Q&A med Roskilde Festivals musikchef: »Vi overvejer at sætte James Blake på Orange«

Q&A med Roskilde Festivals musikchef: »Vi overvejer at sætte James Blake på Orange«

I dag er det eksamensdag for Roskilde Festivals musikgruppe, der netop har sluppet årets plakat, og særligt for festivalens musikchef, Rikke Øxner. Hun har de seneste 11 år været ansvarlig for musikprogrammet, som hun booker sammen med gruppens andre seks medlemmer, der igen trækker på et såkaldt ekspertnetværk af flere hundrede mennesker fra musikverdenen.

Tidligere i dag fik vi lov at smugkigge på den færdige festivalplakat, og efterfølgende fik vi en snak med Øxner om programmet.

Det virker som om, at I har svært ved at fylde toppen af plakaten ud. Mange af jeres hovednavne har set deres bedste tid. Man kunne godt have forestillet sig nogle friskere store navne, som I af den ene eller anden årsag ikke har fået. Er du enig i det?
»Nej, det er jeg faktisk ikke. Det kan godt være, at Kraftwerks bedste tid var, da det hele eksploderede i sin tid, men deres relevans er mindst lige så stor nu. Deres indflydelse er evident, ligegyldigt hvilken genre du går ud i. The National har en helt særlig Roskilde-historie. De blev store, da de spillede her i 2007. Man kan altid diskutere, om Queens of the Stone Ages andet eller tredje album var deres bedste, men de er helt fabelagtige live og er bare kommet bredere ud. Rihanna jo utrolig ung, selvom hun har syv album på bagen, og Sigur Rós er altså bare en publikums-darling, der kan noget helt særligt, og folk taler stadig om deres seneste koncert på Roskilde. Slipknot var fra start en af dem, der stod øverst på vores ønskeseddel, og Volbeat er jo bare nummer ét alle vegne, og der ingen, der sælger flere plader i vores hemisphere. Trækplastre er jo genkendelighed, de skal have nogle år på bagen«.

Læs også: Se Roskilde Festivals fulde program

Hvad kvalificerer et navn til Orange Scene?
»Det skal være noget musik, som rigtigt mange mennesker har lyst til at se. Det skal være samlende og kunne levere en oplevelse, om den så er ekspressiv eller introvert. Rocken virker jo godt, den er ekspressiv og når langt ud, så på den måde er det en meget velegnet genre. Men i år overvejer vi seriøst at sætte James Blake på Orange. Der har været sådan en berøringsangst, for hvorfor må vi ikke på Orange have lov at lave noget, der har en magnetisk kraft den anden vej? Jo mere, han bliver ’shhhh’, jo tættere kommer folk på«.

Og det bliver vel sværere og sværere at finde de navne, der kan samle?
»Det er en udfordring, men jeg ved ikke, om jeg synes, at det er blevet sværere. For fem år var jeg faktisk bekymret over, at der var for proppet foran Orange. At den trak folk fra de andre scener, for der er altså også god musik«.

Så det er ikke et mål for jer at samle flest mulige mennesker foran Orange?
»Der må godt engang imellem være fuldstændigt pakket, så vi har alle har en fælles historie at gå hjem med. Det var fantastisk med Bruce«.

Kunne du forestille dig Roskilde Festival uden Orange Scene?
»Ikke hvis festivalen er så stor som nu. Så ville vi få et problem. Og jeg synes, at det ville være ærgerligt, for den giver altså det her kuldegys. Den spiller jo heller ikke så meget som de andre, for vi skal ikke stopfodre folk med store fællesoplevelser. Vi vil gerne have, at folk kommer rundt«.

Læs videre på side 2– bl.a. om Roskilde Festivals bookingbudget og Rihanna.
Det er ingen hemmelighed, at bands skal have stadig større koncerthonorar. Hvordan har Roskilde Festivals bookingbudget udviklet sig de seneste år?
»Det er 40 millioner i år, ligesom sidste år. Hvis du har bookinghatten på, så har det udviklet sig alt for langsomt i forhold til priserne. Men vi kan jo kun bruge de penge, som vi får ind fra billetterne. Jo mere, vi skal bruge på musikken, jo mere skal vi skrue på billetprisen, og det er vi ikke så vilde med. Så det er en balance. Hvis du arrangerer en koncert i Parken, så kan du sætte billetprisen efter, hvad bandet koster. Det kan du ikke på en festival. Der må du sætte billetterne til salg, lægge dit budget, og så må du få, hvad du kan få«.

Og i forhold til andre festivaler?
»Nu kender jeg jo ikke de andres bookingbudgetter. En festival som Werchter er en fantastisk festival med et godt program, men de præsenterer kun halvt så mange bands, som vi gør. Vi vil gerne prioritere vores penge, så vi også har til det, der ikke lige sælger billetter, men som er interessant at gå på opdagelse i«.

Rihanna fik I mange slag for at booke, men I høstede også megen begejstring. Hvornår er det ok for Roskilde at booke et stort popnavn?
»Det er der ingen formel for. Det skal man vurdere. Kan de levere en live-oplevelse, der er fed? Hold kæft hvor fik vi mange slag, første gang vi bookede Robbie Williams, men vi fornemmede, at han kunne levere et show. Og det er jeg sikker på, at Rihanna også kan«.

Det virker til, at I har vægtet den tunge rock og metallen, ja, tungt i år. Hvorfor?
»Metalpublikummet er blandt vores mest dedikerede, og musikken fungerer bare rigtigt godt i den rette setting. Jeg synes, at der kommer nogle vildt gode repræsentanter for ’troen på rocken’ og præsenterer et nyt take. Jeg tror også, at de appellerer bredere, end man lige skulle tro. Det har tidligere også været svært at finde gode nye punkting, men nu er vi lige kommet hjem fra Austin (festivalen SXSW, red.), hvor vi så Pissed Jeans, Metz, Fidlar og Parquet Courts. Der sker bare noget med punken«.

I har tidligere præsenterer Deadmau5, Paul Kalkbrenner og Trentemøller på de helt store scener. Mangler der sådan en stor elektronisk fest i programmet i år?
»Kraftwerk er jo sådan en«.

Men det er jo ikke en fest?
»Det har du ret i, men der var også dele af Trentemøller, der ikke var en fest. Elektronisk musik skal også have lov til at køle lidt ned engang imellem. Men så har vi jo for eksempel inviteret Numbers, et Glasgow-label (med bl.a. Rustie, Jackman og Deadboy, red.), som har en hel aften på seks-otte timer. Hvis man er til franske C2C, fire turntablelist uden at feste, så er man gået forkert. Og så er der jo Baauer, og den nye scene Apollo, der for første gang kører med fuldt program. Og Crystal Castles er også en slags elektronisk fest. Der bliver masser af fester. Den største fest på Orange, tror jeg, bliver Rihanna«.

Major Lazer kunne måske have skabt den store fest på Orange?
»Dem, eller ’ham’, ville vi faktisk rigtigt gerne have haft. Der er ikke så meget at sige, det blev bare ikke lige i år. Det faldt på noget praktisk«.

Læs videre på side 3 – bl.a. om grunden til, at Frank Ocean ikke er på plakaten. Hvilken booking er du mest stolt af i årets program?
»Det er alt for svært at vælge. Jeg ville ikke ane, hvad jeg skulle svare«.

Hvilket navn er du mest ærgerlig over ikke at have fået med på plakaten?
»Der er to, og jeg er ked af, at det er de samme som sidste år: Daft Punk og Rage Against The Machine«.

De var slet ikke en mulighed i år. Er der andre navne, der spiller europæiske festivaler i samme periode, som du ærgrer dig over?
»Der er masser af navne, man godt vil have. Det kunne være fint at have haft The Knife. Men der var flere om buddet, og skal vi gå ind i en eller kamp om at få en artist, når vi i bund og grund har gang i andre ting, som vi også synes, er rigtig vigtige? Så kan det være, at de kommer en anden gang. Man kan ikke få det hele hver gang«.

The Knife spiller som bekendt på NorthSide. Det er den første seriøse danske ’konkurrent’, I har haft i mange år, der booker store navne, som også kunne have spillet på Roskilde. Hvordan har I det med det?
»Folk kan godt lide sådan en battle, ligesom mellem to fodboldhold. Jeg synes, at NorthSide har et skidegodt program, og det ville være dumt at mig at undsige det, da rigtigt meget af det har spillet på Roskilde. Men det er en anden type festival. Vi kan bare ikke have dem alle, og vi har ikke plads til dem. Jeg synes, at vores program er det, vi kan«.

Vores læsere ville slagte mig, hvis jeg ikke spurgte til fraværet af det suverænt mest populære navn i Soundvenues univers det seneste års tid: Hvor er Frank Ocean?
»Han er i Europa i samme periode, og vi har også haft dialogen. Men der var mange ting, der skulle falde i hak, og vi havde også gang i Miguel og Kendrick Lamar. Og på et tidspunkt var der bare nogle omstændigheder, der gjorde, i forhold til hvor mange jobs han kunne presse ind lige i den uge, at det ikke kunne lade sig gøre, og så satsede vi på de to andre«.

Det virker til, at det segment man kalde ’store indie-navne’ – bands som Grizzly Bear, Tame Impala, Yeah Yeah Yeahs, Vampire Weekend, The xx og Beach House – er næsten ikke-eksisterende i programmet. Hvorfor?
»Der er jo Animal Collective og The National. Og Dead Can Dance, de er godt nok lidt gamle, nogle legender. Og så kommer Lykke Li, Peter Bjorn and John og Miike Snow som en Ingrid-pakke, Of Monsters And Men og The Lumineers. Men hvis man brænder for noget, så er nok aldrig nok«.

I holder ret hårdt fast i at booke gamle nisser, der har spillet vægtige roller i musikhistorien. Kraftwerk, Henry Rollins, Bobby Womack og Thurston Moore kommer blandt andre. Hvilke tanker ligger bag?
»Det er ikke for at lege skolelærere, men vi booker dem primært, fordi de har bidraget til musikhistorien. Bare det at kunne gå på en festival og få historien ind via lyden, synes jeg er interessant. Der er bare nogen, der stadig har relevans og inspirerer. For tre år siden havde vi Titus Andronicus, der lyder som Bruce Springsteen, og det er interessant at trække de tråde. Vi vil gerne give nogle aha-oplevelser, det er for at få musikelskeren op på dupperne«.

Hvordan vil du opsummere programmet i én sætning?
»Det er en rejse geografisk, vi er i 33 lande, og rundt i afsindigt mange stemninger og genrer. Jeg glæder mig enormt meget til at få sendt programmet på gaden«.

Læs også: Disse Roskilde-navne glæder vores musikredakører sig til

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af