Bag om musikken under Distortion

Der er ingen tvivl om, at Distortion er noget specielt. Her taler Tomas Barfod, Dig & Mig og Jean von Baden om musikprofil, Distortion-optrædener og gode minder.

Læs også: Se hele vores Distortion-dækning

Tomas Barfod
Distortions tidligere booker har selv været en hyppig gæst på festivalen, både som dj og som en tredjedel af de funky electro-rockere WhoMadeWho. Antal ‘uofficielle’ jobs har han ikke styr på. I år stod Tomas Barfod bag pulten igen, men hvad synes han egentlig om musikken på Distortion?

Hvordan vil du beskrive musikkens udvikling fra 2008 til 2011, hvor du selv var booker?

»Musikkens udvikling altid har været rimelig konsekvent: Lidt gøgl, lidt upcoming og spændende nye navne og så nogle lidt større navne. Da jeg kom, tror jeg dog, vi tog et lidt større spring i budgettet, så vi kunne booke lidt større«.

Hvordan er årets program sammenlignet med de år?
»Det ser ret godt ud i år, selvom jeg ikke helt har indsigt i alle navne, da jeg sidder her i Los Angeles langt fra kontoret. Men det er mit indtryk, at de holder formlen ret godt: Lidt gøgl, lidt alternativt og lidt stort. Der er selvfølgelig en del dj’s og hosts, som går igen år for år, men det er en Distortion-tradition«.

Hvordan har musikkens rolle forandret sig siden 2008?

»Som sagt blev vores bookingbudgetter lidt større hen ad vejen, hvilket selvfølgelig har det betydet noget for aftenfesterne: De gik fra at være lidt tilfældige små fester til at blive kæmpe arrangementer hver aften. Faktisk tror jeg, at torsdag i 2009 var lige så stor som Final Party i 2006 eller deromkring. Så musikken gik fra at være meget sekundær, især på ugedagene, til at aftenfesterne blev en stor ting i sig selv«.

Jean von Baden
Københavns uofficielle festkonge har optrådt i pavehat, kørt raverbusser og forstuvet begge ankler i forsøget på at løfte Distortion endnu mere. Men hvad er det lige, festivalen kan, som ingen andre kan?

Prøv kort at beskrive dit forhold til Distortion.
»Jeg startede med at køre raver-bussen med forskellige dj’s, da det hele gik amok for en del år siden. Dengang manglede der en event, der viste København som en moderne og ung storby. Jeg elsker stemningen i gaderne, og at folk lever max og kærligt. Det er en af Europas mest spontane og kaotisk anarkistiske festivaler, og det elsker jeg mest ved den».

Hvad har festivalens højdepunkter været for dig?

»Raver-busser, der har fået Nyhavn til at hoppe uden, at de vidste hvorfor. To forstuvede ankler efter, at jeg skulle tisse og hoppede ud over kanten på en dobbeltdækkerbus. At blive jagtet af politiet kl. 9 om morgenen, mens jeg dj’ede iført en pavehat oven på en varevogn ude ved siloen på Islands Brygge. Og særligt sidste år, hvor jeg og Jazzhouse holdt ‘Danish Bacon Love In The Street’: 10-15.000 mennesker i en kærlighedsfest af topkaliber – en af de bedste dage i mit liv«.

Hvad kan Distortion, som ingen andre fester kan?
»Folk, der kun hører radio, kan komme ud og høre nyt og i nogle tilfælde starte helt nye kreative kapitler i deres liv. Desuden er det ikke bare en fest, men et enormt socialt eksperiment: Pludselig er rig, fattig, gammel, ung, handicappet, sort, hvid, freak og forretningsmand samlet. Det giver altid den bedste fest, når folk glemmer deres frygt for det ukendte og vender den til kærlighed«.

Hvad kunne du tænke dig at se af ændringer?

»Som en af de gamle savner jeg lidt de små forbudte side-events – men det er bare at gøre det og tage chancen, hehe…«.

Dig & Mig
Den dansksprogede poppunkduo, der består af Kasper Maarbjerg og Andrea Aagaard, er jomfruer på Distortions scener i 2012, men har oplevet festen og skraldet som deltagere sidste år. Hvad skal der ske til deres koncert? Kasper Maarbjerg svarer.

Hvordan vil I gøre indtryk på Distortion-publikummet?
»Indtil videre har vi ikke tænkt de store tanker om, hvordan folk modtager os. Altså, hvad, de ser, er, hvad de får: Trommemaskine, keyboard, guitar og vokal, og så bare derudaf. Ikke så meget fis. Jeg har dog en idé om, at når pladen kommer, og folk kender numrene, så bliver det hele lige lidt skæggere. Der er jo lagt rimelig meget op til syng-med-og-dans. Hvis man vil gøre indtryk, tror jeg ikke, man skal tænke for meget over, hvad folk vil have. Sådan har jeg det i hvert fald selv. Hvis et band prøver for hårdt på at fremmane en eller anden stemning, bliver det kedeligt for mig. Bare af sted, af sted, af sted!«.

Hvad er jeres eget forhold til festivalen?

»Jeg var til den på Nørrebro sidste år. Det var godt vejr, og af en eller anden grund havde jeg hele tiden adgang til gratis øl. Senere på dagen mødte jeg Andrea, og så festede vi rundt. Ellers ved jeg ikke rigtig… Man kan håbe på, de får lidt mere styr på skraldet i år, så det hele ikke ender i brok ligesom sidste år. Folk skal i det hele taget tage sig sammen med al det skrald. De kunne også godt skaffe nogle af de der udendørs pissoirer, så hele byen ikke bliver sølet ind i urin. Men mon ikke de har ordnet al det gejl til i år?«

Hvad forventer I af jeres koncert?

»At vi leverer og har det skægt, og publikum ligeså. Vi skal nok bare passe på, vi ikke får for meget indenbords i løbet af dagen… Ellers bliver det nok lidt tiltet«.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af