Den kommende syndflod af udgivelser er så overvældende, at vi ikke kunne få antallet af anbefalinger ned under 36. Og det er altså kun for januar, februar og marts. Læs med på de følgende sider, og begynd så ellers bare at glæde dig.
ASAP Rocky ’LongLiveA$ap’ (14. januar)
Omtalen har været til at føle på. Efter er par Youtube-hits og et rost mixtape er ASAP Rocky endelig klar med sin albumdebut, der efter tre-fire forsinkelser nu lander med en hav af stærke gæsterappere som Kendrick Lamar, Drake og 2 Chainz – og det er altså bare på ét af numrene.
Christopher Owens ’Lysandre’ (14. januar)
Ironien er til at få øje på, når man efter at stifte bekendtskab med Owens’ tidligere virke med bandet Girls, nærmest tvinges til at kalde den hudløst ærlige sangskriver gudsbenådet. På trods og i kraft af sine personlige dæmoner fortsætter Owens dog ufortrødent, og vi priser os lykkelige for at kunne følge ham i det nye år.
Yo La Tengo ’Fade’ (14. januar)
Med en allerede op- og nedtursramt karriere er Yo La Tengo med deres tre seneste plader vendt tilbage i storform. Derfor antager titlen ‘Fade’ en nærmest ironisk klang, for det tyder på ingen måde på, at Yo La Tengo har i sinde at svinde ind – »It’s better to burn out than to fade away«, og selvom det ikke nødvendigvis bliver så fatalistisk, er Yo La Tengo i den grad i færd med at brænde gennem atmosfæren.
Mariam the Believer ’Blood Donation’ (14. januar)
Den ene halvdel af den norske duo Wildbirds & Peacedrums, Mariam, går nye veje med sit noget mere melodiøse soloalbum, der dog lyder som meget mere end et sideprojekt.
Pantha du Prince & The Bell Laboratory ’Elements of Light’ (14. januar)
Tyske Hendrik Weber har med sin perkussionrige tilgang til technoens mere eller mindre minimale virkemidler skabt bro mellem flere musikalske verdener. Denne gang har han slået sig sammen med klokkeensemblet The Bell Laboratory, der burde kunne tilføje endnu en dimension til tyskerens allerede fantastiske lydbilleder.
Foxygen ‘We Are the 21st Century Ambassadors of Peace & Magic’ (21. januar)
Den amerikanske psychpop-duo lavede lidt af et spraglet hovedspring med deres debut-ep ‘Take the Kids Off Broadway’ og vender i 2013 tilbage med opfølgeren, der ud fra sine svævende singler ‘Shuggie’ og senest ‘San Francisco’ og ‘No Destruction’ tegner ekstremt lovende for det unge, retro-glade band.
Toro Y Moi ’Anything in Return’ (21. januar)
Chaz Bundick aka Toro Y Moi startede ud som en lidt ufrivillig eksponent for chillwave-betegnelsen, men har siden vist sig om meget mere. De funky referencer slipper han dog umiddelbart ikke fra, og blandt andet singlen ‘So Many Details’ tegner er lyst, afslappet billede af det kommende album.
Nosaj Thing ’Home’ (21. januar)
Jason Chungs debutalbum ‘Drift’ fra 2009 var et fremragende musikalsk postkort fra i Los Angeles’ bugnende scene af eksperimenterende hiphop og IDM. At dømme ud fra førstesinglen ‘Eclipse/Blue’ tegner ‘Home’ til at blive et mere tilgængeligt lyt, og det er så op til den enkelte af bedømme, om dette tyder positivt eller negativt.
Veto ’Point Break’ (21. januar)
De efterhånden ganske rutinerede danskere har sagt farvel til den gængse albumform og udgiver fra nu af mini-album for at holde processen spændende og produktet friskt. Sidste års ‘Sinus’ viste Veto i mere end god form, og det bliver interessant at høre, hvad de har fundet på til denne gang. ‘Battle’ har allerede ageret første forsmag.
Veto ‘Battle’
Schultz and Forever ’Céline’ (28. januar)
Jonathan Schultz har vist sig som et af tidens helt store danske talenter, og den unge alder til trods glimter hans sarte folk af potentiale. Ep’en ‘Céline’ er optaget i Paris og burde blive springbræt for meget mere.
Foto: Theis Mortensen
Peter Sommer ’Alt forladt’ (28. januar)
Peter Sommer har været savnet. Man skal helt tilbage til 2008 for at finde ‘Til rotterne, til kragerne, til hundene’, men nu er den formidable sang- og tekstskriver tilbage, og endda i en ny form: Guitaren er lagt på hylden, og et mere elektronisk lydbillede toner frem. Sommer har selv beskrevet albummet som ‘dansemusik man ikke rigtig flytter sig til’. Vi er i den grad spændte.
Indians ’Somewhere Else’ (28. januar)
De fleste blev fanget på hælene, da det legendariske pladeselskab 4AD annoncerede, at danske Indians skulle udgive sin kommende album hos dem. Desto mere fik vi slået benene væk, da den dertilhørende 4AD-session kom op og præsenterede noget af det kommende materiale, der i den grad skubbede forventningerne i vejret forud for Søren Løkke Juuls debut.
Local Natives ’Hummingbird’ (28. januar)
Debuten ‘Gorilla Manor’ viste Local Natives som et legesygt orkester, en slags Grizzly Bear-light. Singlerne forud for album nummer to viser dog bandet i et mere storladent humør: Stadig folket, men med endnu mere buldrende trommer, grandiose lydflader og opbygninger, der vil frem i verden.
Villagers ’{Awayland}’ (28. januar)
Mange stiftede muligvis først bekendtskab med Villagers’ folkrock optil eller under deres opvarmerjob for Grizzly Bear i Falconer Salen tidligere i 2012. Den sympatiske frontmand Conor O’Brien med den akustiske guitar i favnen leverede en stærk koncert, der øvede den solide debut ‘Becoming A Jackal’ retfærdighed og skabte blide forventninger til den kommende plade.
The Embassy ’Sweet Sensation’ (28. januar)
Dele af redaktionen har en uforbeholden kærlighed til en æra i svensk pop, der i midten af 00’erne excellerede med navne som The Tough Alliance og Air France og pladeselskaberne Service og Sincerely Yours. I bunken finder men også duoen The Embassy, der med to skamløst fængende album på CV’et (det seneste dog fra 2005), er klar til et mini-comeback.
Fallulah ’Escapism’ (4. februar)
Fallulah bragede ud gennem højtalerne i store dele af 2010/2011, og har siden slået sig fast som en af Danmarks mest interessante, kvindelige stemmer og sangskrivere selvfølgelig i store dele takket være debuten ‘The Black Cat Neighborhood’. Om ‘Escapism’ skal forstås som en flugt fra debutens udtryk bliver spændende at høre.
Fidlar ’Fidlar’ (4. februar)
»I drink cheap beer so fuck you«, lyder det på Fidlars single ‘Cheap Beer’. I et sandt overflødighedshorn af ukristelige udskejelser bevæger bandet sig ubesværet rundt i rock-krogene med en finger i vejret og smil på læben. Det er svært ikke at smile i takt, mens tonerne hamrer ud af højtalerne.
Veronica Falls ’Waiting For Something to Happen’ (4. februar)
Med Roxanne Clifford i front satte Veronica Falls et umiskendeligt fingeraftryk, da deres selvbetitlede debutplade udkom til stor ros tilbage i 2011. London-kvartetten har nu kørt kanonerne i stilling til opfølgeren, der efter alt at dømme kommer til at byde på endnu en omgang bundcharmerende, britisk guitarpop.
Darkstar ’News From Nowhere’ (4. februar)
Med singlen ‘Aidy’s Girl’s A Computer’ startede Darkstar oprindeligt ud som mere dansegulvsfikserrede, men debutalbummet gik i en mere rolig elektronisk retning, blandt andet med inkluderingen af sangeren James Buttery. Det blev lyden bestemt ikke dårligere af, og det skal blive spændende at høre trioens album nummer to, specielt da de i mellemtiden er hoppet over på legendariske Warp Records.
Foals ’Holy Fire’ (11. februar)
De startede ud som måske det bredest populære mathrock-band nogensinde, men har siden rykket sig længere og længere væk fra de helt skæve strukturer. Foals har endnu ikke skuffet som albumkunstner, og nummer tre i rækken fortsætter forhåbentligt stimen.
Azealia Banks ’Broke With Expensive Taste’ (11. februar)
Mens det unge rimtalent Azealia Banks er hoppet fra magasinforside til magasinforside, har hun sideløbende leveret en forførende forsmag på sin kommende, Paul Epworth-producerede debut. Med rødderne dybt begravet i vogue-trenden fra omkring hendes fødselsår, står hun for et aggressivt men sympatisk og ironisk take på New Yorks materielle forherligelse og fortabelse. Forventningerne er høje som skyskraberne i byen, der aldrig sover.
Autre Ne Veut ’Anxiety’ (11. februar)
Autre Ne Veuts eponyme debutalbum fra 2010 bød på en særegen blanding af lo-fi pop, hiphop og r’n’b. Dengang serveret i en meget interessant og noget eksperimenterende form, mens det nu lyder til, at bagmanden går mere tilgængeligt til værks. Førstesinglen ‘Counting’ var/er en fremragende single i sin egen ret.
Vinnie Who ’Midnight Special’ (18. februar)
For et par år siden skabte Niels Bagge aka Vinnie Who Studio 54-stemning i radioen og på landets spillesteder med sin egen fortolkning af discoens glitrende virkelighed. Virkemidlerne virker til at være nogenlunde de samme, men det bliver danselysten ikke mindre af.
Foto: Pooneh Ghana
Iceage ’You’re Nothing’ (18. februar)
Iceages debutalbum blev på ingen tid epicenter for et jordskælv, der spredte sig jorden rundt og sendte det unge band på tour i Europa og USA. Det er derfor med naturlig stor forventning, at vi ser frem til at blive væltet omkuld af de unge punkeres næste udspil, når det lander i februar.
Nick Cave and the Bad Seeds ’Push the Sky Away’ (18. februar)
Tiltagende høje tindinger har ikke hindret Nick Cave i at nå de høje tinder, ej heller har hans tekster lidt under hans høje pande, og der er ingen tegn på, at det kommer til at ændre sig for den karismatiske frontmand. Med the Bad Seeds i ryggen barsler Cave og co. nyt fra, hvad der efterhånden er blevet en institution i musikken, og selvom overraskelserne skulle være få, er niveauet altid tårnhøjt.
Jamie Lidell ’Jamie Lidell’ (18. februar)
»Can a nerd save soul«, spurgte avisen New York Times sig selv, da de tog et kig på soulgenrens fremtid. Jamie Lidell poppede her op et par gange som en mulig messias, og vi forstår udmærket hvorfor. Med det Beck-producerede album ‘Compass’ fra 2010 som seneste værk er Lidell nu igen klar til at dekonstruere soulmusikken for os.
Major Lazer ’Free the Universe’ (18. februar)
2012 stod i den grad i Diplos tegn, og superproducerens samarbejder med the who’s who af musikbranchen har høstet lige så megen ros, som det, han har udgivet med Major Lazer. ‘Get Free’, der med Amber fra Dirty Projectors talte til både mainstream og indiebevægelsen var et af sidste års helt store bedrifter, og hvis ‘Free the Universe’ holder det niveau, kan det være 2013 ender med at stå i samme tegn som sin yngste bror.
Inc. ’No World’ (18. februar)
De to brødre i Inc. har tidligere lavet sydhavscool yachtrock, men rykkede på et tidspunkt over i en mere end funky og Prince-inspireret omgang r’n’b. Efter et noget langt tilløb af duoen endelig klar med deres debut. Spis med fløde.
Atoms for Peace ’Amok’ (25. februar)
Supergrupper er som bekendt et tveægget sværd, for forståeligt nok forventer man, at når nogle af de største navne går sammen om at lave en plade, må resultatet være større end summen af dets dele. Hvilket i sig selv ofte er for stort til at noget kan bære det. Dog tegner det til, at Atoms for Peace med Thom Yorke i front og en håndfuld prominente navne i line-uppet kunne gå hen og komme særdeles positivt ud på den anden side af ‘Amok’.
Palma Violets ’180’ (25. februar)
Palma Violets’ første single ‘Best of Friends’ slog benene væk under os (og mange andre), og for et psykedelisk garagerock-projekt, der endnu ikke har udgivet sit debutalbum, har Palma Violets formået at skabe stor opmærksomhed om sig selv op til udgivelsen af ‘180’.
Rhye ’Woman’ (4. marts)
Hvad der startede som et anonymt projekt mellem den canadiske sanger Mike Milosh og danske Robin Hannibal, halvdelen af Quadron, blev med de fantastiske singler ‘Open’ og ‘The Fall’ pludselig alt andet end anonymt, og hele musikverdenen venter i spænding på, hvad soul-duoen finder på til fuldlængden.
Youth Lagoon ’Wondrous Bughouse’ (4. marts)
Youth Lagoon tituleres Trevor Powers til dagligt blandt venner, men selv om vi kun kender ham under sit pseudonym, er vi ikke desto mindre gode venner med hans første plade ‘The Year of Hibernation’, hvis eksperimenterende kerne af americana lover godt for dette års opfølger.
David Bowie ’The Next Day’ (11. marts)
David Bowies første album i et årti. Man kunne skrive mere (meget mere), men det er der sådan set ingen grund til – vi glæder os!
Low ’The Invisible Way’ (18. marts)
Til deres 10. album i pladerækken har Low hyret ingen anden end Jeff Tweedy fra Wilco til at betvinge producerknaperne, og med den fremragende førstesingle ‘Just Make It Stop’, er vi glade for, at Low stadig kører på.
Woodkid ’The Golden Age’ (18. marts)
Franske Yoann Lemoine, der gemmer sig bag Woodkid, er måske mest kendt for sit arbejde som instruktør på musikvideoer for Lana Del Rey og Katy Perry samt sit nummer ‘Iron’, der egenhændigt blev grundlaget for en hel Dior Homme kollektion. ‘Run Boy Run’ var en fin opfølger, og hvis Woodkid holder niveauet fra tidligere, bliver det gyldent.
Daughter ’If You Leave’ (18. marts)
Elene Tonra synger så tiden står stille, og den britiske trios debutalbum er i den grad værd at se frem til. En duo af stærke ep’er lagde grundlaget, og sidste års albumforsmag ‘Smother’ var et perfekt stykke af bandets minimalistiske og mildt elektroniske folk.
Læs også: 10 fede mixtapes til gratis download