I går kom vi med vores bud på 10 tunge navne, Roskilde Festival skulle prøve at få fingre i. I dag er turen kommet til spændende, nye kunstnere: Her er 15 friske navne festivalen bør booke til Dyrskuepladsen.
Haim ‘Forever’
1. Haim
Det er ingen hemmelighed, at vi er vilde med Haim. De tre søstre har været i søgelyset lige siden de sidste år tog kegler med ‘Forever’, og har siden fulgt op med stærke singler som ‘Don’t Save Me’ og senest ‘Falling’. Trioens patosfyldte popsange går lige i retro-hjertet, og hvis alt går godt, kommer der nok et debutalbum engang i 2013.
Haim har masser af koncerter på programmet, og er ganske belejligt i Europa til sommer. Blandt andet på festivalerne Øya og Flow i starten af august, men pigerne har også planlagt en optræden på britiske T in the Park den 12. juli, der jo som bekendt ikke stemmer helt uoverens med Roskildes datoer.
Sky Ferreira ‘Everything Is Embarrassing’
2. Sky Ferreira
Sanger, model, skuespillerinde. Amerikanske Sky Ferreira kan lidt af det hele, men efter at have skudt i lidt forskellige retninger musikalsk før i tiden, kunne 2013 godt gå hen og blive året, hvor hendes alternative pop får det helt store gennembrud.
Sidste års ep ‘Ghost’ bød blandt andet på den fremragende single ‘Everything Is Embarrassing’, hvor Ferreira arbejdede sammen med Dev Hynes, der også har været med til at kickstarte Solanges (genfødte) popkarriere.
Et debutalbum skulle komme før sommeren, og så giver Ferreira masser af koncerter. Hendes massive USA-tour slutter dog allerede i starten af april, så måske en Europa-turné kunne være under opsejling til sommer?
Schoolboy Q ”There He Go’
3. Schoolboy Q
Nu hvor Kendrick Lamar har meldt sin ankomst, ser vi ingen grund til, at han ikke kan tage Schoolboy Q under armen. De to rappere er nemlig del af samme crew, Black Hippy, og man ved efterhånden alt om, hvordan hiphoppere elsker at have deres venner med til koncerter.
Schoolboy Q har indtil videre to uafhængigt udgivne album på CV’et, senest sidste års fremragende ‘Habits & Contradictions’ med singler som ‘There He Go’ og ASAP Rocky-duetten ‘Hands on the Wheel’, mens han i 2013 følger i Kendricks fodspor med sin major label-debut ‘Oxymoron’.
Det er bare at booke en ekstra plads i flyveren…
AlunaGeorge ‘Your Drums, Your Love’
4. AlunaGeorge
Britiske AlunaGeorge rider på en bølge, der ikke umiddelbart har tænkt sig at stilne af lige foreløbig. George Reids elektroniske popproduktioner går hånd i hånd med Aluna Francis’ 90’er-klingende r’n’b-vokal, og sammen skaber de musik, der går direkte i hofterne.
En lind strøm af stærke singler har det sidste stykke tid ramt internettet, og duoens debutalbum ‘Body Music’ er sat til at udkomme midt i Roskilde, nemlig den 1. juli. Koncerter er booket ind på både Hove Festival og Benicassim i starten af selvsamme måned, så det virker mere end oplagt også at få dem forbi til en koncert på for eksempel Odeon.
Kollegerne i Disclosure er jo allerede annonceret, og så kunne Francis jo snildt komme forbi deres koncert og lægge live-vokal til samarbejdet på den fænomenale single ‘White Noise’.
Daughn Gibson ‘Tiffany Lou’
5. Daughn Gibson
Truck-driveren Daughn Gibson dukkede sidste år op ud af ingenting og tog fusen på os med sin fabelagtige fusion af mørke beats og old school country. Debutalbummet ‘All Hell’ var en dyster, magisk rejse ind i et unikt univers, og amerikaneren er da også siden blevet samlet op af det legendariske Seattle-pladeselskab Sub Pop.
Sub Pop har lovet et nyt album fra Gibson i løbet af 2013, og mens koncertkalenderen lige for tiden er rimelig tom (ud over en koncert på Primavera Festival i maj), bliver den med garanti fyldt gevaldigt op, så snart nyheden om opfølgeren til ‘All Hell’ lander.
Woodkid ‘I Love You’
6. Woodkid
Franske Yoann Lemoine har bjergtaget mange med sin smukt arrangerede orkesterpop og sine endnu smukkere musikvideoer, senest til singlen ‘I Love You’.
Nummeret stammer fra Lemoine aka Woodkids kommende debutalbum ‘The Golden Age’, der er på gaden den 18. marts, og en efterfølgende turné er selvfølgelig på sin plads. Woodkid har allerede en række datoer planlagt, blandt andet på tre europæiske festivaler i midten af juli, så et besøg på Roskilde ville være oplagt.
Hans fyldige kompositioner ville med garanti være en speciel oplevelse en sen nattetime.
TNGHT ‘Bugg’n’
7. TNGHT
Hver for sig er Lunice og Hudson Mohawke stjerneproducere in spe, og sammen som TNGHT er de mindst ligeså gode.
Som makkerpar leger de med hiphoppens konventioner, og en opvisning i skæve samples, skøre beats og tung bas ville utvivlsomt gøre sig perfekt på Roskilde Festivals nye Apollo-scene, hvis orange gummiborg ville hoppe i takt med publikum.
TNGHT spiller en række festivaler i løbet af sommeren, blandt andet Sonar i Barcelona i juni, og ville være et oplagt kort at føje til puljen af elektroniske acts.
Chvrches ‘Recover’
8. Chvrches
Der kom allerede ringe i vandet sidste år, da britiske Chvrches sendte den boblende single ‘The Mother We Share’ på gaden. Her er masser af lighedspunkter med navne som Purity Ring og The Knife, men trioen har med ‘Recover’ og singlens medfølgende ep bevist, at de bestemt har masser at byde på, når det kommer til velskåret electropop.
Briterne spiller også på norske Hove Festival, der som tidligere nævnt ligger lukt oven i Roskilde: Så er det praktiske i hvert fald på plads.
Ryan Hemsworth ‘Colour & Movement’
9. Ryan Hemsworth
Canadiske Ryan Hemsworth har sine fødder solidt plantet i to forskellige lejre. På den ene side er hans beats højt efterspurgte i hiphop-kredse, og i den anden lejr høster han masser af roser for de luftige og oftest melankolske soloproduktioner. Samme ‘knibe’ den ligesindede Clams Casion har befundet sig i de sidste par år.
Hemsworth kaster nye numre og remixes af sig jævnligt (blandt andet har han for nyligt taget sig af Rhyes ‘Open’), ligesom han efterhånden har en lille håndfuld ep’er på CV’et, senest sidste års fremragende ‘Last Words’.
Hemsworth og hans computere ville gøre sig glimrende en solrig eftermiddag på Apollo, og da hans USA-tour slutter allerede i april er der altså helt åbent i kalenderen til sommer.
Captain Murphy ‘Mighty Morphin Foreskin’
10. Captain Murphy
Steven Ellison er måske mest kendt som beatmager under aliasset Flying Lotus, men i slutningen af sidste år sprang han (efter lidt hemmelighedskræmmeri) ud som rapper under navnet Captain Murphy, en mystisk tegneserieskurk, der higer efter verdensherredømmet.
Projektet resulterede sidste år i albummet ‘Duality’, en skæv omgang undergrundsrap med syrede samples og beatkollager som baggrundstapet. Captain Murphy har allerede haft sin live-debut, mens ingen stor turné dog er programsat lige pt. – hvilket både er en god og dårlig ting i forbindelse med en potentiel Roskilde-booking.
Én ting er dog sikkert: Ellisons særegne rapunivers ville være en fornem tilføjelse til årets hiphop-pulje.
Rhye ‘The Fall’
11. Rhye
Hvis alt går som det skal, bliver Rhye rigtig store i 2013. Sidste års to fantastiske singler ‘Open’ og ‘The Fall’ satte standarden højt (meget højt), og duoens kommende debutalbum ‘Woman’ er da også en lille, moderne soulperle af høj karat, der burde gøre sig fremragende på Dyrskuepladsen enten en lad eftermiddag eller tidlig nattetime.
Rhye udgøres af danske Robin Hannibal og canadiske Mike Milosh, hvor sidstnævnte står for den ultrablide (næsten kvinde-lydende) vokal, mens Hannibal tager sig af de sælsomme produktioner. Danskeren er ikke meget for at spille live, men Milosh spiller allerede nu koncerter med band – hovedsageligt i USA, men også nogle få i Europa. Efter april er kalenderen dog tom.
Advarsel: Hvis Rhye bliver booket er der høj risiko for, at samtlige af Roskildes kærestepar dukker op, så kom tidligt.
Charli XCX ‘Nuclear Seasons’
12. Charli XCX
Hun elsker 90’erne højere end nogen anden popsangerinde lige nu. Mavebluser og det hele. Men ud over det er britiske Charli XCX en fornem leverandør af dyster, up-tempo synthpop, der uden tvivl ville kunne sætte gang i Pavilion eller Odeon en tidlig fredag aften.
Labre singler som ‘Nuclear Seasons’ og ‘Stay Away’ er midlertidige højdepunkter i Charlis karriere, og så kan man med rette se frem til debutalbummet ‘True Romance’, der udkommer den 15. april.
Den britiske sangerinde har et hav af koncerter programsat, men det lader til, at hendes tour i USA slutter i midten af juni. Og så er det på hjem til Europa. Og Roskilde…
Matthew E. White ‘Will You Love Me’
13. Matthew E. White
Langt hår, tjek. Stort skæg, tjek. Solbriller, tjek. Matthew E. White er lidt af en karakter, men hans soulede rockkompositioner taler deres eget unikke sprog. Strygere, horn, piano og hele pibetøjet: White er ekstremt storladen, men lyder utrolig blid på samme tid. Lidt som en soulet rockbamse…
White udgav sidste år sit oversete (også af os) debutalbum ‘Big Inner’, men er nu for alvor kommet frem i lyset. Og hiver han først en hornsektion med til Dyrskuepladsen bliver der ikke et øje tørt.
Hans turnéplaner strækker sig lige pt. til midten af juni, så hvis planen skal udvides lidt, er et besøg i Roskilde oplagt.
Parquet Courts ‘Borrowed Time’
14. Parquet Courts
Vi forestiller os et rockbrag af de lidt mindre (men ikke mindre fedt af den grund), hvis Parquet Courts kom forbi Dyrskuepladsen og satte strøm til guitarerne på Pavilion.
Hæsblæsende punkrock som i ‘gamle dage’ med bidende riffs, småhidsige trommer og bassens pulserende effekt. Albummet ‘Light Up Gold’ udkom lidt for sig selv i 2012, men blev udgivet på et større selskab i starten af i år, hvorefter det fik stærkt for Brooklyn-rockerne.
De har en bred vifte af koncerter planlagt, men ligesom med så mange andre på denne liste, er de komplet frie, så snart vi kommer frem til juli.
The Underachievers ‘Herb Shuttles’
15. The Underachievers
Det her er faktisk lidt som at bede om ekstra flødeskum på sin flødeskumskage. Den nye new yorker-rap er allerede rigt repræsenteret på Roskilde med Joey Bada$$, Action Bronson og Flatbush Zombies, men skulle man bede om ét til navn, skulle det være The Underachievers.
Duoen bestående af rapperne Ak og Issa Dash har netop begået det fremragende mixtape ‘Indigoism’, og ligesom Flatbush Zombies gør de sig i en psykedelisk tilgang til hiphoppen med mystiske tekster og hypnotiserende beats.
Hvis der er plads i start-juli-afgangen fra New York ville The Underachievers være toppen af kransekagen.
Læs også: 10 tunge navne Roskilde Festival bør booke