Drill-scenen i Chicago, den unge bølge i New York og post-cloud rap – hiphoppen (berømt erklæret død af Nas i 2006) bobler, syder og knopskyder i alle retninger for tiden, og frem for alt er det meget unge rappere, der har antydet deres potentiale og talent i løbet af året. Her er 10 rappere der formentlig (og forhåbentlig!) har et stort 2013 foran sig.
1. Joey Bada$$
Den nye Nas! Nej, den nye Mos Def! Eller Big L? Teenageren fra Brooklyn dyrker bydelens karakteristisk intelligente og poetiske udtryk: Harlem er flamboyant, Queensbridge er mørkest, men Brooklyns tradition er fyldt af lyrikere som Joey. YouTube-hittet ‘Survival Tactics’ fulgtes op af mixtapet ‘1999’, der viste en næsten fejlfri klassicisme – den 17-årige rapper beherskede den melodiske midthalvfemser-boom bap, men rappede også over skævere Dilla- og Doom-produktioner. Hans Pro Era-crew virker ikke mindre begavede: Rapperen Capital Steez og produceren Chuck Strangers mestrer ligesom Joey den klassiske stil til perfektion. Så er de måske alligevel det nye Boot Camp Clik?
Download ‘1999’ HER
Joey Bada$$ & Capital Steez ‘Survival Tactics’:
2. Chief Keef
Chief Keef og de andre meget unge rappere fra Chicagos drill-scene laver musik, der synes at afspejle en dystopisk parallelverden. Rimene er sortsynede og ondsindede, udtrykket har en følelsesløs distance, en kold aggressivitet. Det foreløbige højdepunkt er ‘I Don’t Like’ fra mixtapet ‘Back from the Dead’, der vakte sammenligninger med Waka Flockas tordenrap-mesterværk ‘Flockaveli’. Keefs unikke flow ruller på bogstaverne og hiver i stavelserne, mens hans tekster undgår metaforer eller andre stilgreb. Resultatet er en kondenseret vrede, som om linjerne skal tvinges ud fra bag de blottede tænder.
Special mention: Lil Reese
‘I Don’t Like’-gæsterapperen Lil Reeses mixtape ‘Don’t Like’ ligner på mange punkter ‘Back from the Dead’, og især mixtapets to Keef-samarbejder er gennemført inciterende kampmusik. Og nyligt løsladte Lil Durks ‘Life Ain’t No Joke’ udvikler en autotune-version af drill-lyden – drillpop, måske?
Download ‘Back from the Dead’ HER
Chief Keef feat. Lil Reese ‘I Don’t Like’:
3. Angel Haze
Selv før den 21-årige Raykeea Wilson rappede over Lauryn Hill, Aaliyah og Missy Elliot på hyldest-mixtapet ‘Classick’ var inspirationen tydelig – men det er længe siden, nogen har formået at løfte arven fra den kvindelige treenighed uden at blive knust af forgængernes vægt. Angel Haze vakte først opmærksomhed med en opdatering af Elliot-stilen. Ligesom forbilledet smadrede hun i vanvidsfart Timbaland-lignende beats i stykker: Først ‘New York’ og siden ‘Werkin’ Girls’.
Men mixtapet ‘Reservation’ var pludselig anderledes afdæmpet: Fortællinger som hos Hill og kærlighedshyldester som hos Aaliyah blandedes med ekstremt personlig bekendelsesrap, der vidnede om en mørk og traumatiseret fortid. Sidst på året kom så ‘Cleaning Out My Closet’, et Eminem-cover der skiftede den poetisk-fragmenterede fortællemåde ud med en ekstrem realisme, der udpenslede kernen i barndomstraumet.
Download ‘Reservation’ HER
Angel Haze ‘New York’:
4. Gunplay
Navnet siger det hele: Den 33-årige Richard Morales Jr. er vanvittig, voldsom og utilregnelig. Rapperen fra Rick Ross’ MMG-pladeselskab forener Ross’ autoritært tordnende stemme med en hyperaktivitet, der ligner Meek Mills. Hvis altså Meek Mill havde en forkærlighed for kokain og grafiske voldsscenarier. Den swastika-tatoverede rappers gale persona skinner igennem på hans mixtapes ‘Bogota Rich: The Prequel’ og ‘106 & Snort’ – hans voldsomme vokal er insisterende: Han kommanderer opmærksomhed. Dét er ikke gået ubemærket: Gunplay har rappet med Kendrick Lamar på ‘Cartoon & Cereal’ og gæster ASAP Rockys studiedebut til januar. Rapperens egen debut burde være på vej, forudsat at han ikke ryger i spjældet – for tiden er han anklaget for væbnet røveri.
Download ‘Bogota Rich: The Prequel’ HER
Gunplay ‘Jump Out’:
5. Flatbush Zombies
New York-gruppens gennembrudsnummer ‘Thug Waffle’ var et af højdepunkterne i bølgen af halvfemserrap-genopfindelse. Brooklyn-trioen er syret og utraditionel som visse dele af internet-rappen, men tager også udgangspunkt i en okkult og snavset gren af den klassiske New York-lyd, som RZA-gruppen Gravediggaz eller O.D.B.s mere mystiske stunder. Mixtapet ‘D.R.U.G.S.’ var eksperimenterende og ujævnt – blandingen af gotiske gysermotiv og klassisk bluntrygende stenerrap var uforudsigelig og unik, selv når den ikke var decideret vellykket. Zombie-slænget har desuden på meget overbevisende vis gæstet RZA-soundtracket ‘The Man With the Iron Fists’ samt ASAP Mobs ‘Bath Salts’.
Download D.R.U.G.S. HER
Flatbush Zombies ‘Thug Waffle’:
6. Le1f
Queer rap-scenen i New York får meget opmærksomhed for tiden. Blandt de tre mest fremtrædende rappere, Mykki Blanco, Zebra Katz og Le1f, er det sidstnævnte, der med ‘Dark York’ har leveret det mest gennemførte album. Hans mørke stemme dykker tit ned i hviskende mumlen og man suges ind i lydens mørke og lokkende univers. Rapperens elektroniske beats er blandt andet produceret af Nguzunguzu og Le1f selv, og Le1f har også produceret for Mykki Blanco, Angel Haze og Heems fra nu hedengangne Das Racist. Senest har new yorkeren udgivet ep’en ‘Liquid’ med produceren Boody, der blandt andet inkluderede den boblende og hikkende single ‘Soda’.
Special mention: Mykki Blanco
Dragdronningen Mykki Blancos ‘Cosmic Angel: The Illuminati Princess’ er nært beslægtet, men mere påfaldende melodisk og en hel del mere queer.
Download ‘Dark York’ HER
Boody & Le1f ‘Soda’:
7. Dominic Lord
Det tidligere ASAP crew-medlem har en dyster halvt-snakkende vokal, der ikke er langt fra de sensuelle queer-rappere, som for tiden er ved at overtage New York. Men hvor eksempelvis Mykki Blancos mørke intensitet er udadrettet, er der noget privat og dvælende ved Dominic Lords udtryk. Som hos The Weeknd og Drake er det tit mørket efter festen, der påkaldes, snarere end udskejelserne. Den unge rappers stemme er distanceret og fremmedgjort. På ‘Old English’ lyder linjen »Go on, get your gun« som en melankolsk eller indifferent opfordring, mens Hudson Mohawkes sakrale beat iscenesætter en fortælling om tabt kærlighed på ‘Pierce’. Dominic Lords version af trap music er også en bizar fornøjelse: På ‘Deal Wit It 2013’ snøvler han klassiske pralerier over producer du jour Young Chops neomarchmusik.
Download ep’en ‘The Fashion Show’ HER
Dominic Lord ‘Pierce’:
8. The Underachievers
Rapperne Issa Dash og Ak har lovet at udgive mixtapet ‘Indigoism’ siden sensommeren, men indtil videre har de kun sluppet en række syrede musikvideoer. Rapperne har distinkte stemmer og en imponerende ord-akrobatik, der stabler stavelser på stavelser. Men det mest iøjefaldende ved New York-gruppen er måske deres helhedsudtryk: Deres beats er skæve men melodiske, og har et surrealistisk element. Det lyder ikke som noget andet. Samtidig rapper de om religion og mysticisme på en nærmest profetisk måde, lidt som to glemte Wu Tang-associerede rappere. De ligesindede og lige-syrede new yorkere fra Flatbush Zombies har gæstet i den narkotiske ‘Herb Shuttles’-video, og senest har Flying Lotus signet The Underachievers på sit Brainfeeder-pladeselskab.
The Underachieves ‘Herb Shuttles’:
9. Ratking
Som New York-gruppe med en forkærlighed for halvfemserrap blev Ratking først nævnt sammen med Joey Bada$$, Action Bronson og Flatbush Zombies som del af en ung New York-bølge. Men allerede i løbet af deres første år har gruppen omkring teenagerapperen Wiki transformeret den klassiske New York-lyd til en elektronisk og industriel maskinerap, der mere genkalder den alternative rap omkring Def Jux-pladeselskabet. Der er dog langt til El-Ps dystopiske fremtidsvisioner. Wiki rapper om hverdagslige problemer som mangel på penge og piger. »A sucker for love made me a sucker for drugs«, rapper han eksempelvis på en fortælling om, hvordan dårligt held med piger får ham til at drikke øl og ryge pinde med sine venner. Og samtidig genopfinde New York-rap, selvfølgelig.
Ratking ‘Wiki Speaks’:
10. Haleek Maul
Chillwave spildte over i hiphop gennem især Clams Casino og blev til cloud rap, og jo længere de elektronisk-sfæriske lyde er blevet hængende, jo mere er de blevet forankret i klar melodi og progressive trommer. Hos New York-rapperen Haleek Maul er de tågede lyde måske drømmende, men ikke søvnige. Han døser ikke dovent, men er mere en søvngænger, der vandrer gennem disede og uforståelige landskaber. Rapperen, der stammer fra Barbados, er inspireret af mystiske oplevelser, som hans søvnparalyse-visioner, og den hyppige samarbejdspartner Supreme Cuts’ elektroniske post-cloud rap er et perfekt astralt lydlandskab til raptalentets hypnotiske visioner. En slags dæmonisk emo.
Download ep’en ‘Oxyconteen’ HER
Læs også: Året der gik: Se alle listerne
Haleek Maul & Supreme Cuts: