Raime

Der er noget fascinerende over den målrettethed, hvormed Raime har udviklet deres udtryk over blot tre ep’er hen imod dette debutalbum, der i dén grad føles som en præcisering og kulmination af deres hidtidige arbejde. Fra den mere eksplicit jungle- og industrial-inspirerede linje har de skruet ned for samples og percussion med det resultat, at deres mørke og mystiske landskaber har fået mere plads.

Selv om de mere danserettede elementer er trådt i baggrunden, suser en langsom puls stadig igennem alle deres produktioner. Der er ikke tale om udflydende, ambiente landskaber, men om relativt strenge kompositioner. I takt med at samples og slagtøj er trådt i baggrunden, har duoen indspillet en række instrumenter, herunder cello og især guitar, som fylder en del på albummet, og brugen af bearbejdede indspilninger frem for samples har tydeligt givet mulighed for et mere præcist udtryk. I Raimes dunkle landskaber, hvor lytteren er en enlig vandrer mellem byer af fortabte sjæle og slette fremtidsudsigter, er det netop arbejdet med tekstur, der skaber sammenhæng.

Selv om duoen hele tiden har befundet sig i en relativt eksperimenterende del af den elektroniske musik, er debutalbummet alligevel overraskende avantgarde. Inspirationen fra dronemusik, noise og doommetal kan høres, og selv om stemningen på sin vis er samme urbane, regnfulde ensomhed, som hos eksempelvis Burial, føles distancen til basmusik stor. Det var ellers den genre, de ofte blev identificeret med tidligere.

Med debutalbummet har Raime vist, at deres ærinde er bredere end det, og at deres allerede særegne sprog har stort potentiale, der sandsynligvis også fremover vil afføde interessante resultater.