Delphic

Det lyder som om, Delphic har en smule tømmermænd. Deres anden plade er i hvert fald en afdæmpet, stemningsmættet og melankolsk omgang i forhold til festfyrværkeriet af dansable synthbaskere, der udgjorde debuten. De senere års nybrud inden for r’n’b har tydeligvis været en stor inspiration, og særligt How To Dress Well spøger i baggrunden.

Helt så nøgen en lyd er Delphic dog ikke ude efter, og vi er snarere ude i noget, der lyder som en Jamie xx-produceret Coldplay-plade. Og det fungerer faktisk noget bedre, end man umiddelbart skulle tro. Særligt ’Changes’ overrasker med sit dragende udtryk og en drilsk sangstruktur. Albummet er befolket af en masse drømmende mid-tempo popsange, og det virker dristigt, at Delphic ikke lige sørger for at få pulsen op en enkelt gang. Måske også dumdristigt.

Læs anmeldelse: Delphic ‘Acolyte’

Nok er det ganske iørefaldende, når de kombinerer deres britiske popsensibilitet med Drake- og Frank Ocean-inspirerede produktioner, men det der mangler for at få ligningen til at gå helt op er personligheden. Det lyder glimrende, men bliver en smule hult uden tilstrækkelige lyriske kalorier.

På sin vis har Delphic set rigtigt, når de vurderer, at tiden er rindet ud for den endeløse fascination af New Orders fusion af rock og dansegulv, men om det her er den rigtige retning for dem er tvivlsomt. Her er en håndfuld gode sange og god lyd til hørebøfferne, men det skæmmes af det anonyme udtryk.