Hvem har vi så her?
DIIV hed indtil for kort tid siden DIVE, og der er rigtigt meget tunge-i-kind over det tidligere dæknavn, Beach Fossils-guitaristen Zachary Cole Smith har valgt til sit spinoff-projekt, der blandt andre også tæller Smith Westerns’ tidligere trommeslager Colby Hewitt. Dels relaterer det meget direkte til moderbandet, og dels er navnets lånegods fra en Nirvana-sang symbolsk for bandmedlemmernes stjernetegn, der alle er i vandets element.
Smith har i et interview forklaret, hvordan han spurgte Devin Ruben Perez, om han ville være med i bandet. Perez stoler blindt på kinesisk astrologi, så for at kunne svare skulle han bruge Smiths fødselsdato. Heldigvis gik sol, måne og stjerner op i en højere enhed, og bassisten fik en spirituel åbenbaring om, hvordan sangen ‘Dive’ på en måde faktisk bare handler om dem! Smith har af respekt for det belgiske band af samme navn dog rodet lidt med bogstaverne, og nu er de altså endt med DIIV.
Lyt til ‘Geist:
Hvordan lyder de?
Tja, sammenligninger med moderskibet er uundgåelige. Smiths signatur – en lyst priklende og ringlende new wave-guitarlyd – indfarver i hvert fald numrene grundigt. Men DIIV har en strammere, mere insisterende, krautrocket fremdrift, et fokus (eller snarere mangel på samme) på stenet repetition og rumklangsudviskede vokaler á la Real Estate fremfor de blåøjede og ligefremme popsange, Beach Fossils dyrker. Debutalbummet ‘Oshin’ udkommer i slutningen af juni via Captured Tracks, der som bekendt også udgiver Smiths andre bandmakkere.
Lyt til ‘Human’: