Guide: 10 must-sees under Strøm Festival

Vi guider her til ti musikalske oplevelser, du ikke bør snyde dig selv for under Strøm Festival, der ugen igennem byder på et hav af elektroniske godter i Enghaveparken og rundt om i København.
Undergrundsfest i metroen
Endnu engang lægger Københavns metro hus til lyden af elektroniske toner, når Strøm sparkes i gang med Trans Metro Express. I år vil elektroniske talenter som Averos, Hors og Sekuoia, August Rosenbaum og CHILLNGR stå bag mixerpulten, når ekspresstoget kører gennem København.

Trans Metro Express
Mandag den 20. august, 19.00
Vestamager Station, København S
Entré: Metrobillet
All nighter med sværvægterne
Major Lazer er sammen med Richie Hawtin Strøm Festivals helt store sværvægtere. Diplo og Switch står sammen og hver for sig bag nogle af de største klubhits de senere år, og det er ikke til at sige, hvilket hemmeligt es der ligger i ærmet, når der onsdag er koncert i Store Vega. Bare i dag annoncerede Diplo, at han samme nat giver et dj-set med jungletema i Pumpehuset efter koncerten.

Major Lazer
Onsdag den 22. august. klokken 21.00
Store Vega, København V
Entré: 200 kr.
Juke på Loppen
En vaskeægte juke-legende kommer til Christiania. Traxman fra Chicago har gennem lang tid vist sig som en af footwork og jukes vigtigste producere og dj’es, og kommer til Loppen for at give en opvisning i den house-udsprungne genre. Foruden Traxman vil en række af dansk musiks førende juke-navne varme publikum op bag dj-pulten.

Chicago’s best crack!
Onsdag den 22. august, 22.00
Loppen, Christiania, København K
Entré: 50 kroner
Svinsk biblioteksbesøg
Den danske elektronicamester Bjørn Svin tager plads i det varme sæde, når han skal interviewes om sit arbejde og sin brug af det interaktive musikprogram Audiofaktor. Bagefter vil Bjørn Svin demonstrere brugen af programmet under en unik koncertoplevlese, så publikum samtidig kan kigge ham over skulderen. En aften både for teknik- og musikinteresserede.

Audiofaktor med Bjørn Svin
Fredag den 24. august, klokken 17.00
Københavns Hovedbibliotek, København K
Entré: Gratis


Techno-mester i Enghaveparken
Fredag sættes der strøm til koncerterne i Enghaveparken, og engelsk-canadiske Richie Hawtin er uden tvivl det største navn på plakaten. Både som Plastikman og i eget navn har Hawtin været en superstjerne på techno-scenen i godt tyve år, og hans optræden i Enghaveparken vil give mulighed for at opleve en af de helt store, helt tæt på. Og så giver han forresten også et dj-set på Culture Box senere på natten.

Richie Hawtin
Fredag den 24. august, Apollo Scenen, kl. 23.00
Enghaveparken, København V
Entré: 20 kroner
Dubstep i det grønne
Emika bor i Berlin, men stammer fra England, og har dermed taget de klassiske dubstep-dyder fra Bristol og London med sig til sine udgivelser på Berghains Ostgut Ton samt Ninja Tune. Hendes selvbetitlede debutalbum fra sidste år var fremragende, og de bastunge toner burde runge på den gode måde fredag i Enghaveparken.

Emika
Fredag den 24. august, Grass Scenen, klokken 19.00
Enghaveparken, København V
Entré: 20 kroner
Dæmoner i Enghaveparken
Sidste år hærgede de Københavns undergrund til Trans Metro Express, men i år indtager de Enghaveparken. De to fyre i Kenton Slash Demon har netop sluppet Top Tracket ‘Ore’, og denne koncert på Strøm skulle eftersigende være den første live-optræden med det nye materiale, Jonas Kenton og Silas Moldenhawer har bikset med i studiet på det seneste.

Kenton Slash Demon
Lørdag den 25. august, Apollo Scenen, klokken 23.00
Enghaveparken, København V
Entré: 20 kroner
Californisk glitch
Man kan lidt høre det på navnet. Jimmy Tamborello spiller hverken tamborin eller cello, men er en meget musikalsk og ikke mindst travl mand. Til dagligt passer han vokalen i bandet Figurine og har også stået for produktionen på det semi-klassiske album fra The Postal Service sammen med Ben Gibbard. På Strøm er han her med sit eget projekt Dntel for at vise sine egenskaber ud i glitch og electronica.

Dntel
Lørdag den 25. august, Apollo Scenen, klokken 20.00
Enghaveparken, København V
Entré: 20 kroner

Danske kræfter smedes sammen
Det er nogle af Danmarks allerbedste kræfter indenfor dub og techno, der lørdag bliver smedet sammen i Enghaveparken til en unik koncert, når Mikkel Metal, Northern Structures og Pattern Repeat slår sig sammen.

Mikkel Metal vs Northern Structures vs. Pattern Repeat
Lørdag den 25. august, Apollo Scenen, kl. 18.00
Enhaveparken
Entré: 20 kroner
Chill out på hjul
Håret skal toupéres, Hubba Bubba-tyggegummiet pakkes ud og rulleskøjterne snøres, når Strøm inviterer til Roller Disco på Den Røde Plads søndag. Han du ingen balance på hjulene, så medbring dine tømmermænd, og snup en burger til udsigten af rullende gæster og til tonerne af boogie-musik og bløde basrytmer fra blandt andre Morden One og folkene fra Fyraftensboogie. En perfekt afslutning på en uge pakket med elektronisk musik.

Roller disco på Den Røde Plads
Søndag den 26. august, klokken 15.00
Den Røde Plads, København N
Entré: Gratis

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af