Ivory & Gold
‘Burst’ er en solid omgang pop med et soulet fernis. Afsenderen af debutpladen er den danske electropopduo bestående af sangerinden Karen Groth og produceren Ronni Vindahl, der for tiden også tager kegler ved at producere for Mø. Samarbejdet mellem dem forener to musikalske verdener: Sløv og lidende kvindesoul på en gedigen baggrund af et væld af elektroniske komponenter. Og nogle gange lyder det dog som om, at de to udtryk ikke er helt i sync.
De fleste numre åbner med en palette af gennemarbejdede elektroniske lyde, der kort efter, og lettere overraskende, akkompagneres af Karens smukke og ofte dybe vokal. Overraskende, fordi den sender musikken i en helt anden og mere soulet retning, end Vindahls beats lægger op til.
Læs også: Se videoen til ‘Nothingness’
Stilen bringer uundgåeligt tankerne hen på nogle af de seneste års store svenske kunstnere som Lykke Li og Robyn, og især numre som ‘Follow Me’ og ‘Nothingness’, der med melankolsk melodiføring og et taktfast næsten kækt electrobeat, indskriver Ivory & Gold i klasse med de danseglade-trods-ulykkelig-kærlighed svenskere.
Det er på én gang duoens styrke og svaghed, at den kælne vokal opererer på et andet niveau end det poppede univers. Indimellem virker numrene ubalancerede, som om de vil for meget, men flere gange går det op i en højere enhed, især når der bliver skruet lidt ned for det eksplicit lidende element. ‘Mouse in the Words’ og ‘Hurricane’ er yderst velproducerede numre, hvor lækre synthslyngninger komplementerer den rene, veltrænede stemme til fulde i en omgang komplet pop.