Grimes – bristede elektroniske drømme
Det har sine ulemper at være 100 procent afhængig et lille stykke fintfølende elektronik. Det måtte DYI-ikonet Claire Boucher aka Grimes erkende, da hun sent lørdag aften gjorde sit indtog som det helt store navn på dette års Pop Revo-festival. En ødelagt loop-pedal kortsluttede den planlagte fest på Voxhall, til størst irritation for den canadiske popprinsesse selv.
Allerede inden Grimes kastede sig ud i sin ultra dansable, futuriske synthpop, der med god grund har gjort hende elsket på rekordtid, undskyldte hun på forhånd for den dårlige præstation, der i hendes hoved var uundgåelig. Den holdning gjorde sig også gældende, da hun satte strøm til de prekomponerede beats på den fængende ’Circumambient’, men konstant afbrød med desperate ’fuck’-udbrud.
Boucher forsøgte at smide frustrationerne ved febrilsk at justere henholdsvis på sin nye pedal og sit karakteristiske hår, og da først electro-perlen ’Oblivion’ fik publikum til at svede, var det som om, at den pokkers charmerende sangerinde genvandt lidt af sin lyst til at flå scenen fra hinanden med tung bas, og glemme de bristede elektroniske drømme.
Læs anmeldelse: Grimes ‘Visions’
Den tiltrængte optur blev fulgt op af den spacey ’Be a Body’ med sine harmonier af svævende lillepigestemmer, der gik over i internethittet ’Genesis’, der trods alt fik publikum til at overgive sig til den lille canadiske popnørd.
Men ak. Grimes opgav efter en halv time på scenen at gennemføre resten af koncerten, og efterlod det støttende publikum, der absolut ikke lod sig slå ud af de elektroniske smerter, i et konfust festlystent vakuum.