Ariel Pink – glitrende disco-schlagere
Ok, jeg er mildest talt lavstammet. Når jeg bliver spurgt, plejer jeg at sige, at jeg er 160 cm høj. Men i virkeligheden runder jeg op. Jeg er kun 158 cm. Og når Beverly Hills-rock’n’roll’eren, den krumryggede Ariel Rosenberg, ikke er stort højere end mig (5 ft. 4?), besværliggør det altså tingene en anelse.
Hvad jeg prøver at sige er, at jeg faktisk ikke rigtig så noget oppe på Lille Vegas scene. Ikke meget andet end Ariels uglede og sjusket bleachede Playmobilmands-frisure og toppen af de kitschede video-visuals, som desværre flere gange svigtede og efterlod et pinligt blændende hvidt Acer-logo. Men pyt også med udsynet til den småskøre nostalgi-weirdo og hans sjæleudkrængede diva-bevægelser, for de bizart skønne, lo-fi-pop og -discoschlagere kunne sagtens høres.
Læs anmeldelse: Ariel Pink’s Haunted Graffiti ‘Mature Themes’
Med groovytunge basrytmer skød Ariel og Haunted Graffiti-drengene fremragende ud i næsten samme rækkefølge som på det nyeste album – først med den skøre ‘Kinski Assassin’, så den sleske ‘Is This the Right Spot?’ og dernæst den tykt indsovsede latino-basker ‘Pink Slime’.
Senere hen styrede lyden mere end et par gange fuldstændig over, og bandet virkede til tider noget rutinære. Måske skyldtes den lidt småudmattede fremførelse alle rygterne om skænderier i backstage-kulisserne, efter at Ariel og opvarmningssolisten, Geneva Jacuzzi, har slået op. Men til trods for det var Ariels konstant pivfalske ‘La la la’/Na-na-na-na’-kor sjovt charmerende og de sexet vuggende harmonier bundsprøde. Især numre som Only In My Dreams’ og ‘Fright Night (Nevermore)’ fra 2010’s ‘Before Today’ fungerede mere end glimrende.
Læs også: Ariel Pink: Mine fem yndlingsplader
Aftenen ville ideelt set være toppet bedst af, hvis en stor roterende diskokugle pludselig var sænket ned fra Lille Vegas loft og gulvet havde forvandlet sig til en mørk rulleskøjte-diskobane, men den hestevrinskende nymfomanihymne ‘Symphony of the Nymph’, denne gang også inficeret af The Beatles’ ‘Love Me Do’, og den glitrende ‘Round & Round’ gjorde det nu også ret godt som afslutning på en udmærket koncert.






