20 kærlighedssange du skal høre – ifølge musikstjernerne

En god kærlighedssang sætter sine spor. Her fortæller en stribe markante navne – heriblandt Jack White, Sune Wagner og Beach House – om de kærlighedssange, der betyder mest for dem.
20 kærlighedssange du skal høre – ifølge musikstjernerne
Sade er et populært valg.
Jack White.

1. Marilyn Monroe ‘I’m Through With Love’

Valgt af Jack White:»Det er så trist og sørgeligt et budskab, men sådan kan man have det efter et forhold. Man kan tænke, at det vil jeg aldrig prøve igen, selv om det er det smukkeste, man kan have med et andet menneske«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Beach Houses Victoria Legrand. (Foto: Ilya S. Savenok/Getty Images)

2. The Platters ‘Only You’

Valgt af Victoria Legrand, Beach House: »Det er en klassisk kærlighedssang, og den er meget ukompliceret. Det kan jeg godt lide. Den er også en smule latterlig, men jeg kan godt lide måden, ordene bliver sunget på. Faktisk var der engang én, der sang den for mig på en virkelig fjollet måde… Men det er stadig en smuk sang«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Carl Emil Petersen.

3. Ryan Adams ’Come Pick Me Up’

Valgt af Carl Emil Petersen, Ulige Numre: »Jeg bliver ved med at vende tilbage til det (’Heartbreaker, red.), fordi det er et terapeutisk album, og det har det også været for ham, kan man mærke. Lige netop denne sang er en frustreret kærlighedssang, og den har en fuldstændig ærlig lyrik. Den har det der forbandede, iørefaldende clash mellem en sørgelig, selvudslettende tekst og en opstemt melodi. Ryan synger: »Come pick me up / take me out / fuck me up / steal my records / screw all my friends / they’re all full of shit« til en virkelig glad melodi. Jeg elsker et happy/sad-clash, der virker, og det gør dette«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Sune Wagner.

4. Eric Clapton ‘Wonderful Tonight’

Valgt af Sune Wagner, The Raveonettes:»Jeg hørte den for nylig efter ikke at have hørt den i mange år. Pludselig slog det mig bare, hvor fantastisk en sang det er. ’Wonderful Tonight’, som Clapton jo skrev til George Harrisons kone. Det er en fantastisk kærlighedssang, fordi der slet ikke bliver lagt fingre imellem. Det er hverdagspoesi, som enhver idiot kan forstå, og det er jo tit de sange, der rammer bedst. Og hårdest. At man kan være så nøgtern og samtidig ramme så mange mennesker så stærkt, synes jeg er ret fantastisk«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

When Saints Go Machine-frontmand, Nikolaj Vonsild. (Foto: Kasper Månsson/Soundvenue)

5. Sade ‘No Ordinary Love’

Valgt af Nikolaj Vonsild, When Saints Go Machine:»Der findes sange, jeg altid prøver at undgå at lytte til, og det er altid sange om kærlighed. Enten er de for mig knyttet til en personlig historie og er derfor smertefulde at lytte til, eller også fortæller de en historie, jeg forsøger at glemme, men jeg takker for følelserne. Jeg bliver altid ramt af både ensomhed og længsel efter det, jeg tabte, når jeg lytter til ‘No Ordinary Love’, og det gør den til en af mine favoritter. Men jeg håber ikke, at min yndlingskærlighedssang er skrevet endnu. Eller måske håber jeg bare først, at jeg hører den, når jeg bliver 50«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Michael Kiwanuka.

6. Roberta Flack ‘The First Time Ever I Saw Your Face’

Valgt af Michael Kiwanuka: »Den indfanger fuldstændig, hvordan jeg føler, kærlighed bør være. Når jeg tænker på kærlighed, er det altid den sang, jeg hører inden i mit hoved. Sangen handler om at være helt forgabt i en anden person fra første øjekast. Jeg har desværre ikke nogen personlig historie forbundet til sangen, det kunne ellers være dejligt«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Feist.

7. Gene Austin ‘Everything’s Made For Love’

Valgt af Feist: »Det er en rigtig yndig sang. Den er nok fra 20’erne eller 30’erne (udgivet i 1926, red). Det er en meget spartansk sang, bare en mand og hans ukulele. Næsten sådan præ-Sinatra og ragtime. I teksten prøver han at overbevise en kvinde om at sænke paraderne. Den er egentlig mere sød, end den er længselsfuld«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Christian Hjelm.

8. The Flamingos ‘I Only Have Eyes For You’

Valgt af Christian Hjelm: »En af mine absolut yndlings kærlighedssange er The Flamingos’ version af sangen. Især doo-wop-korstemmerne og den uskyldige, men rørende tekst om ikke at kunne se, hvad der foregår omkring én: »The moon may be high but I can’t see a thing in the sky« eller »Maybe millions of people go by but they all disappear from view«. Man er så forelsket, at man kun kan og vil kigge på dén, man elsker. Ja ja, det er en kliché: Kærlighed gør blind, men hvor virker det bare helt perfekt her«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Jason Pierce.

9. Little Jimmy Scott ‘Day by Day’

Valgt af Jason Pierce, Spiritualized:»Det er en meget smuk sang. Den er sublim, absolut sublim! Det er en meget langsom sang, men lidt over halvvejs stiger den en lillebitte smule i tempo, og det giver det vildeste rush, når man lytter til den. Alene det at sige titlen højt får mig til at føle som om, jeg er forelsket«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Santigold.

10. Joni Mitchel ‘A Case of You’

Valgt af Santigold: »Det er faktisk en sang, som min far altid spillede, og som jeg har lyttet til, siden jeg var helt lille. Kærlighedssange er noget af det allersværeste at skrive, fordi alt mere eller mindre er blevet sagt. Man skal virkelig være kreativ for at kunne skrive om alle de samme følelser, men på en helt ny måde. Bare den første linje: »Just before our love got lost,, you said / I am as constant as a northern star / and I said, constantly in the darkness, where’s that at? / If you want me, I’ll be in the bar«. Det er noget nær den bedste intro nogensinde! Joni Mitchel er en sand poet«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Xavier de Rosnay på Roskilde Festival med Justice. (Foto: Thomas Rasmussen/Soundvenue)

11. Todd Rundgren ‘Hello It’s Me’

Valgt af Xavier de Rosnay, Justice:»Det er svært at nævne noget specifikt, for jeg lytter stort set kun til kærlighedssange, men ‘Hello, It’s Me’ er fantastisk. Jeg bruger ikke rigtig musik til at pleje mine følelser, så der ikke den store historie bag. Det er bare en virkelig god sang«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Troels Abrahamsen.

12. The Cure ‘Pictures of You’

Valgt af Troels Abrahamsen:»Hvis vi snakker om sådan en slags ‘new wave’-ulykkelig-forelskelse, så er jeg ikke ét sekund i tvivl om, at det er det ultimative kærlighedsnummer. Som altid med The Cure er nummeret hele tiden på nippet til at blive patetisk, men de forstår mesterligt at holde en stemning, jeg aldrig bliver træt af. For mig er ‘Pictures of You’ lyden af at være forelsket, men ikke kunne finde ud af, hvad fanden man skal gøre med den følelse«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Chromatics – Johnny Jewel til højre.

13. Bob Dylan ‘Tomorrow Is a Long Time’

Valgt af Johnny Jewel, Chromatics: »Mit favorittidspunkt på døgnet er lige før, man mister bevidstheden og falder i søvn. Jeg synes, ‘Tomorrow Is a Long Time’, hvor han blandt andet synger om at kunne mærke hjerteslaget fra den person, der ligger ved siden af én, gennem madrassen, er så smuk. Jeg er ret romantisk anlagt«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Sune Wagner og Sharin Foo.

14.The Smiths ‘There Is a Light That Never Goes Out’

Valgt af Sharin Foo, The Raveonettes: »Det er den, der springer frem. Det er en lidt apokalyptisk kærlighedssang, som virkelig handler om de store følelser, samtidig med at den har masser af dybde. Jeg kan godt lide, når kærlighedssange gør ondt«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Kristian Leth. (Foto: Nina Mouritzen)

15. The Ronettes feat. Veronica ‘So Young’

Valgt af Kristian Leth, The William Blakes:»Det er en gammel Phil Spector-produktion og en af de smukkeste indramninger af den unge troskyldige kærlighed. Jeg kan godt lide enkelheden, den rørende ligefremhed og så Ronnie Spectors uendeligt smukke stemme«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.


Niki and the Dove.

16. Prince ‘I Would Die For You’

Valgt af Malin Dahlström, Niki and the Dove: »Jeg har mange personlige minder knyttet til den sang, faktisk nogle af de bedste. Men først og fremmest er den simpelthen popperfektion, og sangen handler jo mere generelt om kærlighed. Altså, det kan både være kærlighed mellem to personer, men også kærlighed på et kosmisk plan. Og så er det en sang, der kræver koncentration, når man lytter til den«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Joe Goddard.

17. Will Oldham ‘You Have Cum in Your Hair and Your Dick Is Hanging Out’

Valgt af Joe Goddard, Hot Chip:»Det er måske ikke lige en traditionel kærlighedssang, men jeg elsker den her gamle og smukke sang af Will Oldham. Titlen har i virkeligheden ikke noget med sangen at gøre. I stedet er den meget melankolsk og mørk. Den handler om fortabt kærlighed og uforløste forventninger, og det har altid rørt mig meget at lytte til den. Jeg forsøgte engang at få lov at spille den på en radiostation i England, men de ville ikke lade mig gøre det på grund af titlen«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Tobias Kippenberger på Roskilde Festival. (Foto: Kasper Månsson/Soundvenue)

18. Bonnie Tyler ‘Total Eclipse of the Heart’

Valgt af Tobias Kippenberger: »Det nummer har det hele. Inderlighed, knuste hjerter og det bedste skråleomkvæd i historien. Det er den helt store patos-pølsefinger, som peges stift mod himlen med et sønderknust, ynkeligt ansigtsudtryk, og så er det mest af alt et fucking teater ud i skamløs såkaldt ‘dårlig smag’. Hvis man ikke får et kæmpe smil på læberne af den, er man simpelthen lavet af sten – men kan måske vækkes til live af The Dan Bands fænomenale coverversion fra filmen ‘Old School’.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Eaggerman og StunnGunn.

19. Shabba Ranks
 ‘Shine & Criss’

Valgt af Eaggerman, Bikstok og EaggerStunn: »I love all a di gun dem / keep them shine and criss«. Shabba Ranks spytter pistolkærlighed ud til lytteren, manden er en hård, led og ubarmhjertig issjæl. En badman, en lydmand der sætter alle små lyddrenge på plads. Det er en sang, alle diehard dancehallfreaks elsker. Jeg elsker den for dens rå skarphed, der på vulgær vis forherliger den enestående grimme hverdagssituation på solskins- og ferieøen Jamaica. Elsker den for kærligheden i ærligheden i beskrivelsen af de forstenede ansigter og af piraterne, som stadig betræder og behersker de klaustrofobiske gyder og garrisons i Kingston og andre ghettoer på Jamaica.
 Sangen er perfekt smidt ned på ba ba boom-riddim med et velplaceret sample fra Ice-T’s ‘O.G. Original Gangster’. Min kærlighed til hardcore dancehall og hiphop hverken kan eller vil jeg løbe fra. Genrerne giver mig et glimt ind i en verden, jeg på ingen måde befinder mig i, men gerne lytter til og begejstret læser om. Big Up, Shabba!«

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Silas Bjerregaard.

20. Sade ‘Love Is Stronger Than Pride’

Valgt af Silas Bjerregaard:»Kærligheden viser sig som regel bedst, når den kommer lidt på prøve. I den her sang skærer Sade ind til benet, når hun siger »I can’t hate you, although I have tried / I still really, really love you / love is stronger than pride«. Man ved ikke, hvad der er gået forud, men man fornemmer, at hun er blevet alvorligt såret af noget, den anden har gjort. På trods af ydmygelsen vinder hendes kærlighed til ham over hendes stolthed. Ikke fordi hun vil, men fordi det ikke kan være anderledes. Det er en smuk selverkendelses-, tilgivelses-, og hengivelsessang på én og samme tid. Sades produktioner og lydunivers er meget bundet til 80’erne, men hendes tekster og melodier har en fantastisk tidsløs ærlighed, som formår at sige noget evigt relevant med meget få ord. Og så er jeg helt vild med hendes stemme. Jeg var i lang tid overbevist om, at jeg skulle giftes med hende, selv om hun er gammel nok til at være min mor. Det må være ægte kærlighed«.

Læs også: De bedste kærlighedssange nogensinde – ifølge Soundvenues anmeldere

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af