Vi tog et smut til Nashville for at komme lidt tættere på myten og arbejdshesten Jack White. Læs stort interview med guitarlegenden, der mandag aften spiller i Falconer Salen.
Wanda Jackson og Jack White ‘Third man records’ 2011
Han ligner en karakter fra en Tim Burton-film, som han sidder der bag sit skrivebord. Lettere fedtet og ravnsort hår, der indrammer hans skælmske Johnny Depp-mimik. Og rollen, han spiller, er Direktøren for det hele i sit eget pladeselskab, Third Man Records, der ud over Jack Whites egne udgivelser har sendt vinyler på gaden med så forskellige kunstnere som First Aid Kit, Wanda Jackson og Black Milk. Det er her i selskabets hovedkvarter i Nashville, at jeg møder Jack White.
»Det var fedt, ikke?«, spørger han begejstret med henvisning til koncerten aftenen før, hvor han – hvis man ser bort fra en optræden i Saturday Night Live – gav sin første solokoncert efter i ti år at have turneret med bands som The White Stripes, The Dead Weather og The Raconteurs.
Læs også: Beck udgiver single på Jack Whites label
Som led i fejringen af Third Mans treårs fødselsdag indtog han scenen foran begejstrede branchefolk og europæiske journalister. Faktisk gav han to koncerter. Den ene med et kvindeligt backing-band og den anden med et mandligt, begge gnistrende energisk og øredøvende høj bluesrock med Jack Whites særegne vokal som centrum. Ikke en gimmick, understreger han, men en måde at udfordre sig selv på.
»Det var en idé, jeg fik under indspilningerne af solopladen. Den ene dag inviterede jeg kun kvinder med i studiet og den anden dag mænd. Jeg ville teste det og fandt ud af, at det gav en helt anden dynamik«, forklarer han om eksperimentet og fortsætter: »Det ville være for nemt bare lige at finde fem fyre, der spiller godt, og så stille mig i spotlightet. Mine solokoncerter skal være en udfordring for mig selv«, fortæller Jack White og svinger sine fødder op på skrivebordet.
Jack White surprise-koncert med all-female crew
White Stripes ‘One Note Show’
Gode og dårlige ideer
For de to hold musikere var aftenens koncert formentlig en meget mærkelig oplevelse, da de to bands bestod af præcis samme instrumentering, men ingen af dem havde set hinanden spille før koncerten. Men når Onkel Jack får en fiks idé, adlyder man. Og det går da oftest også godt, selv om man indimellem har kunnet undre sig over hans påhit.
Som da The White Stripes spillede verdenshistoriens korteste koncert bestående af én enkelt tone, eller da han sidste år valgte at samarbejde med de notorisk bøvede trailer-trash-rappere fra Insane Clown Posse. Men én af hans mere inspirerede ideer var Third Man Records, som efter tre år kan prale af at have solgt over en halv million vinyler – ganske godt for et nyt selskab, der har udgivet mange meget små og nicheprægede kunstnere.
Hovedkvarteret, hvor dobbeltkoncerten og selskabets fødselsdagsfest fandt sted, og hvor jeg dagen efter møder White, ligger et stykke væk fra den livlige og turistede gade Broadway i Nashville, hvor man virkelig kan få sin indre cowboyhat på med oceaner af livemusik af stærkt varierende kvalitet.
I en gammel lagerbygning ved siden af et kristent værested for hjemløse har White med god hjælp fra sine favoritarkitekter og en sjat royalties-millioner fra de glade start-00’ere indrettet et utroligt fantasiunivers. Med skriggule lakgulve, udstoppede dyr og massevis af nips og memorabilia fra et bizart smalltown-Amerika, der muligvis aldrig har eksisteret, som et 50’er-køkken og glasdøren fra en gammel tandlægepraksis. Det ligner præcis noget, som kun en lettere excentrisk, men visuelt bevidst rockstjerne kunne finde på. Men egentlig havde han slet ikke nogen rigtig plan med stedet.
Læs også: Jack Whites største øjeblikke
»I starten var det egentlig bare for at have et sted at opbevare mit gear, når jeg ikke var på turné, men så fik jeg ideen om at genudgive de gamle The White Stripes-plader på vinyl, og siden har det bare grebet om sig«.
Det ser man, når man går rundt i Third Mans lokaler, hvor der hænger billeder af mange af selskabets samarbejdspartnere – blandt andet et af den amerikanske komiker Stephen Colbert i fuldt goth-outfit med en Grammy i hånden, som han fik for sit julealbum, ‘A Colbert Christmas – The Greatest Gift of All’.
Se Jack White hos Stephen Colbert HER
Valget af Nashville som base for Third Man Records virker på én gang både oplagt og besynderligt. Oplagt fordi Jack White, der har boet i byen siden 2005, har en autistisk forelskelse i gammel amerikansk musik, og Nash Vegas, som den festlige by populært kaldes, har som bekendt en lang tradition for musik af den allermest amerikanske slags. Det var her, legendariske outlaws som Waylon Jennings og Kris Kristofferson tog stoffer og gav en rebelsk fuckfinger til den polerede del af branchen. Det var her, Johnny Cash indspillede sine bedste plader, og her Bob Dylan fandt sin nye stemme på ‘Nashville Skyline’. Hank Williams, Merle Haggard – de har alle sammen været her og sat deres præg på byen.
Men samtidig kan valget af Nashville virke mærkeligt, når man tænker på den del af musik- og countryindustrien, der præger byen i dag. Der er langt fra Brad Paisley og Taylor Swifts glatproducerede pop tilsat banjo og violin, til dét country-puritanere betragter som ‘autentisk’.
Læs også: 25 kærlighedssange du skal høre
»Af en eller anden grund føler jeg mig bare godt tilpas her. Det er rart at være i Syden, og jeg sætter pris på den lange musikalske tradition«, forklarer Jack White, der dog – rigtigt gættet – ikke er særlig vild med de millionsælgende konger og dronninger af country-hitlisterne.
»Som med så megen anden moderne musik i dag, uanset genre, så har teknologien overtaget fuldstændigt og får musikken til at lyde virkelig plastikagtig og overproduceret«.
Den ‘falske’ computermusik er ikke hans kop cowboykaffe, men han skynder sig at understrege, at det ikke handler om autenticitet hos kunstnere. Det er ikke Taylor Swift og de andre, der er mindre ægte end deres kolleger for 40-50 år siden, men simpelthen tonerne i musikken, der lyder mindre ægte i hans ører.
Jack White ‘Sixteen Saltines’
Van Morrison eller hiphop-beats
Og i sin mission om at levere ‘ægte musik’ til folket er Jack White – udover sit ambassadørarbejde for de andre kunstnere på Third Man Records – altså klar med første album i eget navn. Med både The White Stripes, The Raconteurs og The Dead Weather har han været vant til at dele det musikalske ansvar med andre, men her har han for første gang kunnet bevare kontrol over det hele.
»Her har alt været mit ansvar, og jeg har kunnet opbygge sangene, som jeg gerne ville have det. Det har været en udfordring, for jeg kan ikke lide at gøre det let for mig selv«, forklarer White om de udfordringer, han har givet sig selv i løbet af processen. »Hvis jeg bare havde gjort det nemme, brugt computer og autotunet det hele, havde jeg ikke kunnet været stolt af resultatet«.
Læs anmeldelse: Jack White ‘Blunderbuss’
Men før han kunne komme i gang med soloalbummet, var det nødvendigt at give dødsstødet til The White Stripes, det ikoniske garagerock-band, som han startede i 1998 i Detroit, Michigan, med ekskonen Meg White. Efter to kritikerroste men oversete album kom gennembruddet lige pludselig med ‘White Blood Cells’, da den engelske presse fik øjnene op for den sære duo, der kun optrådte i rødt, hvidt og sort tøj og med den sparsomme guitar/tromme-instrumentering formåede at redde en generation af musikelskere fra tidens kvælende post-tuderock og fratboy-genren nu-metal. En rød og hvid redningskrans for masser af unge mennesker, der væmmedes ved Limp Bizkit og kunne se 1999’s forkvaklede forsøg på at genoplive Woodstock ende i hærværk og flammer som følge af en overdosis uhæmmet kapitalisme og macho-præget hængerøvsmetal.
Singlen ‘Fell in Love with a Girl’, der om noget indvarslede gennembruddet, var simpel men genial, tilbageskuende men nyskabende. Og så gjorde det heller ikke så meget, at tabloidpressen elskede spekulationerne om, hvorvidt Meg og Jack vitterligt var søskende, eller om de var gift. Garagerock-boomet, som de sammen med The Strokes indvarslede, kom og gik, men The White Stripes blev ved med at skubbe til deres egne stramme musikalske rammer, indtil de i 2011 besluttede, at nu var det nok. Og den allervæsentligste årsag var faktisk Jack Whites brændende ambition om at lave et soloalbum.
»Jeg sagde til Meg, at hvis ikke vi stoppede helt, ville jeg ikke kunne udgive et album under navnet Jack White. Det vil bare åbne for alle mulige dumme sammenligninger«.
Læs også: Se The White Stripes’ fem sejeste videoer
Tiden med Meg og The White Stripes mindes han med en karakteristisk kombination af ydmyghed og det komplet modsatte.
»Det var magisk, at der overhovedet var nogen, der gik op i det, og at vi kunne blive ved med at fange folks opmærksomhed. Det hele var drysset med guldstøv«, mener han og siger, at bandet i hans øjne har efterladt et tomrum i musikbranchen, som andre har måttet udfylde. Og som han håber på at ruske op i med sit soloalbum, ‘Blunderbluss’, som han har svært ved at beskrive selv.
»Nogle kalder det en Van Morrison-plade, mens andre mener, den har en masse hiphop-beats«, siger han om albummet, der da også er svært at karakterisere, når man hører det. Her er garage-blues-agtige angreb som i de tidlige The White Stripes-dage, men også mere tågede americana-fortællinger, der ikke har mange andre fællestræk end den musikalske gang lak fra smeltede gamle 45”-plader, som Jack White har fremelsket.
The White Stripes live hos Letterman ‘Fell in Love With a Girl’
The Dead Weather ‘I Cut Like a Buffalo’
Naturligt at hænge ud med Obama
For en del af de nye sanges vedkommende kom de til ham i drømme.
»Tit drømmer jeg en sang, og så tvinger jeg mig selv op midt om natten for at gøre den færdig. Andre gange inviterede jeg musikere i studiet og tvang mig selv til at skabe en sang, fordi jeg betalte dem for at være der«.
Læs anmeldelse: The Dead Weather ‘Sea of Cowards’
Han siger, at han ikke er nervøs for, hvordan pladen bliver modtaget, men erkender at det er noget særligt, når det er en soloplade.
»Når det er i mit navn, er der en anden hype, og det bliver modtaget på en anden måde, end hvis jeg lavede en Dead Weather-plade, og det må jeg bare acceptere«. Faktisk er han ikke nervøs for noget som helst: »Jeg er aldrig nervøs for koncerter. Mange mennesker bryder sig ikke om at tale i offentlige forsamlinger, men jeg har følt mig hjemme på en scene, siden jeg var barn. Måske fordi jeg kommer fra en stor familie og er vant til at være på. Jeg føler, jeg er ét med publikum«, forklarer han og tilføjer, at han heller ikke var nervøs, da han sidste år skulle spille for og møde Barack Obama.
»Det var en ekstremt stor ære, men det føltes ret naturligt«.
Læs live-anmeldelse: Jack White på Roskilde Festival
Opvokset i dansk jantelovsmuld lyder det måske en anelse arrogant, men man glemmer let, hvor stort et ikon Jack White er, når man sidder overfor ham, afslappet, professionel og tålmodig overfor dumme spørgsmål, som han er. Man kan ikke undervurdere den frelserstatus, han har for folk, der frygter, at rocken som genre endegyldigt er på vej på pension, og han optrådte trods alt som charmerende ligemand til Jimmy Page og The Edge i guitarhelte-dokumentaren ‘It Might Get Loud’. Selv min etiopiske taxachauffør i Nashville, der dog først er overbevist om, at Third Man Records laver ‘voksenfilm’, ved hvem han er. Og så bliver man en smule immun over for, hvad folk synes, forklarer guitarhelten.
»Det er én af de ting, der sker, når man bliver berømt. Folks holdninger rører mig ikke rigtigt, og jeg ved ikke, hvad jeg skal svare dem. Hvis én siger til mig, »jeg kan lide din sang«, siger jeg tak. Hvis én siger, han ikke kan lide den, svarer jeg »øh ok««.
Internetkommentarer giver heller ikke søvnløse nætter i Nashville-domicilet. Han forstår ikke, hvorfor folk gider skrive dem og tvivler på, at dem, der gør, er nogen, han ville have noget til fælles med, hvis de mødtes. Alligevel er han glad for at se, det han kalder en genopdragelsesproces af folks manerer.
»Folk var meget mere barske før. Måske er det Twitters korte form, der gør, at folk er mere positive«.
Jack White, Jimmy Page og The Edge ‘Seven Nation Army’
Jack White live på Lollapalooza ‘Blue Blood Blues’
Støvet har ikke lagt sig
Ønsket om en tilbagerulning af internettets allervildeste anarki gør sig også gældende, når snakken falder på pladebranchen generelt. Det er ikke nogen hemmelighed, at Jack White gerne vil lære folk at sætte pris på en fysisk plade frem for »noget usynligt«, som han kalder det.
»En hel generation af kids er vokset op med, at musik er gratis og burde være det, men nogle af os har så sagt »hey, det er altså ikke gratis at lave det, det koster faktisk mange penge««, siger han og uddyber: »Branchen er et mærkelig sted i øjeblikket, og støvet har ikke rigtigt lagt sig endnu. Mange sagde, at internettet slog alt ihjel, men så har du Adele, der sælger 15 millioner. Forklar lige det«, siger han og supplerer sit diabolske smil med en hæs latter.
Læs også: Jack White skriver musik til Disney-film
Og Third Man Records virker med sit tætte forhold til fans og forskellige tiltag som en abonnementsservice og en pladebutik på hjul, der tager landet rundt, som et bud på, hvordan man kan drive musikforretning i 2012. Men sådan bryder Jack White sig ikke om at se på det.
»Det er ikke omstændighederne, der har tvunget mig til at starte Third Man. Jeg behøver ikke gøre noget som helst. Jeg gør de ting, jeg gør, fordi jeg vil, og det, at folk køber pladerne, er sekundært«.
Og én af de ting, han allerhelst vil, er at overbevise folk om, at Jack White solo ikke er en halvt så god udgave af et af de seneste årtis vigtigste bands. Og efter fødselsdagsfestens dobbeltkoncert er det selv med rungende ører og sydstats-cocktails i blodet klart, at på live-fronten er Jack White solo lige så stærk som The White Stripes minimalistiske brøl.
Læs også: Jack White ‘Freedom at 21’
Han er svær at tage øjnene fra og kan det der med at sætte ild til selv de svagere sange og skabe en konstant og begejstrende usikkerhed om, hvad der mon nu kan ske. White ser frem til udfordringen ved den kommende soloturné, hvor han lover at komme forbi festivaler i Europa. Men han vil ikke fortælle hvilke. Og efter at have turneret i hele sit voksne liv er han kommet frem til et par regler for, hvordan man overlever det hårde liv:
1. Kun tre uger ad gangen. »Efter tre uger skal man tage en pause, for der begynder sangene at lyde ens hver aften, og man glemmer, hvorfor man overhovedet spiller musik«.
2. Ingen rockstjerneklicheer. »For mig er ordet rockstjerne inden for de seneste fem-ti år blevet lidt af et skældsord. Folk forventer en eller anden Mötley Crüe-agtig type, der vælter rundt i stoffer og groupies, men det har intet at gøre med at skabe kunst og være kreativ«, forklarer White, der nødigt vil opfattes sådan. »Hvis folk tror, jeg er sådan, vil jeg meget gerne vise dem, at det handler om at skabe noget ud af ingenting og ikke om at vinde i lotteriet«, siger han mens han rejser sig op i direktørstolen.
Og det er tydeligt, at Jack White identificerer sig mere med Mississippi-deltaets hårdtarbejdende blues-mænd end forkælede rockstjerner og wannabees. Nostalgiker vil han dog ikke kaldes.
»Jeg er passioneret omkring god musik, og jeg ville elske, hvis der kom en ny plade hver måned, som jeg ikke kunne vente med at høre, men det gør der bare ikke. Så jeg bliver nødt til at se tilbage for at blive inspireret og begejstret«.
Tyg lidt på den, resten af musikbranchen. Hilsen borgmesteren af Nash Vegas.
Interviewet er tidligere blevet bragt i Soundvenue #61.