Guide: Syv klassiske hiphop-soundtracks

I starten af 90’erne kom en stribe klassiske såkaldte ‘hood flicks’ som ‘Juice’, ‘New Jack City’ og ‘Menace II Society’ på gaden. Filmene trak meget på hiphop, havde rappere i hovedrollerne, og deres respektive lydsider var successer: Hiphop-soundtracket var født. Soundtracket til RZAs nye kung-fu-film ’The Man With the Iron Fists’ var i samme fornemme tradition, og i den anledning giver vores skribent Kristian Karl her sit bud på de syv bedste hip hop-soundtracks gennem tiden.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.


Warren G ft. Nate Dogg ‘Regulate’

1. ‘Above The Rim
(1994)
Dette soundtrack hører, som så mange andre hiphop-soundtracks, ikke ligefrem til en uforglemmelig film. Albummet blev udgivet på Death Row Records, der er styret forretningsmæssigt af superskurkede Suge Knight og kreativt af Dr. Dre, som også har produceret albummet, der er et G-funk-mesterværk. Pladen markerer Tupacs debut for Death Row, men hovedattraktionen er ‘Regulate’ af Warren G og Nate Dogg, kendt for sit uforglemmelige sample og den geniale sang-rap-dialog mellem de to vokalister.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.


Eminem ‘Lose Yourself’

2. ‘8 Mile’ (2002)

En Eminem på toppen, både kunstnerisk og kommercielt, samlede en solid kombination af samtidens største (Nas, Jay-Z) og forrige generationers legender (Gang Starr, Rakim), men albummet huskes frem for alt for gigant-hittet ‘Lose Yourself’ og ‘Wanksta’, som blev den bredere offentligheds introduktion til 50 Cent. ‘Lose Yourself’ markerede sidste gang Eminem blev mødt med enstemmig beundring, mens ‘Wanksta’ varslede 50 Cent og G-Units flerårige herskerperiode på hitlisterne.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.


Dr. Dre feat. Knoc-turn’al ‘Bad Intentions’

3. ‘The Wash’ (2001) 
Ok, ‘The Wash’ er en så ubetydelig film, at det næsten føles som snyd at inkludere soundtracket. Men det byder, på trods af sin genretypiske mangel på sammenhæng, på en håndfuld oversete genistreger. Eksempelvis titelnummeret og ‘On the Blvd.’, produktet af god indbyrdes kemi mellem Snoop og Dre, og ‘Holla´, der viser hvorfor et Dr. Dre og Busta Rhymes-album engang virkede som en god idé. Hertil ‘Bad Intentions’, en eksplosion af gyngende gangsta rap-dynamit.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.


Wu-Tang Clan ‘Diesel’

4. ‘Soul in the Hole’ (1997)

Lige før ‘Shiny Suit’-æraen, kendetegnet af Puff Daddy og Swizz Beats’ sample-fri produktionsstil, fortrængte den snavsede asfaltsrap som New Yorks definerende lyd, samledes cremen af midthalvfemsernes gyldne generation på dette soundtrack til basketball-dokumentaren ‘Soul in the Hole’. ‘Rare Species’ er et af de sidste helstøbte Mobb Deep-numre (sammen med ‘Back At You’ fra ‘Sunset Park’), og ‘Diesel’ er gåsehudsgenial klassisk Wu-Tang – Hør bare Raekwon og Method Mans vers! ODB snøvler en uhyggeligt akkurat profeti: »Help me! They already did Tupac and Biggie Smalls«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.


Master P ‘Meal Ticket’

5. ‘I’m Bout It’ (1997)
Filmen er skrevet og instrueret af Master P, der også spiller hovedrollen, hvilket man i princippet også kunne sige om soundtracket. No Limits forskellige udgivelser varierer ikke meget indbydes, og ‘I’m Bout It’ er så typisk No Limit som det bliver: Som de ikoniske pladecovers er lyden billig og plastisk med fokus på vold, sex, stoffer. Med andre ord: En ikonisk og tidstypisk plade som ingen burde undvære. (Filmen er efter sigende grufuld, se den på eget ansvar).

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.


Queen Latifah ‘Jersey’

6. ‘New Jersey Drive’ (Vol. 1+2) (1995)

Et soundtrack i ånden som ‘Soul in the Hole’, men fra to år før. Og mere Jersey-lænende (filmen handler om unge biltyve i Newark, New Jersey), hvilket betyder, at den sen-klassiske Brooklyn- og Queenscentriske lyd ikke er helt så dominerende. Mere legesyge rappere som Keith Murray og Redman stjæler scenen, og Queen Latifah viser, at hun på et tidspunkt faktisk var en virkelig god rapper.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.


RZA ‘Samuai Showdown’

7. ‘Ghost Dog: The Way of the Samurai’ (1999)

RZA orkestrerede et soundtrack, der var hans signatur-blanding af fjernøstlig filosofi (gennem MANGE udklip af Forest Whitaker-karakterens samurai-visdom, der ALLE godt og simpelt hedder ‘Samurai Code Quotation’.) og østkyst-lyd. Et RZA-solonummer (det hedder selvfølgelig ‘Samurai Showdown’) får vi, et fantastisk Wu-Tang-nummer, og en lidt ujævn men oftest interessant samling Wu-Tang-undersåtter. En uomgængelig plade for alle, der aldrig bliver trætte af at høre RZA lave dræberbi-lyde. Bzzzz-zzz!

Læs anmeldelse: Diverse kunstnere ‘The Man With the Iron Fists Soundtrack’

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af