I dag er bands små firmaer, der styrer musikerne stramt og professionelt ned ad karrierevejen. Men hvad blev der af tiden, hvor rocken var totalt ude af kontrol og stolt af det? Vi anbefaler ti stærke film og bøger, der indfanger fortidens fordærv.
The Rolling Stones ‘Cocksuckers Blues’
1. Kokain for åben skærm
‘Cocksucker Blues’, dokumentarfilm (1972)
Ingen rockhistorisk gennemgang uden The Rolling Stones der lige siden dannelsen i 1962 har været inkarnationen af hedonistiske bad boys (ok, knap så meget de seneste årtier). Deres heyday dokumenteres i denne sort/hvide film, centreret omkring en USA-turné i 1972, og ved hjælp af kameraer uddelt og håndteret af turné-crewet kommer vi helt tæt på udskejelserne. Mick Jagger sniffer kokain, roadier skyder heroin, groupier får ‘full treatment’ i tourbussen, og en permanent påvirket Keith Richards tyrer et tv ud af vinduet på et hotel. Filmen er officielt aldrig udkommet, antageligt på grund af de eksplicitte misbrugsscener, men i bootleg-miljøer opnåede den hurtigt legendarisk status.
‘Almost Famous‘-trailer
2. Groupie Love
Pamela Des Barres ‘I’m With the Band: Confessions of a Groupie’, biografi (1987)
Du har sikkert set Kate Hudson give den gas som groupien Penny Lane i ‘Almost Famous’ og måske ligefrem fantaseret om at komme korporligt tæt på dit største musikidol. Den drøm levede Pamela Des Barres ud i 60’erne og 70’erne, hvor hun oplevede guitarrockens voksende stjernestatus og medfølgende excesser i lystigt selskab med blandt andre Frank Zappa, Jimmy Page fra Led Zeppelin, Mick Jagger og sågar Don Johnson(!). Herigennem får man både et indblik i, hvordan groupierne i bedste ‘68-stil ser deres liv som (seksuelt) frisættende – og hvordan rockmusikernes nyvundne status stiger dem megalomant til hovedet.
Lester Bangs interview
3. Rock’n’roll-journalisten
Lester Bangs ‘Psychotic Reactions and Carburetor Dung’, artikelsamling (1988)
Den klassiske rockjournalistik blev i høj grad skabt op gennem 70’erne, og den mest centrale formidler i disse formative år var Rolling Stone-journalisten Lester Bangs. Den buttede drukkenbolt med den snaskede skovsnegl var dødeligt forelsket i rock og punk, som han beskrev i et stilskabende, subjektivt sanset og ‘stream of consciousness’-inspireret sprog. Han var notorisk berygtet for sine uforudsigelige interview, gerne baseret på upassende og konfronterende spørgsmål, og ikke bleg for at gå ekstra hårdt til sine egne helte, hvilket flere gange har fået Lou Reed op i det røde felt. Bangs døde i 1981, kun 33 år gammel, af en overdosis nervemedicin.
Sex Pistols ‘Anarchy in the UK’
4. Røvfuld af Sex Pistols
Nick Kent ‘The Dark Stuff’, artikelsamling (1994)
Når man kan overtale Iggy Pop til at skrive forord til en artikelsamling, må man være rimelig rock’n’roll. Og britiske Nick Kent er da også en af de helt store inden for klassisk rockjournalistik i kraft af sin rolle som flittigt registrerende førstehåndsvidne til dels den glamourøse 70’er-guldalder med streg under ‘sex, drugs & rock’n’roll’ – som den langhårede og læderbukseklædte Kent også selv gladeligt gik om bord i – og den tilhørende selvdestruktion, og dels punkens larmende opgør med samme. Hans kompromisløse stil gjorde ham til hadeobjekt hos mange musikere, mest mindeværdigt da Sex Pistols’ Sid Vicious og bandets hangaround-ven John Wardle gav Kent læsterlige klø, da de spottede ham til en koncert.
Mötley Crüe ‘Looks That Kill’
5. Grænseløs strøm af sprut
Mötley Crüe ‘The Dirt’, biografi (2001)
Hvis man virkelig har levet det vilde rockstjerneliv, så kan hukommelsen indimellem svigte. Det er ‘The Dirt’ (hvis forside meget passende prydes af en redesignet flaske Jack Daniels) et forrygende bevis på. For hvor Mötley Crües musik er et forholdsvis forglemmeligt kapitel, så er historien om de amerikanske pikrockere mindeværdig – blandt andet på grund af bandmedlemmernes divergerende minder om storhedstidens i 80’erne og 90’erne og den medfølgende, grænseløse strøm af sprut, stoffer, groupies og dødsfald. Så vildt gik det for sig, at bandets manager på et tidspunkt lænkede trommeslager Tommy Lee (jeps, det er ham med Pamela Anderson-sextapet) fast på hans hotelværelse for at holde rockroden fra sjusser og snitter!
Trailer ‘Dig!’
6. Branchen fucker musikere op
‘Dig!’, dokumentarfilm (2004)
Denne dokumentar et af de mest slående eksempler på, hvor langt ud man kan komme, hvis man vier sit liv til rock og rul. Den beskriver det had/kærlighedsfyldte forhold mellem Courtney Taylor-Taylor og Anton Newcombe, frontmænd i de konkurrerende rockgrupper The Dandy Warhols og The Brian Jonestown Massacre, der starter filmen som slyngvenner og syv år senere ender i hvert sit hjørne af musikbranchen. Mens rockdandyerne har scoret en major label-kontrakt, står den gal/geniale excentriker Newcombe mere og mere isoleret, forladt af band, publikum (som ofte får spark og slag med på vejen), kæreste og manager. Som Guardian skrev i en omtale af filmen: »Musikbranchen fucker musikere op på den ene eller anden måde: Ved involvering, afvisning, eller begge dele«.
Red Hot Chili Peppers ‘Californication’
7. Livstruende misbrug
Anthony Kiedis ‘Scar Tissue’, biografi (2004)
Ok, måske er Red Hot Chili Peppers’ funkrock ikke den mest rock’n’rollede genreafart. Men det har frontmand Anthony Kiedis til gengæld kompenseret for med et langt liv i overhalingsbanen, og hans selvbiografi lægger ikke fingre imellem. Hans mildest talt upædagogiske pusher-hippie-far lagde grundstenene ved at introducere sin søn til både hash og sex (med faderens kæreste!), da Kiedis kun var 12 år gammel. Herefter fulgte årtier med massivt og livstruende stof- og alkoholmisbrug, flugtforsøg fra et rehabiliteringscenter og en gennemført nymfomanisk livsstil med skiftende kvinder i svingdørstempo – her iblandt Sinead O’Connor, punkdivaen Nina Hagen og filminstruktøren Sofia Coppola – i takt med at RHCP voksede sig større og større.
Guns N’ Roses – Slash solo
8. Storforbrug af strippere
Slash ‘Slash’, biografi (2007)
En af den hårde rocks mest ikoniske riffmaskiner er indiskutabelt Guns N’ Roses’ krølhårede leadguitarist. L.A.-bandet solgte i løbet af sin storhedstid på den gode side af 100 millioner album, og hvilke muligheder der fulgte med en plads øverst i rockens hierarki, giver denne biografi indblik i. Dramaet har altid været en del af gruppens dynamik, ikke mindst imellem Slash og Axel Rose, og bogen fremstiller da også forsangeren som en excentrisk, narcissistisk og grådig krukke. Til gengæld sparer Slash heller ikke sig selv i de udleverende beskrivelser af sit eskalerende forbrug af stoffer af enhver art samt et legetøjsagtigt forbrug af strippere og pornoskuespillere.
‘Lemmy’ trailer
9. Cigaretter, whisky og pige
‘Lemmy’, dokumentarfilm (2010)
Man kan komme langt med fire akkorder, en grusgraverrøst og en uudtømmelig tørst efter cigaretter, whisky og nøgne piger. Det har i hvert fald været den opskrift, Motörhead med succes har fulgt siden 1975, personificeret ved gruppens ankermand og notoriske heavy metal-hulemand, forsanger Ian ‘Lemmy’ Kilmister. Historierne om hans vanvittige indtag af våde varer og høje antal af sengepartnere har hele vejen igennem karrieren været guf for rockmytologisk interesserede musikjournalister, og i filmen bidrager venner som Dave Grohl, Slash, Lars Ulrich og Ozzy Osbourne med anekdoter om den kompromisløse waliser. Og så kommer man også på besøg i hovedpersonens hjem, der blandt andet rummer en bugnende samling af nazi-relaterede hjelme, uniformer og artefakter!
Nivana live ‘Lithium’
10. »Jeg var totalt væk på stoffer«
‘Hit So Hard’, dokumentarfilm (2012)
Det kan godt være, at grungerocken var en reaktion på de rock’n’roll-klicheer, der dominerede 80’ernes amerikanske puddelhunderock. Men paradoksalt nok rummede modbevægelsen også sin egen store dosis af selvdestruktive, narkorelaterede udskejelser, i takt med at bands som Nirvana, Hole, Alice in Chains og The Smashing Pumpkins opnåede massiv kommerciel succes. Det forhold beskrives i denne spritnye dokumentar, som portrætterer den tidligere Hole-trommeslager Patty Schemel, der på et tidspunkt var tæt på at krepere på grund af stoffer og sprut, via intime hjemmevideoer (heriblandt optagelser med Kurt og Courtney) og interviews med bandmedlemmerne. Som Courtney Love konstaterer undervejs: »Jeg var totalt væk på stoffer, jeg kan ikke huske en skid«.
Artiklen er tidligere blevet bragt i Soundvenue #65.