Dig & Mig

Man fik lidt bange anelser, da Dig & Mig pludselig fik et P3-hit med ’Skyggerne’. For den skramlede og kækt 80’er-referende knaldperle som mange havde forelsket sig i havde med Universals guddommelige indgriben fået lidt af en poleret studieoverhaling, der ikke klædte nummeret. Men det er heldigvis ikke et gennemgående problem på debutpladen, hvor Dig & Mig fyrer den af med iørefaldende Rocazino-poppunk.

’Ugerne de løber’ er skæg og tempofyldt som et Lost Kids-nummer, mens ’Alt det vi ikke må’ ikke rigtigt bliver andet end en (ironisk) tribute til den dansksprogede pops guldalder. ’For enden af november’ har noget af den samme banal/genial-fornemmelse som De Høje Hæle, når de er fedest, mens et par af de andre fræsende uptempo-numre bliver en kende trivielle.

Dig & Mig er faktisk bedst, når vintage-trommeboksen får sig en velfortjent pause og tempoet daler en smule. Barometer-hittet ’Malerne natten hvid’ og ’Når jeg stikker af’ er begge fænomenale popsange med en snert teenage-angst og den lyd af legende umiddelbarhed som gør, at duoens leg med identitet og 80’ernes musikalske rodebunke i bund er grund er charmerende og ikke fortænkt.

Duoens debut har bibeholdt så meget som muligt af Dig & Migs på røven-DIY-stemning, at de overlever den 2012-hurtige tur fra at være undergrundens kæledægger til at være Universals og producer Sune Wagners. Så knap op, sæt pladen på og mal natten hvid.