode to L.A.’. Nummeret, der er en duet mellem Foo og Spector, er en sødmefyldt kærlighedserklæring til den californiske solskinsstad. En retropop-perle, hvor Wagner betaler sin musikalske gæld til 1960’ernes pigegrupper og Phil Spectors wall of sound-produktioner tilbage med maner.
The Raveonettes ‘Aly, Walk with Me’
6. ‘Aly, Walk with Me’ (2007)
Med ’Chain Gang of Love’ og ’Pretty in Black’ havde The Raveonettes opbygget en solid fanbase internationalt – primært som følge af deres flittige turnévirksomhed. Pladesalget haltede dog lidt bagefter, og duoen viste sig ikke helt at være den pengemaskine, som Columbia Records havde håbet på, hvilket resulterede i, at kontrakten med selskabet ikke blev forlænget.
Sune og Sharin lod sig dog ikke slå ud af den grund. I stedet gik de alene i studiet og indspillede deres til dato måske bedste album ’Lust, Lust, Lust’. Lydmæssigt var albummet en tilbagevenden til den dystre støjrock fra ’Whip it On’, og Sune stod selv for produktionen og alle instrumenter blev indspillet af ham og Sharin. Duoen anvendte trommemaskiner frem for rigtige trommer, og bassporene blev indspillet på keyboards, hvilket resulterede i en tung og dyster lyd.
Den tungt slæbende støjrocker ’Aly, Walk with Me’ hører til blandt duoens personlige favoritnumre, og er derfor fortsat et sikkert indslag på setlisten under The Raveonettes’ koncerter. Nummeret er da også en af duoens mest kompromisløse og dragende kompositioner, så man tager hellere end gerne på en kradsbørstigt larmende slentretur i selskab med Aly, Sune og Sharin.
The Raveonettes ‘Last Dance’
7. ‘Last Dance’ (2009)
Ovenpå de mørkrandede støjudladninger på ’Lust, Lust, Lust’ skulle der nye boller på The Raveonettes-suppen. I slutningen af 2008 udsendte Sune Wagner lidt overraskende et soloalbum med dansksprogede sange, men forsikrede dog om, at favntaget med det danske sprog ville blive en engangsforestilling, der ikke ville flytte fokus fra The Raveonettes. Karrieren som solist blev således hurtigt lagt på is igen, hvorefter Sune og Sharin atter gik i studiet for at brygge på et nyt udspil.
Det danske producer-es Thomas Troelsen blev hevet ind fra højre for at give The Raveonettes et ordentligt skud pop. Troelsen havde været fan af duoen siden ’Whip It On’ og havde længe pønset på et samarbejde. Resultatet blev ’In and Out of Control’, der lydmæssigt er The Raveonettes’ mest rendyrkede popalbum til dato. Godt nok påstår Wagner selv, at han ikke er specielt god til at skrive mindeværdige omkvæd, men her var de iørefaldende refræner og sommerpoppede melodier i overflod.
På tekstsiden var det velkendte The Raveonettes-mørke dog intakt, idet flere af sangene på albummet omhandlede dystre emner som selvmord, stoffer og voldtægt. Singleudspillet ’Last Dance’ var ingen undtagelse, da sangen handler om en person, som bønfalder sin elskede om en sidste svingom, inden vedkommende tager en overdosis.
Selvom The Raveonettes ikke længere var signet til et major label var der dog fortsat international opmærksomhed omkring duoen. Således er nummeret inkluderet i det populære, interaktive videospil ’Rock Band 3’, mens både ’Last Dance’ og nummeret ’Suicide’ er dukket op som lydspor i tv-serien ’Gossip Girl’.
The Raveonettes ‘I Wanna Be Adored’
8. ‘I Wanna Be Adored’ (2010)
Gennem årene har Sune og Sharin med jævne mellemrum indspillet en række glimrende covernumre. I løbet af karrieren har The Raveonettes således blandt andet kyndigt og respektfuldt fortolket sange som rock’n’roll-pioneren Buddy Hollys evergreen ’Everyday’, rockabilly-flaben Eddie Cochrans 1958-hit ’C’mon Everybody’ samt vores egen C.V. Jørgensens ’Det sir’ sig selv’.
Duoens måske fineste fortolkning er dog muligvis deres take på de britiske indie-legender The Stone Roses’ klassiske 1989-single ’I Wanna Be Adored’. Sune og Sharin formår her på fortrinlig vis at indfange den vibe, der fortsat gør originalversionen til et helt igennem uimodståeligt bekendtskab, og samtidig tilføre nummeret et umiskendeligt The Raveonettes’sk touch.
Coverversionen blev indspillet i forbindelse med det britiske skomærke Dr. Martens’ 50 års jubilæum, så man kan meget passende trække i sine sorte docs og vippe med rockfoden, imens Sune og Sharin tigger dig om tilbedelse.
The Raveonettes ‘Recharge & Revolt’
9. ‘Recharge & Revolt’ (2011)
Efter udflugten til popland på ’In and Out of Control’ søgte The Raveonettes mod et mere sfærisk, synth-sovset og melankolsk udtryk på efterfølgeren ’Raven in the Grave’. Duoens femte og seneste fuldlængdealbum er dermed deres hidtil mest sanselige og søgende.
Sune Wagner indtog igen selv producerrollen. Indspilningsprocessen var inspireret af den måde de aldrende flippere i The Grateful Dead indspillede 1968-albummet ’Anthem of the Sun’, hvor numrene blev klippet sammen af en masse forskellige optagelser, som løbende var blevet indspillet rundt omkring.
På den fabelagtige ’Recharge & Revolt’ smyger knitrende guitarstøj og heliumslette synth-flader sig lystigt omkring hinanden. Resultatet er en næsten shoegazet sag, som slet ikke er til at stå for. I den tilhørende video trasker Wagner de amerikanske highways tynde iklædt militærjakke med et sort flag over skulderen for at sprede budskabet. On the road indeed!
The Raveonettes ‘Railroad Tracks’ (Live fra Copenhagen Sessions)
10. ‘Railroad Tracks’
Sune Wagner har gennem hele sin karriere været en yderst produktiv herre, så gennem årene har der selvsagt hobet sig en ordentlig samling uudgivet materiale op. I slutningen af 2011 besluttede The Raveonettes sig derfor for at samle sjældenheder og b-sider fra karrieren på den fabelagtige opsamling ’Rarities/B-sides’, som udkom i et stærkt begrænset oplag.
Den smukke ballade ’Railroad Tracks’ er et gammelt nummer helt tilbage fra begyndelsen af The Raveonettes’ karriere, og illustrerer fornemt den mere afdæmpede og lidt countryficerede side af duoen. Hank Williams hører til blandt Wagners favoritsangskrivere, og indflydelsen fra den afdøde countrykonge er tydeligt hørbar på denne lille, intime perle – navnlig i ovenstående fuldkommen akustiske liveversion af sangen.