Maskinvåd

Maskinvåd har pakket kufferten og booket et hotelværelse i 80’erne. Men hvor de fleste af deres musikalske kolleger mentalt har slået sig ned på den anden side af Nordsøen, er Maskinvåd blevet inden for landets grænser for at sætte nyt liv til Kliché og TV-2. Og selv om det ikke skulle være noget problem, når forsanger og guitarist Mathias Kjeldsen skiftevis lyder som Lars H.U.G. og Steffen Brandt, bliver Maskinvåds Nikolaj Nørlund-producerede debut alligevel for kedelig.

Manglen på det melodiøse er gruppens største problem, for instrumenterne finder sig al for sjældent til rette blandt hinanden. De hidsige guitarriff og den hoppende bas lever i for høj grad deres eget liv, som det særligt er tilfældet på ’Olieflod’. Momentvist viser de seks drenge ellers, at de sagtens kan, som når tempofyldte trommer, reverbede guitarer og en melodika på ’Støjen fra byen’ skaber netop det, som titlen proklamerer.

Mens førnævnte nummer med sin fremdrift og instrumentale overskud glimter som pladens stærkeste, går det anderledes galt på ’Hav af metal’. Det starter egentlig fint, men de langsomme trommer og gentagne strofer får nummeret til at gå i tomgang, så det bliver næsten klaustrofobisk. Og så gør det klynkende mandekor det kun meget værre.

Med finurlige ordsammensætninger viser de to sangskrivere, Mathias Kjeldsen og bassist Peter Skibsted, ofte overskud, men teksterne er alligevel ikke stærke nok til at redde albummet. Potentialet er der, men den gode melodi mangler desværre.