Halvårets bedste sange: Top 10-1

Fra Frank Ocean til EaggerStunn. Her kommer redaktions bud på, hvem der har lavet de hidtil bedste sange i 2012.

Læs også: Halvårets bedste sange: Top 20-11
Læs også: Halvårets bedste udenlandske album: Top 10-1
Læs også: Halvårets bedste udenlandske album: Top 20-11
Læs også: Halvårets bedste danske album

10. Tomas Barfod ’November Skies’ (Ft. Nina Kinert)
Den danske producer fandt med soloalbummet ’Salton Sea’ ømheden, og blev på stand out-tracket ’November Skies’ ledsaget af svenske Nina Kinert, hvis melankolske og krystalklare vokal messer i blid harmoni over de boblende synthlinjer og den knitrende produktion.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

9. Django Django ’Default’
Quentin Tarantinos næste film er en western med titlen ’Django Unchained’, og i et surrealistisk fremtidsunivers ville briternes ’Default’ måske have fundet vej til soundtracket. En arty popskæring med hakkende spaghetti-guitarer, rislende ørkenpercussion og fængslende vokalharmonier. Giddyup partner!

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

8. Santigold ’Disparate Youth’
Guitaren kradser med hidsige indspark, men ’Disparate Youth’ er ud over det urban pop at its finest og det utvivlsomme højdepunkt fra Santi Whites andet udspil. Godt med hi-hat og klimprende piano, kombineret med et keyboard-riff fra en anden verden og et satans godt omkvæd.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. M.I.A. ’Bad Girls’
Det er svært at hamle op med Romain Gavras ultraseje video, men M.I.A.’s musikalske tilbagekomst var i (næsten) lige så høj grad grund til at komme op af stolen. Et nummer hvor dronningen af kontroverser gik tilbage til poppen med en bidende sløset levering over syrede synths og mellemøstlige indskud. Bad Girls unite.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. Usher ’Climax’
Yeah, we know. Det er Usher, flødeprinsen over dem alle. Men hans jævnt overraskende samarbejde med Diplo var alligevel noget for sig. En intens kærlighedssang på den forliste måde, med en ulmende og spartansk produktion, der sjovt nok aldrig klimakser. Som om toppen aldrig bliver nået, ligesom det beskrevne forhold aldrig bliver, hvad det var. Og meget kan siges om Usher, men synge, det kan han sgu.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. Daughn Gibson ’Tiffany Lou’
En digitalt croonende cowboy. Eller noget i den stil. Daughn Gibson kan være svær at kategorisere, men det bliver hans musik ikke mindre rørende af. Her i den triste historie om Tiffany Lou komplet med opklippede samples og spøgelsesvokaler over Gibsons afgrundsdybe fortællerstemme. Smukt på den grimme måde.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. Rhye ’Open’
Mens Sade i 1980’erne var soundtrack til mangt en første gang, har ’Open’ med garanti været 2012’s mest foretrukne elskovshymne. Duoen bag er endnu anonym, men den strygerfyldte og minimalistiske soul-sjæler taler sit eget sprog: Kærlighedens sprog, hvis man må være så corny.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. EaggerStunn ’Kugledans’
Man skal have boet i en hule langt under jorden, hvis man endnu ikke er stødt på ’Kugledans’. De to gamle reggae-ræve stod bag årets hidtil mest svingende landeplage, der med vuggende rytmer og gyngende guitarriffs gav en humoristisk og særdeles ørehængende fuckfinger til ordensmagten. Og hey, Geolo G er med.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. Frank Ocean ’Pyramids’
Med ’Pyramids’ gik Frank Ocean fra elsket opkomling til kunstner med stort K. Et ti minutter langt r’n’b-opus med ambitioner på størrelse med Napoleons, formidlet som en tosidet historiefortælling delt mellem Cleopatra og strippere, svøbt ind i Oceans med tiden kun mere imponerende stemmestyring over de sløsede trommemaskiner og slørede synthlinjer. Hatten af.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. Grimes ’Oblivion’
Man skal bruge Sigmund Freud og Carl Jung på samme tid for at komme i nærheden af, hvad der foregår oppe i Claire Bouchers syrede pophjerne. ’Oblivion’ viste Grimes fra sin hidtil bedste side i et avantgardistisk popnummer af dimensioner, der med boblende synths og Bouchers dukkestemme var ligeså medrivende som det var skørt.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af