12 ting du ikke vidste om Crystal Castles

Crystal Castles er notorisk berygtede for deres liveshows, som på fredag og lørdag kan opleves i henholdsvis Aarhus og København. Her kan du lære duoen bestående af Ethan Kath og Alice Glass lidt bedre at kende.

1. Snyd i øvelokalet
Da Ethan Kath i 2005 fik den bare 15-årige Alice med i studiet for at synge over sine skramlede beats, var der ikke ligefrem lagt op til et kærligt samarbejde. Alt udstyret fuckede op, og sessionen blev ikke til mere end Alice, der øvede. En snedig tekniker optog imidlertid de forfejlede eksperimenter, som Kath et halvt år senere lagde på Myspace under navnet ’Alice Practice’, der straks blev et kæmpe hit. Alice anede intet om de hemmelige optagelser, indtil pladeselskaberne kimede hende ned. Hun var ikke glad.

Crystal Castles ‘Alice Practice’:

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

50 Cent feat. Justin Timberlake ‘Ayo Technology’

2. Kontrovers med Timbaland
I 2007 opstod der en mindre fejde med popland, da 50 Cent og Justin Timberlake-tracket ’Ayo Technology’ udkom. De Timbaland-producerede beats i starten lød mistænkeligt meget som dem fra Crystal Castles’ ’Courtship Dating’, som de havde optrådt med siden 2006. Miseren blev dog opklaret, da det kom frem, at både Timbo og Crystal Castles havde hapset lydene fra den samme 8-bit sample-cd.

Crystal Castles ‘Courtship Dating’

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Patetiske møgunger
Balladen med Timbaland er ikke den eneste gang, duoen har været involveret i uheldige sager om ophavsret. I 2008 opstod der igen problemer, da kunstneren Trevor Brown opdagede, at hans illustration af en forslået Madonna pludselig blev brugt på duoens merchandise. Brown kaldte Crystal Castles for nogle »tyvagtige, patetiske møgunger« på sin blog. Efter en længere retssag fik bandet lov til at købe rettighederne til tegningen, og Brown hoverede bagefter: »Nu er illustrationen endelig deres… indtil Madge selv lægger sag an, ha ha!«

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘She-Ra’ åbningssekvens

4. Powerprinsesse
Trods Toronto-duoens iltre udtryk er der noget ret forfinet over det skrøbelige bandnavn. Krystalslottet, som bandet er opkaldt efter, tilhører da heller ikke hvem som helst, da det stammer fra Mattel-tegneserien ’She-Ra: The Princess of Power’. She-Ra er selveste He-Mans tvillingesøster, og ifølge hendes titelmelodi er »the fate of the world … safe in the Crystal Castles«.

5. Verdens sejeste menneske
I 2008 udnævnte NME Alice til årets sejeste, da de gav hende førstepladsen på deres årlige ‘Cool List’. Som svar udtalte sangerinden lakonisk, at hun da var beæret, men at »dem, der normalt bliver opfattet som seje, er det største menneskelige affald i verden. ‘Cool’ betyder ikke en skid. Vi er alle sammen støv«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Alice Glass på krykker (live)

6. En brækket knogle fra eller til
For Alice Glass er en smadret krop ingen hindring. I 2008 brækkede hun adskillige ribben i en bilulykke men ignorerede lægens råd om hvile og gav koncert et par dage senere. To år efter brækkede hun anklen ved et voldsomt show i Spanien, og de næste fem måneder gav hun koncert på krykker, inklusiv i et udsolgt Store Vega. Og ja, hun stage-divede stadig.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Crystal Castles ‘Plague’

7. Polsk isolation
I forbindelse med indspilningerne af albummet ‘(III)’ isolerede duoen sig i Warszawa. Det fremmede sprog, kultur og kolde klima fungerede som den ideelle ramme for bandets iskolde synthpop, og nyt udstyr var bandlyst fra studiet. »Vi foretrækker, når vores maskiner er inficeret af insekter og polske spøgelser«, har Kath erklæret.

8. Feisty woman
Meget er skrevet om canadiernes liveshows, hvor Alice er kendt for at skodde cigaretter på publikum, give sikkerhedsvagterne knytnæver i ansigtet og hælde klistrede drinks udover sine fans. Da Kath opdagede sangerinden under en koncert i Toronto med hendes tidligere pigepunkband Fetus Fatale, var den spinkle teenager da også godt i gang med at spytte øl i øjnene på de ældre, mandschauvinistiske punkere, der prøvede at få hende af scenen.

Katy Perry

9. Beef med Katy Perry og Mitt Romney
Nok har Alice en drabelig attitude, men der banker et blødt hjerte under overfladen. For noget tid siden har sangerinden langet ud efter popprinsessen Katy Perry, som hun beskylder for at være med til at overseksualisere børn nu til dags. »Du udnytter små piger, når du sprøjter dem til med din fucking vandpistolspik og får dem til at gå med cupcakes på brysterne«, udtalte hun om Perrys vovede sceneshows og gav samtidig Mitt Romney én over nakken for hans syn på abort. »Hvis den katastrofale mand bliver præsident, bliver kvinders rettigheder ført tilbage til 60’erne«. Den frygt kan hun i det mindste krydse af listen nu.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Crystal Castles feat. Robert Smith ‘Not in Love’

10. Hjælp fra musikkens ‘goth father’
Crystal Castles fik i 2010 et kæmpe hit, da de genindspillede ’Not in Love’ fra deres andet album med The Cure-frontmand og ‘goth father’ Robert Smith på gæstevokal. Og faktisk var det Smiths egen idé. Efter en koncert i London tog den begejstrede musiker med duoen hjem på hotelværelset og indspillede en demo af vokalen, som var så vellykket, at de straks aflyste studiet, hvor sangen egentlig skulle være indspillet.

11. Alice i Eventyrland
Hun er måske mest kendt for sine forrevne outfits og kraftige, sorte eyeliner, men i en periode yndede sangerinden, passende nok, at optræde i fuldt ‘Alice i Eventyrland’-kostume. Senest har hun farvet sin skarpe, korte frisure lilla og kalder sit look for ‘mormor-heroin chic’. »Hvis folk stoppede med at bruge penge på tøj og bare købte genbrug, ville verden være et meget bedre sted«, har Alice udtalt.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Crystal Castles ‘Wrath of God’

12. Dystopiske fremtidsvisioner
At Crystal Castles ikke synger om kattekillinger og regnbuer er vist ingen hemmelighed, men på ‘(III)’ er de dystopiske tekster og helvedesfremkaldende synthtoner taget til nye højder. Alices mareridtsagtige vokal skriger om børnevoldtægter, æresdrab og apokalyptiske krigstilstande, albumcoveret forestiller en burkaklædt kvinde og hendes terroriserede søn, og så har Alice udtalt til Pitchfork, at hun er overbevist om, at alle børn i fremtiden vil komme fra reagensglas. Cheer up, Alice!

Læs anmeldelse: Crystal Castles ‘(III)’

Artiklen er tidligere bragt i Soundvenue #69.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af