- Barselonas Top Tracks: »Man kan jo ikke sige, at man kan lide Metallica, uden at nogen kommenterer på, hvor dårlig han er«
- »Det er et band til tiden«: De fem største scoops blandt dagens Roskilde Festival-annonceringer
- Jada er tilbage efter fire år: »Jeg var nødt til at vente, til jeg havde modet til at fortælle ærligt om de her ting«
TNGHT
Det er ganske på sin plads, at dette iltre og flabede bastardafkom af en ep ender i lyden af tonstunge beats og flasker, der smadrer. De 80’er-effektelskende postdubstep-venner Hudson Mohawke og Lunice har fundet sammen om fem numre, der på legesyg vis formår at udfordre tidens irriterende hang til plastikbeats og spastiske sample-gentagelser.
På bare 16 minutter får d’herrer ommøbleret den herskende hiphop-orden så ganske betragteligt, at rappere som Lil B og ASAP Rocky højst sandsynligt vil trygle om kap for at få lov at smide ord over de instrumentale mutationer.
Det er et temmelig rodet indtryk TNGHT efterlader sig, men rigtig mange sten bliver vendt og kastet rundt, og det er der kommet nogle befriende uhøjtidelige og til tider dybt afsporede hiphop-produktioner ud af.
’Easy Easy’ afslutter ballet, og det er nok passende, da det kræver noget tilvænning, før man for alvor værdsætter måden, hvorpå et high-pitchet vokalsample og lyden af væltende tindåser danner basis for et track, der ganske bizart er enormt groovy. Ligeså forholder det sig med ’Bugg’n’s kloakrørsbeat og de hvinede sireneflader på ’Goooo’.
Hør Top Track: TNGHT ‘Bugg’n’
Samtlige numre er ved nærmere lytning ekstremt simpelt bygget op. Der skal ikke meget mere end en stortromme, en bas, en eller anden effekt, der gør det ud for en hi-hat, og så ellers diverse mere eller mindre udsyrede samples til, før det på mærkværdig vis banger derudaf på ganske effektiv vis. Ikke lige kønt hele tiden, men bestemt prisværdigt at der bliver eksperimenteret med konventionerne.
TNGHT. 'TNGHT EP'. Album. Warp/VME.