Den unikke sangerinde Cæcilie Trier er aktuel med soloprojektet CTM, der kan opleves live den 2. marts i Koncertkirken i forbindelse med Frost. I den anledning har Trier her udvalgt sine personlige favoritsangere.
Yoko Ono ‘Kiss Kiss Kiss’
1. Yoko Ono
»Som betyder Havets Barn – allerede optur der. Hun er meget inspirerende for mig, meget ærlig i sin musik og ikke specielt indyndende. Det virker altid så friskt og klart, når man sætter hendes musik på. Hun fortæller ligesom ikke folk, hvordan de skal føle via musikken. Den er ladet med alt muligt, men den er meget åben, og det er en meget vigtig ting i mine øjne.
Så ser man hende for sig – hun er jo også bare mega fascinerende som kunstner og ikon – gå rundt og kaste med kærligheder, gåder og virkelig mange hidsige tantrummer.
Det kan også anbefales at læse hendes bog ’Grapefruit’, som er fuld af alle mulige instruktioner. For eksempel ’Hide and Seek Piece’: Hide until everybody goes home. Hide until everybody forgets about you. Hide until everybody dies«.
John Cale ‘ Dying on the Vine ‘
2. John Cale
»Han har lavet alt muligt af svingende kvalitet (som de fleste), men hans produktioner og arrangementer for Nico (’Marble Index’ & ’Camera Obscura’) er fuldstændig overdrevet flotte. På ’Camera Obscura’ er det ret sparsomt besat. Det meste er percussivt, og i mange perioder er akkordgrundlaget eller det tonale materiale også percussivt. Det efterlader et stort mønster eller et eller andet stormasket lydbillede med masser af huller. Det er iskoldt og sexet samtidigt. Det samme gælder sangen ’Dying on the Vine’, som er en mærkelig blanding af vemodig, lidt nostalgisk, sexet og slow lambadaagtig. Og så er vokalen helt kold og hård ovenpå.
Der bliver peget i mange retninger, og det river mig ligesom midt over. Teksten er skrevet af en af Cales venner, og handler om en slags flugt eller eksil i Mexico/kærlighed/misbrug/alienation, eller hvad ved jeg. Sindssygt flot sang.
Der er også albummet ’Songs for Drella’, som han har lavet sammen med Lou Reed, som et slags portræt af Andy Warhol. Det er et meget anstrengende album, men sådan er det tit med ham. Han er sygt irriterende, og man kan ikke lade være med at lytte.
Selvfølgelig startede han også med Velvet Underground. Inden da studerede han vist hos John Cage og La Monte Young. Han er for vild. Jeg sad bag ham i et fly for nogle år siden. Han har det stadig ret vildt så det ud til – havde farvet sit korte hår plettet som en leopardpels og havde en masse tøj på, alt sammen i forskelligt armymønster, og så rigtig bister ud. Meget intenso for mig at sidde så tæt på ham i så lang tid. Jeg tænkte, at der er noget med transatlantiske fly. På et eller andet tidspunkt går der altid et spøgelse igennem. Man føler sig helt palle alene i verden, når alle er faldet i søvn, og nogen har besluttet at slukke for lyset, og maskinen flyver rundt i dybfrosten over det sorte gyserhav. Den oplevelse delte jeg med John Cale, selvom han ikke vidste, at jeg fandtes lige bag ham, og elskede ham og hans musik meget højt«.
Prince ‘Scandalous’
3. Prince
»Han kunne være optur at flyve over atlanten med. Han sidder sikkert med gasmaske og højhælede flipflops og drikker superfood-juice og ser tegneserier. Altså, der er nærmest ikke noget, jeg kan stå for ved ham. Så sindssygt fræk type, der ikke er til at bremse med sit afmarcherede party/love/sex Jehova-korstog. Alt fra ’78 til ’92 elsker jeg. For eksempel hører jeg for tiden meget ’Around the World in a Day’, som også var den første Prince-plade, jeg stiftede bekendtskab med som barn. Jeg er også helt fuldkommen skudt i ’Batman’, ’Sign O’ the Times’, ’LoveSexy’ og ’Purple Rain’-pladerne. Dem kan jeg virkelig anbefale. Man bliver totalt salig af dem.
Har ikke rigtig overblik over produktionen siden hen. Jeg har på fornemmelsen, at de er lidt sværere at have med at gøre. Syvdobbelte album helt uden filter, hvor han bare hjerner løs med sit funkmaskineri. Men man ender vel sikkert med at sidde på plejehjemmet og knuselske de plader også.
Der er mange ting ved Prince. Han er god til at gøre en ting og virkelig gøre den. Og han har så vild timing – så vild en energi i sin vokal og sine guitarsoloer, og alt hvad han rører ved. Og så har han et stort talent for at spille Prince og performe helt overdrevet frækt«.
Anne Linnet ‘Ingen anden drøm’ (med Thomas Helmig)
4. Anne Linnet
»Ok, jeg ville gerne nævne Bob Dylan, men jeg vil også gerne fremhæve Anne Linnet. Nu har hun lige vundet, fordi Bob Dylan altid er med på top fem over yndlinger. Men altså, he’s the one, det er helt klart, men det er hun også.
Anne Linnet synger så smukt og i en kategori helt for sig, fordi hun egentlig ikke er særlig sangeragtig. Der er noget med, at der sker nogle særlige kemiske reaktioner i barnets hjerne, når det hører moderens stemme. Sådan er det også med Anne Linnets stemme. Man får lyst til at gå ind i den og tage den på. Hun holder ikke tonerne særlig lang tid. Der er ingen vibrato og helt tydelig udtale, og så har hun den vildeste smukke klang, som man genkender som ens barndom, ungdom og nutid. Jeg har overhovedet ikke hørt alt, hvad hun har lavet. Men de plader, jeg holder af, er måske mange galakser værd. Prøv at høre ’Ingen anden drøm’ og ’Lad mig være den jeg er’. Jeg kan nærmest ikke holde til det. Vildt flotte simple tekster, som muligvis ikke holder i andre sammenhænge. På en eller anden måde tror jeg altid på det, hun siger. Ligesom jeg nævnte det med Yoko Ono, så er Anne Linnets stemme heller ikke særlig ladet med en masse følelser. Hun er mere nøgtern og presser ikke på med sit budskab«.
Scott Walker ‘Boy Child’
5. Scott Walker
»Hans arrangementer og instrumenteringer er så forfriskende for ørerne – mystiske, eksotiske og horrorsmukke. Måske er han den mest vilde og avantgarde popmusiker, der findes. Forbindelsen til popsangen og det lette og elegante er noget vigtigt og særligt flot ved hans musik. For eksempel i forbindelse med de sidste par mareridtsplader, som jeg synes er helt vildt spændende at lytte til og totalt gyseruhyggelige. Teksterne er også et kapitel for sig. Ifølge ham selv skriver han teksterne, og så dikterer teksterne hele arrangementet og instrumenteringen. Det giver god mening, når man læser dem og hører dem.
Jeg er også helt solgt til ’Scott 4’, hvor han er mega elegant crooner-dandyagtig. Arrangementerne er sindssygt flotte, og sangene er så ubesværede. Jeg tror, man kan få det overdrevet vildt, lige meget hvor man starter. Men jeg kan foreslå, at man begynder med ’Climate of the Hunter’ og ’Scott 4’.
Det er i øvrigt meget spændende at læse interviews med ham, og jeg kan anbefale, at man ser dokumentaren ’30 Century Man’«.
Læs også: CTM: Min musikalske opvækst