Ni fede mixtapes til gratis download

Få masser af ny, spændende hiphop ned på computeren. Her er den seneste tids høst af internettets bedste mixtapes – selvfølgelig til gratis download.

1. Kilo Kish ‘K+’
Den Florida-fødte og nu New York-boende rapper/sanger har samlet et ret så vanvittigt hold omkring sig på ‘K+’: Der er Ferg og J. Scott med fornavnet ASAP, The Internet og Earl Sweatshirt (der både rapper og producerer!) fra Odd Future-holdet og producernavne som SBTRKT og Star Slinger. Men mixtapet føles alligevel meget som Kilo Kishs sædvanlige verden, hvor det meste foregår i en behageligt stenet atmosfære og i et moderat-til-lavt tempo.

Kilo Kish rapper, joker, mumler, flirter og synger igennem de ambiente og chillede lyde. Det er blogformatet som rapsang, eller rapformatet som blog. ‘K+’s styrke er den umiddelbare kommunikation, følelsen af nutid. Det hele virker henkastet. Det er som om Kilo Kish inviterer lytteren til at hænge ud, men hvis du ikke kan, så er det også fint nok: »Such a shame I never see you downtown / places I hang you never wanna come around / it’s not a bad thing, not really missing you much / walking with my iPod and cellphone, I’m in a rush«.

Download mixtapet HER.

2. Kool A.D. ’19’ + ’63’
’19’ og ’63’ er anden og tredje del af fire i det tidligere Das Racist-medlems serie af mixtapes, der er opkaldt efter buslinjer i Nordcalifornien. Ligesom på det første mixtape ’54’ strør Kool A.D. sin overraskende gode freestyle-rablen henover en blanding af øst- og vestkystlyd. Young L og Trackademicks minimale post-hyphy (på ’19’) passer rapperen lige så godt som Amaze 88’s inspirerede version af klassisk New York-lyd (på ’63’).

Kool A.D. har stadig uforskammet gode beats til sine sløsede, men også tit geniale linjer. »Ya’ll banana sniffers / and maybe Hitlers / aiming guns at all my baby pictures«, rapper han på ‘Chuck Very’, en genialt-skæv gendigtning af en Nas-linje fra ‘The World Is Yours’. Kool A.D. stjæler, sampler og gendigter. Han kalder sig ‘The White Drake’ over Kanye Wests ‘New God Flow’ og giver remixet navnet ‘Exotische Kunst’. Alt er så skørt, som det plejer.

Download ’19’
HER.

Download ’63’ HER.

3. Curren$y ‘New Jet City’
New Orleans-rapperen er både en af de flittigste og en af de mest dovne rappere på planeten. På den ene side udgiver ingen mere musik en Curren$y, der smider gratis mixtapes op på nettet flere gange om måneden. På den anden side har han dyrket den samme tilrøgede og meget tilbagelænede stil i en del år nu.

‘New Jet City’ bryder ikke med det sædvanlige udtryk, men er alligevel en af Curren$ys mere fokuserede udgivelser. Der er deciderede omkvæd, flere klare rim (i stedet for småskæv mumlen) og endda store gæsteoptrædener. Højdepunktet er det Lex Luger-producerede ‘Choosin”, der gæstes af Rick Ross og Wiz Khalifa, som begge overstråles af Curren$y. At kalde det poppet er nok overdrevet, men det lyder som om hashtåge-rapperen er vågnet lidt.

Download mixtapet
HER.

4. Antwon ‘In Dark Denim’
San Jose-rapperens Valentinsdag-mixtape er en meget mærkelig kærlighedsplade. Det ene øjeblik er Antwon melankolsk og nostalgisk, det næste en sexfikseret monstermand. Og det hele foregår over halvnostalgiske disco- og popsamples. At rapperens vokal er bjørnebrummende dyb gør kun det hele mere forvirrende, men også mere originalt og tiltrækkende.

Titelnummeret sampler Goldfrapps ‘Rocket’ og får det til at lyde som noget fra ‘Scarface’-soundtracket. Det kunne lyde ironisk, hvis ikke Antwons voldsomme vokal lød så umiddelbar og på en eller anden måde ekstremt ærlig og sårbar: »My soul races from my body now I’m closer to you«.

Download mixtapet HER.

5. The Underachievers ‘Indigoism’
Queens-duoen The Underachievers’ første mixtape, siden de tilsluttede sig Flying Lotus’ Brainfeeder-pladeselskab, er et præcist udsnit af, hvordan ung New York-rap lyder lige nu. Deres lyd befinder sig i samme område som vennerne fra ASAP Mob, Flatbush Zombies og Joey Badass’ Pro Era-crew – men Underachievers særlige version af den nye New York-lyd dyrker en speciel form for østkyst-mystik, suppleret med en god dosis LSD-psykedelia.

Rapperne Ak og Issa Dashs flows fungerer vanvittig godt sammen, og deres tekster handler om alt fra faraoer i Egypten og alternative virkeligheder til – selvfølgelig – hvor ekstremt gode, de selv er.

Download mixtapet HER.

6. Kitty ‘D.A.I.S.Y. Rage’
Kitty Pryde dukkede ud af ingenting sidste år med en blanding af trap music-referencer og kære dagbog-rim, der blev rappet i en hypernuttet pigestemme, og den uundgåelige undergenre-navngivning faldt på ‘Tumblr-wave’ efter blogsiden, hun udgav på. Kitty Pryde har droppet efternavnet, men rapper stadig om hjerte-smerte-problemer, internet-haters og Danny Brown, som hun er besat af.

Kittys flow er ikke den sniksnakkende og fnidrende bevidsthedsstrøm fra internethittet ‘OK Cupid’, men hurtigere og mere ambitiøst. Hvis Lil B var en hvid teenagepige med en langdistanceforelskelse i Danny Brown, forkærlighed for sydstatsrap og et overforbrug af internettet og diverse (milde) stoffer, ville det lyde sådan her.

Download mixtapet
HER.

7. YG ‘Just Re’d Up 2’
‘The Motto’ og ‘Rack City’ af henholdsvis Drake og Tyga introducerede sidste år verden for den minimale og intense kombination af fingerknips-plus-bas-beats med mekaniske og hurtige rim, der er kendt som ‘ratchet music’. Men genrens største stjerne er (udover producerkongen DJ Mustard) Los Angeles-rapperen YG. ‘Just Re’d Up 2’ er gennemført effektiv klubmusik og det lyder virkelig meget som de førnævnte hits. Det er et eksemplarisk ratchet-mixtape.

DJ Mustard står for de fleste af produktionerne, der sjældent afviger fra skabelonen, og Ty Dolla Sign (sangeren bag sidste års geniale Weeknd-efterligning ‘My Cabana’) dukker også op, endda med et overraskende godt gæstevers. YG er solid og ved tydeligvis, hvordan han får så meget som muligt ud af de intense beats. Indimellem formår han endda at forvandle klicheer til originale oneliners: »Real niggas eat out / pussy niggas me-ow«.

Download mixtapet
HER.

8. Gucci Mane ‘Trap God 2’
Den eneste rapper, der udgiver lige så mange mixtapes som Curren$y, er klar med en opfølger til sidste efterårs ‘Trap God’, Gucci Manes bedste og mest succesfulde mixtape siden storhedstiden i slutningen af sidste årti. Der er færre gæsteoptrædener på ‘Trap God 2’, og produktionerne er mindre bombastiske – det er mindre poppet Gucci og mere som ældre Gucci Mane-mixtapes.

Men det er nuancer: Frem for alt er mixtapet fyldt af Gucci Manes karakteristiske og opfindsomme næsten-nonsens, som »People think I’m a God / but to me I’m only normal« fra ‘Bob Marley’, et nummer, hvor han også brokker sig over, at Pepsi ikke vil sponsorere ham, bare fordi han er en morder.

Download mixtapet HER.

9. Chris Travis ‘Side Effects EP’
Rapperen fra Spaceghostpurrps Raider Klan er ikke en specielt god rapper, men hans monotone Lil B-inspirerede vokal passer perfekt ind i produktionernes mørke og mudrede verden. Lyden er en melodisk og næsten drømmende variant af Raider Klans mærkelige lo-fi-version af Memphis-crunk.

Især produceren Eric Dingus’ beats er på niveau med Spaceghostpurrp, gruppens leder, der også har et beat på mixtapet. Men højdepunktet er ‘I Know’, hvor Chris Travis synger om kap med stemmesamplet på AraabMuziks kitschede cloudrap-beat.

Download mixtapet HER.

Læs også: Ugens 10 fedeste fester

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af