Årets bedste: Patos favoritter

Hver dag frem til jul peger et markant navn på årets vigtigste begivenhed, bedste sang og bedste udenlandske og danske album.

Pato har i 2012 udgivet soloalbummet ‘Ca. lige her’ og det monstrøse ‘Black Cheese Mixxtape Vol. 2’ med alle vennerne. Her er hans favoritter fra året der gik.

I går: Efterklangs favoritter

Hvad er det vigtigste, der er sket for dig i 2012?
»Jeg fik smidt min anden soloplade på gaden, og jeg er pisse stolt af den. Den er begyndelsen på noget. som jeg ikke helt ved, hvor ender, men nu er det første skridt taget, og det er det vigtigste. Jeg fik også for alvor startet mit eget pladeselskab, Black Cheese Records, og samtidigt lanceret et helt nyt format for hvordan man kan udgive musik med Black Cheese-app’en. Men fuck at dvæle på hvad der er sket. Nu handler alt om fremtiden. Som sædvanligt«.


Action Bronson ‘The Symbol’

Hvad er årets udenlandske album?
Action Bronson ‘Rare Chandeliers’
»Det har været svært at vælge, til dels fordi jeg har været meget optaget af al den musik, der har været i Danmark, men også fordi der er kommet nogle seje plader generelt. Et endegyldigt svar kan jeg ikke komme med, men Jimmy Cliff comeback-pladen ‘Rebirth’ er fantastisk. En gammel helt på toppen af sit game. Den helt friske Action Bronson & Alchemist-plade ‘Rare Chandeliers’ er bogstaveligt talt genial. Action Bronson er min yndlingsrapper for tiden. Kendrick Lamars ‘good kid, m.A.A.d city’ er også for gal«.


Pato Siebenhaar feat. TopGunn ‘Din Mor’

Hvad er årets bedste danske album?
Diverse kunstnere ‘Black Cheese Mixxtape Vol. 2’
»Jeg er for en gangs skyld iskold og smider mit seneste mixtape på bordet, SMASK! 25 tracks, lanceret i et ikke-set-før-albumformat med nogen af mine gode venner, der samtidig alle sideløbende er blevet til danmarks yndlings-MC’er inden for hiphop og dancehall. Lidt selvfed må man godt være engang imellem«.


EaggerStunn feat. Blæs Bukki ‘Amagedion’

Hvad er årets bedste sang?
EaggerStunn feat. Blæs Bukki ‘Armagedion’
»Der må jeg vælge Eaggerstunns ‘Armagedion’ med gæstevokal af Blæs Bukki. Referencerne er klare, The Specials og hele second wave ska/two tone, den britiske stil, er noget, som jeg er en sucker for. Jeg har lyst til skaffe mig et par Docs og nogen seler og finde en West Midlands betonblok jeg kan hænge op af og spytte i en dåseøl uden brus mens jeg råber ‘Oi!’ af forbipasserende«.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af