Bob Dylans 10 vigtigste album

Han er en af vor tids største ikoner og mest betydningsfulde kunstnere. En legende med et skatkammer af en diskografi, der strækker sig tilbage til 1962. Vores skribent Jonas Sølberg giver her en kronologisk gennemgang af, hvad han ser som rebellens ti vigtigste album.
Bob Dylans 10 vigtigste album
Bob Dylan.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. ‘The Freewheelin’ Bob Dylan’ (1963)
– En knægt kommer til byen

Dylan havde i 1963 befundet sig to år i New Yorks kreative boheme-bydel Greenwich Village. Ikke at den generte knægt fra Minnesota havde ligget på langs i sine første år. Tværtimod havde han formået at stige fra at være en ukendt musiker på røven, der spillede sig fra bar til bar, til at udgive sit selvbetitlede debutalbum, der mestendels var fortolkninger af melodier og lyrik hentet fra gammel country, blues og i særdeleshed folk. Debuten havde kun solgt små 5.000 plader, da Dylan udgav dette, sit andet album, men det faktum ændrede ‘The Freewheelin’ Bob Dylan’ alt på.

I en præstation, der var utallige gange ældre end hans alder og flere gange større i perspektiver, end det burde være muligt for en 21-årig knægt fra The Midwest, udgav han et af sine mest notorisk og stjernespækkede album, der med numre som ‘Blowin’ in the Wind’ og ‘A Hard Rain’s A-Gonna Fall’, krydret med en lurende Cubakrise, skulle blive soundtracket til en hel protesterende ungdomsgenerations krav om lighed og frihed med Dylan som den nye messias.

Dylans andet album gav ham hitsingler nok til en hel karriere og viste, at han udover politiske og spydige protestsange også kunne skrive kuldegysende enkle kærlighedssange som ‘Girl From the North Country’, ‘Don’t Think Twice, It’s Alright’ og den mindre kendte men mindst ligeså flotte ‘Corina, Corina’.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. ‘The Times They Are a-Changin” (1964)
– En generations frelser

»Come gather ’round people wherever you roam / and admit that the waters around you have grown / and accept it that soon you’ll be drenched to the bone«. Med en dyster bekendtgørelse introducerede Dylan omverdenen for sit tredje album i januar 1964. Ligeså alvorsfulde Dylans socialrealistiske tekster var på denne plade, ligeså nedbarberet og kynisk var lydbilledet. Ofte var det kun ham selv (dengang stadig med en tilnærmelsesvis klar og ungdommelig stemme) en guitar og en hvinende mundharmonika. Selv LP-coveret præsenterede sangeren i en tydeligt skeptisk ansigtstrækning skåret ud af tidens sociale og politiske tumult.

Sangene på pladen beskrev enten fattigdommen og samfundets uretfærdighed som den kulsorte og tragiske historie om ‘Hollis Brown’, eller var symbolske fabler om snarlige revolutioner, hvor David ville nedlægge Goliat med sit-ins og pacifisme som våben, som eksempelvis i titelsangen eller den maniske ‘When the Ship Comes In’.

Sjovt nok kan man i den fabelagtige Scorsese-dokumentar ‘No Direction Home’ høre Dylans daværende kæreste, folksangerinden Joan Baez, fortælle, hvordan netop sangen ‘When the Ships Come In’ trods den ellers åbenlyse, samfundsrevsende metaforik, faktisk blev klampet ned af Dylan i en rus af fornærmet forfængelighed efter han – langhåret og folksangertjavset – var blevet afvist i indgangen til det hotel, hvor de to boede.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. ‘Brint It All Back Home’ (1965)
– And so a rockstar was born

Outrage! Det engelske publikum i salen i Manchester er ikke tilfredse. De har betalt mange penge for at høre folkesangeren Bob Dylan – spokesman of a generation, ham med alle protestsangene og den akustiske guitar. I stedet står foran dem et brølende seksmandsband med Dylans sorte, elektriske Telecaster, der skinner dem i ansigtet, som var den kølerfiguren på en splinterny Chevrolet. »Judas!« lyder de delvist inderlige, delvist skuffede råb fra salen. Dylan svarer sit publikum ved at beordre sit band: »Play it fucking loud!«.

Ud over at være første skridt ind i den elektriske Dylan-æra signalerede det fjerde album også et definitivt brud på to fronter: Et brud med mange af Dylans oprindelige folk-fans og et brud med protestbevægelsen.

Som Dylan i 2004 skrev i sin selvbiografi ‘Chronicles: Volume One’: »Hvad end modkultur nu engang var, så havde jeg i hvert fald fået nok af det«.

Pladens måske mest langtidsholdbare nummer skulle paradoksalt nok vise sig at blive ‘Mr. Tambourine Man’, som var en del af pladens akustiske b-side – de to forskellige sider var en indikator på, at ikke engang Dylan selv var helt sikker på, hvor han var på vej hen musikalsk. ‘Subterranean Homesick Blues’ og ‘Maggie’s Farm’ skulle dog vise sig at være de ægte krystalkugler for Dylans musikalske fremtid.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. ‘Highway 61 Revisited'(1965)
– Fra rockstjerne til ikon

I 2003 udgav musikmagasinet Rolling Stone en ambitiøs liste over verdens 500 bedste albums og placerede denne plade på en 4. plads kun overgået af tre The Beatles-album. I 2004 strøg Dylan så til tops, da magasinet i en tilsvarende liste over sange placerede den nonchalante og nærmest garagepunkede pladeåbner med et af musikhistoriens mest kendte orgel-riff, ‘Like a Rolling Stone’, som nummer et. En sang, Dylan også selv har kaldt for sin bedste.

Nummeret blev et personligt vendepunkt for hans karriere, da Dylan fandt frem til den rockede lyd, han egentlig altid havde stræbt efter, men af omstændighederne – folkmusik var og blev start-60’ernes varmeste bolle – havde været tvunget til at begrænse.

Udtrykket på ‘Highway 61 Revisited’ kan måske i dag virke som en skånsom omgang rock’n’roll, men var i 1965 intet mindre end en ny revolution sponsoreret af Mr. Bob. Den rendyrket elektriske plade miksede elementer fra blues, rock, folk og pop og var med perfekt præcision banket sammen med intelligente tekster. Det skabte et helt nyt og flabet musikalsk udtryk, som paralyserede en 15-årig Bruce Springsteen, og med numre som ‘Highway 61 Revisited’ og ‘Tombstone Blues’ tvang The Beatles til at tænke helt ud af boksen i deres egen sangskrivning ifølge Paul McCartney.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. ‘Blonde On Blonde’ (1966)
– Det første mesterværk

Efter Dylans syvende album havde han nu back to back udgivet tre rock-album. Forvandlet fra en generet folk-sanger i skovmandstern til en kæderygende rockstjerne, døgnet rundt iført læderjakke, chelsea boots og solbriller, var Bob Dylan nu nærmere anarkist end socialist. Han havde gjort det til sin mission at skide på andres forventninger til ham selv og hans musik, hvilket blandt andet kan ses i D. A. Pennebakers fantastiske fluen-på-væggen-dokumentar ‘Dont Look Back’, som følger Dylan i England i 1965.

Attituden går tydeligvis igen på ‘Blonde On Blonde’, der præsenterede en Dylan, som snerrede og hvæsede med mere gift og overbevisning end Johnny Rotten, og bestemt var punk i holdning, hvis ikke nødvendigvis i musikalsk stil.

Efter problemer med at få hul på pladen blev optagelserne flyttet til’ The Music City’, Nashville, Tennessee, hvor lokale musikere blev hyret og sat i en rundkreds i studiet, som sad de på en intim bluesbar. Det gav den umiddelbare og smittende dynamik som hele pladen, og i særdeleshed åbneren ‘Rainy Day Women #12 and 35’, oser af.

Pladen bliver ofte kaldt for Dylans bedste takket være monumentale numre som ‘Visions of Johanna’, ‘I Want You’ og en idérigdom, der ubesværet pendler mellem fjollet, seriøs og surrealistisk – undertiden endda i samme sang.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. ‘Blood On the Tracks'(1975)
– Åbenhjertig og bitter smerte

‘Blood on the Tracks’ bliver også kaldt ‘The Breakup Record’, da stort set alle sangene på albummet er direkte afledt af Dylans fallerede ægteskab med konen Sara. Dylans 15. studiealbum er da også en stille, deprimerende og eftertænksom skive, som i udtryk og stil står alene i hans diskografi. Pladen var desuden også et stort skridt ud af den musikalske skygge for sangeren, som ifølge musikbranchen ikke havde udgivet noget betydeligt album siden 60’ernes slutning.

Selv sagde Dylan, at han var blevet inspireret af den russiske forfatter Anton Tjekhovs noveller, hvilket dog synes tvivlsomt, så snart man fornemmer pladens inderlighed.

Sangene ‘If You See Her Say Hello’, ‘Idiot Wind’ og i særdeleshed ‘Tangled Up In Blue’ er sange, man må og skal kende, hvis man helliger sig eftertænksom og intelligent singer/songwriting med temaer som hjertesorg og bitterhed. Alle kanoniske værker indenfor genren.

Journalisten Peter Hamill’s Grammy-vindende essay, som prydede bagsiden af LP’ens omslag, fortalte rammende, hvad det var, Dylan på magisk vis formåede at fremmane hos lytteren på ‘Blood On the Tracks’: »Dylan is the one who has most clearly taken the rolled sea and put it in a glas«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. ‘Desire’ (1976)
– Verdensmusik med noget på hjerte

Sangtitlerne på dette farvestrålende og sammensatte album tæller blandt andet ‘Mozambique’, ‘Black Diamond Bay’ og ‘Romance In Durango’, og fortæller historien om Dylan gone world music med alt hvad dertil hører af violiner, congatrommer, harmonika og arabisk inspirerede vokalfraseringer.

Historierne på albummet er mindst ligeså spraglede som musikken og fyldt med interessante livshistorier. Åbneren, den virtuose violindrevne ‘Hurricane’, er en autentisk historie om den morddømte, sorte bokser Rubin ‘Hurricane’ Carter. ‘Joey’ handler om gangsteren Joey Gallo, og ‘Sara’ er Dylans mest personlige og åbenhjertede erklæring til sin kone, som i 1977 skulle blive hans eks.

Den sløvt hypnotiserende ‘Isis’ var dog for mange fans albummets perle, hvor et gravrøveri er en del af en psykedelisk fortælling, der ultimativt og som ofte for Dylan i denne periode har kærlighed som det store tema.

Eric Clapton var blandt de fem guitarister ud af over 20 studiemusikere, som deltog i de første, kaotiske forsøg på at indspille ‘Desire’. De fleste sange kom først i kassen, da bandet var reduceret til fem-seks faste musikere, der blandt andre talte en ung og smuk Emmylou Harris med en mindst ligeså smuk, countryinspireret baggrundsvokal. Ingen Clapton dog.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

8. ‘Slow Train Coming'(1979)
– Ombord på Guds tog

Måske var det den forliste kærlighed, som gjorde Bob Dylan religiøs? Andre rygter nævner en episode, hvor en syg og udmattet Dylan under en langdrager af en koncert får et kors smidt op fra salen, som han tager på og finder enorm styrke i. Senere møder han endda også Jesus på sit hotelværelse i Tuscon.

Hvad end grunden var, så udgav Dylan i 1979 ‘Slow Train Coming’, hvor hverken coveret eller titlen overlod ret meget til fantasien. Som han synger på albummets første track: »You’re gonna have to serve somebody / It might be the devil / It might be the lord«. Dylan var ombord på Guds tog.

Kritikere har ofte været ude med riven efter Dylan, fordi han var blevet nyreligiøs og sentimental. Men ser man bort fra nogle lidt for salige tekster hist og her, er der tale om en stor, stor plade.

Åbneren ‘Gotta Serve Somebody’ er en 80’er-sprød satan med Dylan messende som en gravalvorlig sydstatspræst. Efterfølgeren ‘Precious Angel’ åbnes med fantastisk fængende guitarspil af en vis Mark Knopfler. Dylan var fan af det nye, britiske rockband Dire Straits, og så kunne det vel ikke være anderledes, end at Knopfler overdryssede pladen med sit guitartalent. Sangen åbner under en palme på en sydhavsø i Caribien og slutter til gospelkoncert.

Uden mange svage numre og med elegante produktioner i overflod, er albummet et uomgængeligt værk i Dylans enorme diskografi.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

9. ‘Time Out of Mind'(1997)
– Hjemvendt fra middelmådigheden

Hammondorgel-ska og distortet, overdrive-vokal!? Ja, hvorfor ikke? Manden har aldrig været bange for at udfordre sig selv og sine fans. ‘Time Out of Mind’ markerede således en hårdtslående og hæs Dylan, der meldte sin tilbagekomst på alverdens musiklæber.

Albumåbneren ‘Love Sick’ må således have fået en del kæber til forarget at falde i 1997. Den gamle protestsanger – gone sour once more – besynger på en ubehagelig brandert af hjertesorg og whiskey den gustne kærlighed, som var han på sin 67-års fødselsdag endnu engang blevet molesteret hele vejen indefra og ud af et hunkønsvæsen med dertilhørende hammer og mejsel.

De fleste anmeldere roste det bedste Dylan-album i 20 år efter de meget tynde Dylan-80’ere. Dette ikke mindst takket være producer Daniel Lanois, der blandt andet havde produceret U2’s ‘The Joshua Tree’, som var kreatøren på den til tider mystiske, til tider verdensfjerne og til tider naivistisk bluesede plade. Dylan selv var naturligvis ikke tilfreds og surmulede på Tom Waitsk niveau over alt fra kedsomhed til de moderne tiders højteknologiske produktioner.

Var der stadig nogle, som endnu ikke skævede enten ufornøjet eller misundeligt til Dylan efter albummets første time, serverede han kold som flydende nitrogen den 16 minutter lange blues Highlands som albummets outro. Beskeden var tydelig: »I’m back and if you don’t like it I couldn’t care less«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

10. ‘Love and Theft'(2001)
– Tilbage til rødderne

Daniel Lanois havde pillet lidt for meget, og træt af andre mennesker hyrede Dylan produceren Jack Frost (pseudonym for Bob Dylan) til at skære ind til benet på sit næste album. Som en selvfølgelighed rejste Dylan så langt tilbage til fortidens mørke og svedige rootsrock som muligt. Tilbage til 40-50’erne, hvor han altid havde befundet sig bedst. Albumtitlen kunne derfor ikke være mere velvalgt.

Hvor 2009’s ‘Together Through Life’ og 2006’s ‘Modern Times’ – deres store respektive kvaliteter til trods – kan opleves henholdsvis at blive lidt af en polkaplettet guide til ‘applicering af harmonika på alle musikgenrer’ og blues-tomgang, er denne moderne Dylan-klassiker nummer to en væsentlig mere eventyrlysten sag.

Udover at åbne pladen med festen ‘Tweedle Dee & Tweedle Dum’, som er et af Dylans sjoveste og mest psykedeliske numre de sidste 20 år og ydermere skide catchy, pendler han i øst og vest lyrisk og i særdeleshed musikalsk uden at svigte bluesen, som er pladens røde tråd.

Man smager på country, bluegrass, swing-ballader, folkrock, americana og meget mere på et overdådigt, forhistorisk tagselvbord, hvor hofretten foruden åbneren er den livstrætte og ulykkelige ballade ‘Mississippi’, der ville have været en naturlig og skræddersyet outro på myten Dylans sidste album: »Well my ship’s been split to splinters and it’s sinking fast / I’m drowning in the poison, got no future, got no past / But my heart is not weary, it’s light and it’s free / I’ve got nothing but affection for all those who sailed with me«.

Glat som teflon serverer Dylan henkastet ‘Mississippi’ som track nummer to på pladen og har siden færdiggjort tre yderligere udgivelser – det eneste, som ikke længere overrasker er vel, at Bob Dylan altid overrasker.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af