Halvårets bedste sange: Top 20-11

20. Christian Hjelm ’Scenen skifter nu’
Figurines-frontmanden skiftede i år til det danske sprog og en tilværelse som soloartist på siden, og første forsmag fra hans kommende album var en ulmende forandringshymne, der halvvejs sætter tempo på, hvor klaver, en dunkende stortromme og Hjelms unikke vokal går op i en højere enhed.

19. Spiritualized ’Hey Jane’
Højdepunktet fra Jason Pierces tilbagekomst var uden tvivl dette næsten ni minutter lange rockbrag, der med guitarknas og storladent kor fræser derudaf for midt i det hele af sætte tempoet på halv styrke uden at tabe intensiteten.

18. Major Lazer ’Get Free’
Lige som man troede, at Major Lazer kun var sat på denne jord for at få din røv til at bounce, vendte de tilbage med denne vuggende sag, der på perfekt afdæmpet vis skaber symbiose mellem de chillede sydlandsvibes og Amber Coffman fra Dirty Projectors blide vokalindsprøjtning.

17. Alt-J ’Breezeblocks’
Joe Newmans stemme kræver måske en smule tilvænning, men når først den er sivet ind er der ingen vej tilbage, når han mærkværdigt crooner »Please don’t go, I love you so« over briternes melankolske altpop-skæring.

16. Chromatics ’Kill For Love’
Titelnummeret fra Chromatics’ monsteralbum var også dets stærkeste. Et glitrende popnummer i al dets italo disco-skinnende skønhed, med Ruth Radelets opgivende vokal dansende henover som tusmørke på storbyens skyskrabere.

15. Alabama Shakes ’Hold On’
Svedigt, swingende og med fødderne solidt plantet i sydstatsmulden. Alabama Shakes tog med deres debut bluesrocken tilbage til rødderne, og serverede den på ’Hold On’ med et overordentligt skud kradsbørstig energi og Brittany Howards skramlede soulcroon i fuldt flor.

14. Purity Ring ’Obedear’
Corin Roddick og Megan James har med deres dragende synthpop vist sig som et at de mest spændende bands det sidste års tid. På ’Obedear’ med James’ lillepigevokal spinkelt balancerende over hult klingende hiphop-beats og den boblende gyserproduktion.

13. DIIV ’Doused’
’Doused’ lyder som at være på flugt. På flugt fra hverdagen, voksenlivet eller hvad fanden, og Zachary Cole Smiths iskolde guitarfigurer formidlede sammen med hektiske trommer og buldrende bas den teenageangst, som de fleste nok har forholdt sig til i tidens løb. Og fik det samtidig til at lyse pissegodt.

12. Cat Power ’Ruin’
Nogle gange kan det at blive dumpet resultere i noget godt – i Chan Marshalls tilfælde fik bruddet med Giovanni Ribisi hende til at færdiggøre albummet ’Sun’. Første forsmag var den fremragende ’Ruin’, hvis rastløse piano og næsten funky baslinjer lagde bund for Marshalls mageløse vokal, mens kradsbørstige guitarudbrud bibeholdt noget af vreden.

11. Beach House ’Myth’
Alex Scally og Victoria Legrand gjorde det igen med ’Bloom’, og mens albummets gennemborende helhed var den helt store bedrift, var ’Myth’ er perfekt møde mellem Scallys storladne og ringlende guitar-arpeggioer og Legrands larger-than-life sirenesang.