Det er ikke uden en vis ærefrygt, at jeg sætter sig ned over for Patti Smith, da jeg møder hende på et hotel i London. Selv om hun har rundet de 65, er hun stadig en af de sejeste damer, jeg nogensinde har mødt. Og som hun sidder der med raslende sølvkors om halsen, slidte jeans, militærstøvler og en t-shirt med Jimi Hendrix’ ikoniske Electric Lady Studios’ logo, virker hun på en eller anden måde ikke ældre end sit coverbillede på debutalbummet ‘Horses’ fra 1975.
Det her er stadig den Patti Smith, der for alvor var med til at rykke kvinderne ind i rockmusikken, og som ikke var bange for at have en mening, dyrke fransk finkultur og samtidig spille på elguitar, skrige »fuck you« eller pisse i en flaske, for den sags skyld.
»Jeg bryder mig ikke om at blive begrænset af nogens billede af, hvem jeg er, eller af hvad det forventes, at jeg skal gøre. Jeg har ikke noget image. Jeg gør bare, hvad jeg vil«, tilbyder Patti Smith selv som forklaring på, hvordan hun som musiker har kunnet overleve fire årtiers musikalske luner og en omskiftelig musikindustri uden at give køb på sig selv.
»Da jeg var yngre, var jeg ligeglad med karriere. Jeg gik ikke op i, om jeg var rig eller berømt. Jeg ville bare gøre et godt stykke arbejde. Den eneste, der kan lægge pres på mig, er mig selv. Jeg vil gøre det bedre, gøre det stærkere«.
Det er som om, alle modsætninger mødes i Patti Smith. Hun har på én gang altid været ung og gammel, hendes udseende er både maskulint og feminint, og hendes univers lige dele Rimbaud’sk lyrik og punkrock. Og det er netop den dynamik, der gør, at hun stadig er interessant som musiker her snart 40 år efter sin debut – og bliver ved med at være en inspirationskilde for så forskellige musikere som Madonna og Michael Stipe, og for bands som U2 og Sonic Youth, foruden talrige fotografer, forfattere og modedesignere.
På sit 11. studiealbum ‘Banga’ udforsker Patti Smith fortsat det krydsfelt mellem litteratur, kunst og rockmusik, der har gjort hende til en af den tidlige punkrocks største kvindelige ikoner. Men hvad er det, der gør hende til denne ener?
Fra poesi til punkrock
Patti Smith er blevet kaldt en rockpoet. Opvokset i et arbejderhjem i New Jersey, hvor klassisk litteratur blev værdsat lige så højt som The Ronettes, skal hendes udgangspunkt findes et sted imellem 60’ernes klassiske rock’n’roll, klassebevidsthed og beatlitteratur.
Imens har hendes fascination af den franske digter Arthur Rimbaud, Bob Dylans nonchalance og Keith Richards’ look formet hendes stil. En stil der er blevet ikonisk igennem vennen og fotografen Robert Mapplethorpes billeder af hende fra deres fælles værelse på Chelsea Hotel. Billeder der senest har inspireret modehuset Balenciagas SS12-kampagne, hvor modeller med touperet hår og skødesløs påklædning à la Patti Smith hænger ud på trashede hotelværelser.
I begyndelsen af 70’erne fik Patti Smith udgivet en række digte, som hun optrådte med rundt omkring på New Yorks barer for at tjene et par ekstra dollars. Men den traditionelle digtoplæsningsform var alt for kedelig for Smith. Og da hun skulle fremføre sine digte til en litteraturaften i St. Mark’s Church, hvis faste publikummer talte folk som Andy Warhol og Lou Reed, satte hun strøm til poesien med vennen Lenny Kaye på en brølende elguitar.
Målet var at gøre sig bemærket. Og så var det mindre vigtigt, om folk syntes, det var godt eller dårligt. Med sit frontalangreb af ord og rockakkorder satte Patti Smith lyd til startpunkens tidligste musikalske oprør. Ligesom b-siden ‘Piss Factory’ på hendes første single fra 1974 kom til at sætte ord på en hel generations oprør mod forældrenes konventioner og flugt fra provinsen til drømmen om kunstnerisk frihed i New York.
»Det gode ved 70’erne var, at der var mange af os, som gerne ville finde vores egen udtryksform: Vi var ikke glade for glamouriseringen og kommercialiseringen af rock’n’roll. Jeg havde ikke lyst til at tage til en stadionkoncert og se et band som Kiss. Jeg var interesseret i at videreudvikle rock’n’roll«, siger Smith og beskriver, hvordan den scene, som hun selv blev en del af, ville noget andet end at opnå kommerciel succes med sin musik. De ville prøve grænser af.
»Der var Tom Verlaine (fra Television, red.), Richard Hell og Ramones. Vi var alle sammen tæt på at være folk, der levede på gaden. Ligegyldigt om vi havde et job eller ej, havde vi ingen penge, og vi spillede på lortesteder, der stank af pis og øl. Men vi gjorde, hvad vi havde lyst til! Der var en slags demokrati på den måde«, fortæller hun.
Et af de steder, der gav spilletid til de eksperimenterende undergrundsbands, var den legendariske klub CBGB’s, hvor lyden af billardspil, klirrende ølflasker, barslagsmål og punkmusikkens første guitarhvæs blandede sig. Det eneste, indehaveren Hilly Kristal krævede af sine optrædende, var, at de var musikalsk nyskabende, og stedet blev udgangspunktet for en ny musikscene, hvor navne som Ramones, Television, Blondie og Talking Heads gav nogle af deres første koncerter.
Det var også på CBGB’s, at Patti Smith samlede sit band, Patti Smith Group, til deres første koncerter. Og det var her, hun blev tilbudt en pladekontrakt. Da CBGB’s lukkede ned i 2006, spillede hun en mere end tre timer lang afskedskoncert. Det var hendes farvel til stedet, hvor både hun selv og de andre bands fandt deres eget musikalske udtryk, men også, som hun selv beskriver det, fandt ud af, at der var et publikum til deres musik.
»I dag er demokratiet på internettet. Mange ukendte mennesker laver deres egen musik og lægger den ud. De godtager ikke bare det, som musikindustrien prøver at tvinge ned i halsen på dem. Folk træffer deres egne valg, om hvad de vil lytte til, og skaber deres egen musik. Så det er en meget større scene nu, men for mig er det meget det samme«, siger Patti Smith.
Lagde stemme til en generation
Debutalbummet ‘Horses’ bliver i dag talt blandt de mest betydningsfulde udgivelser inden for den tidlige punkrock og som en af katalysatorerne i 70’ernes punkboom. Pladen er kompromisløs i sin stil, der blander rock, lyrik og hendes performative oplæsningsform, og den står på mange måder som et øjebliksbillede af sin samtid. Endnu mere opsigtvækkende er det, at Patti Smith ikke troede, hun ville lave flere plader efter indspilningen af ‘Horses’.
»Jeg var ikke en rigtig sanger. Jeg var ikke en musiker. Jeg lavede ‘Horses’ som et statement. Det var et resultat af en performance, som jeg lavede med mit band – en sammensmeltning af rock’n’roll og poesi. Og jeg følte, jeg havde sagt alt det, jeg ville sige, med den plade«, siger hun, imens hun læner sig frem imod mig, så sølvkæderne danser om hendes hals.
Der er en særlig intensitet i Patti Smiths nærvær, som også er den, der brænder igennem i hendes musik. Albummets første linje »Jesus died for somebody’s sins, but not mine« er blevet synonym med den tidlige punkrocks opråb. Den er netop et eksempel på, hvordan hendes digt ‘Oath’ smelter sammen med Van Morrisons smædende rockklassiker ‘Gloria’ til en ny form for poetisk, reciterende og insisterende musikalsk udtryk. Dét der gjorde Patti Smith nyskabende inden for rockmusikken og fra den ene dag til den anden et anerkendt navn.
»Nogle gange siger folk til mig: »‘Horses’ ændrede mit liv«. Og jeg svarer: »Den ændrede også mit liv«, fortæller Patti Smith med eftertryk, der vidner om, at pladen også var et vendepunkt for hende.
Hun havde forestillet sig, at højst 100 mennesker ville høre pladen, og regnede ellers med at vende tilbage til sit arbejde i en boghandel – og at det ville være det. I stedet blev albummet en overraskende succes, der var med til at hæve punkrocken op af undergrunden og ind på Billboards top 50. Pladen sendte hende ud på en længerevarende verdensturné, der betød, at hun aldrig vendte tilbage til sit job.
Hjemmegående punkrock-husmor Patti
Smith udgav hurtigt yderligere tre album og opnåede i takt hermed en stigende popularitet, der kulminerede med Bruce Springsteen-samarbejdet på hittet ‘Because the Night’. Men i 1979 forlod hun pludseligt musikscenen og New York for i stedet at leve et mere tilbagetrukket liv uden for Detroit sammen med sin mand, den tidligere guitarist i bandet MC5, Fred ‘Sonic’ Smith.
Op igennem 80’erne var der stille omkring Patti Smith. I 1988 udgav hun det mere afdæmpede album ‘Dream of Life’, kun for hurtigt at forsvinde fra musikscenen igen. Man kan godt have lidt svært ved at forestille sig Patti Smith som hjemmegående husmor i et 80’er-nylonjoggingsæt med mand og to børn i en forstad. Og måske har det heller ikke været sådan. Men hun lægger ikke skjul på, at hun traf et bevidst valg om at leve på en radikalt anderledes måde end tidligere.
»Livsstil gør dig ikke til kunstner. Jeg tænkte ikke på mig selv som mindre kunstner, fordi jeg var gift, havde børn eller lå og skurede gulve«, siger hun. Derimod beskriver hun ofte perioden som en af sine mest kreative, hvor hun havde tid til at fordybe sig i musik, litteratur og kunst. Men i 1994 døde hendes mand og bror pludseligt og med kort tids mellemrum, og musikken blev hendes måde at bearbejde sorgen på.
»Jeg har altid brugt mit arbejde til at komme igennem smertefulde perioder. Da min mand døde, da min bror døde, og da Robert (Mapplethorpe, red.) døde, havde jeg ikke lyst til at tage sovepiller eller tilintetgøre mig selv. Jeg var nødt til at føle det«, fortæller hun.
Efter knap 16 års pause fra scenen begyndte hun igen at spille live, da hun turnerede sammen med sit ungdomsidol Bob Dylan. Og med ‘Gone Again’ vendte hun i 1996 tilbage til musikken sammen med medlemmerne fra Patti Smith Group, som hun siden har udgivet yderligere fem album med.
»Vi er et meget loyalt band. Lenny Kaye og jeg har været sammen i mere end 40 år, Jay Dee (Daugherty, red.) har været min trommeslager siden 1975, og Tony Shanahan har været sammen med mig siden 1995. Så vi har en ægte forståelse for hinanden som mennesker og musikere, og vi har været igennem meget sammen«, siger hun, imens hun kigger på mig – og det går op for mig, at hun faktisk skeler lidt på det ene øje.
Ikke færdig endnu
Det er otte år siden, at Patti Smith sidst udgav et album med egne sange, men i mellemtiden har der ikke været stille omkring hende. Udover en plade med covernumre har hun også udstillet sine fotografier og udgivet den anmelderroste bog ‘Just Kids’, der fortæller om hendes og Robert Mapplethorpes liv i 70’ernes bohememiljø i New York.
Men med sit nye album, ‘Banga’, er hun tilbage med sin egen musik. Pladen er indspillet med hendes faste bandmedlemmer, men gæstes også af både hendes gamle ven Tom Verlaine og hendes nye ven Johnny Depp, foruden hendes to voksne børn der i dag er henholdsvis guitarist og klassisk pianist.
Selv om Patti Smith er fast forankret i nutiden, så er det alligevel som om, der altid er noget tilbageskuende ved hendes univers. En form for nostalgi der kan mærkes, når hun taler om, hvordan hun har indspillet sit nye album i Jimi Hendrix’ studie Electric Lady, hvor hun også indspillede sin første ep og sit debutalbum. Men også i hendes tekster der bevæger sig omkring det, der ikke er mere.
»Jeg skriver ofte til minde om nogen. Det har altid været sådan. På ‘Horses’ skrev jeg ‘Break It Up’ til Jim Morrison, og ‘Land’ handlede om Jimi Hendrix’ død. Det er min kilde til inspiration«, fortæller Patti Smith, der på ‘Banga’ har skrevet nummeret ‘This Is the Girl’ om Amy Winehouse, der døde sidste år efter en længere kamp med alkohol og stoffer.
»Jeg kendte hende ikke, men jeg var en stor beundrer af hendes stemme. Hun fortolkede min generations musik på den mest autentiske, friske og moderne måde«, siger Patti Smith.
På samme måde bliver hun selv ved med at fortolke på sin samtid og sin musikalske arv, både i sin musik og i sine andre projekter, der blandt andet tæller en detektivroman, nye numre og et filmmanuskript.